Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige. Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3265Visninger
AA

1. Kapitel 1 Abigail Savage 1/88

("Når der ikke er noget P.O.V, betyder at det er Abigail Savage vi følger!")

 

Den kinesisk dekorerede vase splintrede, i samme øjeblik den ramte det hårde mahognigulv. Jeg stirrede kort på den unge stuepige, der stod mod rædslen malet i hendes øjne. Ud af øret kunne jeg høre førstestuepigen komme trampende ned af korridoren. Tårerne løb allerede ned af den lille rødhårede stuepige, hun var tydeligvis havnet i en situation hun ikke kunne undgå at komme uskadt igennem. Jeg gemte et lille snu smil med den etikettebog mama havde tvunget mig til at læse. Endelig var der noget sjovt man kunne give sig til.

Jeg lagde hurtigt bogen ned, og rejste mig fra den stive stol, mens jeg hurtigt lavede et par folder i det halvstore indiske tæppe, hvor jeg samtidigt roede lidt i min alt for stramt opsatte frisure. Jeg stirrede ind i de blågrønne øjne på den rødbrunhårede pige, der var så skrækslagen at hun modvilligt lod mig skubbe hende ned på gulvet. Jeg faldt selv på knæ og lænede mig ind over hende, og sagde højtlydt:

”Jamen min gud! Kom de noget til miss Minelle?”

Jeg jublede indvendig over at førstestuepige allerede stod helt forpustet i døren, med et forvirret ansigts udtryk. Hun havde tydeligvis ikke været forberedt på synet.

”Miss Savage og Minelle hvad er der dog sket? Se som det flyder og, åh nej, det var mrs. Savage ynglings vase. Den hun købte med mr. Savage da de var i Kina!”

Førstestuepigen, Karen Benson, kiggede tvært over på den ulykkelige Minelle Larry, der lå helt stivfrosset, med støvepinden ved siden af sig.

”Ja det kunne jeg have sagt mig selv, dit uduelige pigebarn,” rasede Karen, til jeg afbrød:

”Kæreste Karen, Minelle har slet ikke gjort noget galt, ser de, jeg var lige blevet færdig med min bog. Jeg rejste mig og fik viklet både kjole og tæppe ind i hinanden, så jeg snublede lige ind i Minelle der stod og tørrede vasen af. Vi må havde kommet til at rive vasen ned i processen for som de kan se er der glasskår over det hele.”

Karen stod og vidste ikke rigtig hvad hun skulle tro, hun kiggede mistænksomt på tæppet, der havde folder. Jeg fortsatte med at forklare uheldet helt ned til den mindste detalje, mens jeg drejede og vendte min stemme, så den fik en hel rolig og forklarende og måske en lidt undskyldende klang. Karen lyttede og åd min løgnehistorie, om end modvilligt. Hun skiftevis kiggede på mig og den forbløffede Minelle, der næsten ikke kunne lade være med at stirre på mig. Jeg sendte et blik til Minelle der tydeligt fortalte at hun ikke skulle sige en lyd, hvis jeg skulle få hende ud af kniben hun var havnet i. Så hun forblev tavs.

”Nå ja, den slags sker vel. De må lære at passe bedre på miss Savage. Og de Minelle, må være mere forberedt i sådanne situationer, i stedet for at lade herskabet vælte dem omkuld!” kommenterede den irriteret Karen.

Jeg himlede med øjne, da hun ikke kiggede på mig. Det var kendetegnet for Karen, altid forlangte hun perfektion, selv i ulykkestilfældigheder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...