Ukendt titel...

Ja jeg har skrevet lidt på en fantasy historie, (Har ikke fundet titel endnu hehe) Og jeg overvejer at gøre noget stort ud af den, men ved ikke om den er god nokO_o Lad mig høre hvad i syntes, jeg lægger første kapitel ind og jeg vil meget gerne have noget respons:D

Tak på forhånd;D

0Likes
0Kommentarer
321Visninger
AA

1. En trist historie

For 6 år siden vågnede en lille pige i de nedbrændte ruiner af hendes egen landsby, med et dusin ukendte menneskers blod på sine hænder. Hun kunne hverken huske hendes alder eller navn. Hun kunne heller ikke huske sine forældres ansigter eller navne. Skræmt fra vid og sans krummede hun sig sammen mens de slørede omridser af forfærdelige minder fra blot en time før begyndte at tage form i hendes hoved. En uendelig tørst efter blod, og mindst hunrede menneskers ynkelige og forpinte dødsscener, samt et klart billede af et forfærdeligt monster i spejlet. Monsteret havde syligt spidse tænder og kløer, samt øjne der bogstaveligt talt brændte af blodtørst, ligesom resten af dets krop der var omsluttet af flammer der på ryggen tog form som enorme vinger. Pigen skreg og græd da hun indså at dette monster var hende. Hun havde gjort alle disse forfærdelige ting, det var hende. Hun var et monster… Jeg var et monster. For den lille pige var mig… Den dag var bare starten på det mareridt jeg skulle leve i, i så lang tid. Mit liv var ikke andet end endeløs smerte, der ikke ville stoppe før jeg var død. Nu hvor jeg tænker over det skulle jeg måske ikke have forladt ruinerne af min landsby måske havde det reddet bare nogle få menneskeliv. Men der gik jeg altså i min egen fortvivlelse. Væk fra det sted mareridtet startede og vidrere ud i den ukendte verden hvor jeg viste mig at være langt mere uøsket end jeg nogensinde havde forestillet mig. Efter flere dages rejse gennem skov, og klippelandskab nåede jeg endelig til en lille by lige ved siden af en lille å. Siden jeg ikke havde fået noget at drikke i flere dage bøjede jeg mig desperat ned og lappede vand i mig. Stjernerne lyste så smukt over mig og de fik mig næsten til at glemme alt smerten og det uendelige had jeg følte mod mig selv, for ikke at forglemme min brølende mave. Jeg mener faktisk at huske at jeg smilede i et kort sekund. Men det skulle også vise sig at blive det sidste smil, der nogensinde ville vise sig på mit ansigt. Pludselig fløj en pil forbi mit øre og jeg vendte mig om i rædsel. Det viste sig at være en flok mænd bevæbnet med sværd og buer. ”Hvad hedder du?” Spurgte en ung mand med lyst hå, blå øjne, og fregner over hele ansigtet. Han var tydeligvis ung og uerfaren men han havde et meget modigt udtryk i øjnene. Hvis jeg ikke havde været så bange ville jeg sikkert beundre ham for hans mod. Jeg stirrede rædselslagent på dem. Var de virkelig kommet for at slå mig ihjel? Først var jeg bange men så da jeg tænkte over det. Måske ville det være bedre at det var sådan. De kunne stoppe mine lidelser og jeg ville få hvad jeg fortjente. ”Ingen,” smilede jeg. ”Mit navn er ingen.” Manden eller nærmere drengen, der havde spurgt greb hårdere om sit sværd. Om det var i frygt eller om han følte skyld over at tage en lille piges liv vidste jeg ikke, men jeg. Jeg følte ikke den mindste frygt da han langsomt gik hen til mig og løftede sit sværd over mit hoved. Resten af gruppen stod bag ham med både sorgfulde og frygtsomme miner, men jeg. Jeg smilede stadig ved tanken om at det hele snart var slut at jeg aldrig mere skulle lide igen, og de mennesker jeg havde slået ihjel ville få deres hævn over det monster der tog deres liv. Jeg ved ikke om hans sværd nogensinde ramte mig, jeg ved kun at alt blev sort i et kort øjeblik, men så vågnede jeg igen. Det var det samme som før. Jeg Vågnede alene i en nedbrændt by, med det få minder jeg havde strømmende ind over mig lige så forfærdelige som før. Hvordan kunne det være? De skulle til at slå mig ihjel de huggede min hals over gjorde de ikke? Jeg følte på min nakke men det eneste jeg kunne mærke var et lille snit. Naturligvis kunne jeg ikke se mit eget blod for alt det andet jeg havde på hænderne. Igen gav jeg mig til at hulke. Græde i så lang tid at selve tiden flød sammen, til jeg mærkede noget… Jeg var ikke sulten længere… Jeg var ikke sulten. Kunne det være at jeg havde. Jeg ville ikke tænke tanken til ende for jo mere jeg tænkte over det jo mere sandsyneligt lød det. Jeg løftede ansigtet for hænderne og kiggede for første gang rigtigt ud over den by jeg havde ødelagt. Uheldigvis blev min teori bekræftet ret hurtigt. Der ved siden af mig lå den unge mand med det gyldnesværd. Hans kød var flået op ad skarpe tænder og hans ansigt revet til ukendelighed. Jeg rakte rystende min hånd frem mod ham. Han havde været så modig. Og jeg havde slået ham ihjel. ”Nej,” hviskede jeg. Hvorfor? Hvorfor var han død? Hvorfor havde jeg slået ham ihjel? Hvad kunne få mig til at hade ham så meget at han fortjente dette? Svaret var enkelt. Intet. Intet kunne retfærdiggøre det. Intet over hovedet. Jo mere jeg tænkte over det desto mere gav det mening i mit hoved. Jeg var ikke et menneske længere. Intet menneske kunne gøre det her mod andre uskyldige mennesker, og kunne leve. Jeg kunne ganske enkelt ikke slåes ihjel. En ond kraft beskyttede mig ganske enkelt mod retfærdigheden, og skadede folk for at jeg kunne leve. Jeg kunne ikke engang få lov til at dø hvis jeg ville. Igen kiggede jeg ud mod ødelæggelserne med tåre i øjnene, men denne gang så jeg noget glinsende. Den unge mands sværd. Jeg gispede og tørede mine øjne hvorefter jeg gik over mod det glinsende sværd og tog det op. Jeg var sikker på at det var hans sværd for en smule af mit blod var på spidsen. Jeg følte mig selv i nakken igen og blev sikker. Jo det var mit blod der var på det sværd. Jeg smilede for mig selv. Så var det alligevel lykkedes ham at skade mig bare en smule. Jeg bar det tunge våben hen mod hans lig, og lagde det nensomt i hans hvide kolde hænder. ”Tak for alt,” hviskede jeg. For takket være ham vidste jeg nu hvad der måtte gøres. Jeg skulle for en hver pris holde mig fra alle landsbyer og ikke komme noget til. For hvis jeg gjorde det ville den onde kraft i mig svulme igen og skade andre end mig selv. Hvad der end skete måtte jeg holde mig i live. Om det så skulle være til jeg blev ældgammel og døde af alderdom. Men jeg måtte leve det liv i ensomhed og hadet af alle. Det var meget for en seksårig pige at håndtere. Men jeg ville gøre mit bedste og aldrig give op. Jeg måtte gennemføre dette hæslige liv for alles skyld. Jeg husker tydeligt hvor meget jeg græd da jeg forlod den landsby og den sidste menneskelighed jeg havde tilbage med.

Det var åbenlyst fra starten af hvor meget jeg ville ændre mig, men jeg havde ikke troet at det ville være så meget. Jeg kunne ikke sige hvor lang tid der var gået før jeg fuldstændig mistede evnen til at smile eller bare føle glæde. Jeg var faldet ned i mørket og der var ingen vej op. Det var alt sammen så smertefuldt. Tiden og smerten der flød sammen og forudsagede at jeg levede i en uendelig tåge af lidelse. Jeg havde ikke andet at lave end at græde og holde mig i live. Men med tiden stoppede gråden dog også og jeg blev fyldt med ingenting. Eller alting jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det. Mine tåre var bare væk, og det var altid kun tomme blikke jeg værdigede de hadefulde mænd der så på mig med afsky når de kom for at slå mig ihjel. Men inden i græd jeg mens jeg hurtigt slog dem ihjel. Jeg var nødt til det for at redde så mange mennesker så mulig. Ilden jeg sendte efter dem brændte dem hurtigt, mens jeg så på med et tomt blik somom jeg var ligeglad, men alligevel med smerten rasende inden i mig. Dræbe, og holde mig i live. Hvad menneskelighed var der tilbage i mig? Jeg spurgte mig selv igen og igen. Men svaret var det samme som første dag jeg spurgte mig selv intet. Jeg havde forladt sorg og glæde alting. Jeg havde intet tilbage. Et andet spørgsmål jeg ofte stillede mig selv mens jeg så ud mod regnen tårene fra himlen. Var ”Hvem var jeg før jeg slog mine forældre ihjel?” Jeg kunne aldrig finde svaret. Havde jeg nogensind været en person overhovedet? Som sagt havde jeg ikke noget navn… Hvis folk besluttede sig for at spørge efter mit navn før de prøvede at slå mig ihjel svarede jeg altid ”Ingen” Jeg var nemlig ikke nogen. Jeg så mest mig selv som en hvileløs sort skygge der gled virkeligheden som et mørkt tæppe. Men som årene gik begyndte krigerne at kalde mig ved et navn. Et rigtigt navn. De kaldte mig ”Natbarn” Jeg vidste ikke hvad det betød og jeg spurgte aldrig. Hvad kunne dette sære navn betyde? Jeg undrede mig tit over det, det kunne ikke være noget godt for de sagde det altid med en enorm afsky i deres stemmer. Efterhånden begyndte alle at kalde mig det ”Natbarn, Natbarn, Natbarn” Der skete faktisk mange sære ting den sidste tid. Der kom ikke længere mænd bevæbnet med sværd og buer efter mig. Nu var det både mænd OG kvinder, der besad sære evner jeg ikke forstod. Nogle sendte enorme bølger af vand efter mig, nogle sand, røg, syre, og endda glas. Deres evner tryllebandt mig. De mindede faktisk en smule om… Mine. Naturligvis kunne jeg nemt slå dem ihjel men de gjorde bestemt mere modstand end de andre, og nogle gange varede det så lang tid at jeg fik følelser for dem. De råbte bad, og spurgte hvorfor. Jeg sagde aldrig et ord til dem, men mit hjerte græd mens jeg slog dem ihjel. De mindede mig så meget om at der fandtes virkelige mennesker i denne verden. Ikke bare de skikkelser jeg kunne se på 100 meters afstand fra en busk. Nej de talte til mig og græd. Men ingen af dem viste mig nogensinde omsorg… Omsorg, kærlighed. De ting eksisterede ikke i min verden. Der eksisterede kun ensomhed. Den endeløse ensomhed, umenneskeligheden og blodet.

I en periode holdt jeg til i en stor skov, den var meget anderledes end de andre. Ikke kun fordi den var enorm men fordi at der var en form for glæde over den. Latteren hang ligesom i træerne fuglene sang. Og jeg tror faktisk at jeg kunne lide at være der jeg vidste ikke hvorfor. Men at være der var det tætteste jeg nogensinde var kommet på glæde. Jeg vidste godt, at jeg burde forlade den hurtigst muligt, jeg ønskede ikke på nogen måde at ødelægge dens skønhed. Men det var jeg ganske enkelt for svag til. Jeg ville så gerne blive der, men jeg måtte for alt i verden undgå glæden der fulgte med at være der. Hvis jeg følte for meget glæde kunne det være at jeg fik den ide at jeg var noget værd. Nej, jeg måtte straffes, besluttede jeg mig. De mennesker jeg havde slået ihjel måtte have fred og mine lidelser var den eneste måde at give dem det på, så efter en måneds tid bevægede jeg mig ud af skoven. Det skulle jeg aldrig have gjort. For da jeg nåede skovkanten en nat så jeg noget frygteligt på et bjerg. Jeg så huse, en enorm landsby. Jeg havde aldrig set et sted så stort før, og et øjeblik var jeg forundret, men så, så jeg det værste. Det var nat så jeg kunne kun lige skimte dem. Der var en stor flok mænd og kvinder lige udenfor byen. De lignede alle sammen krigere. Deres tøj var flænset og de blødte en smule, men de så alle ud til at være glade. Jeg panikkede næsten og løb febrilsk over bag en tyk træstamme og gemte mig tæt ved dem så jeg lige nøjagtigt kunne høre dem snakke sammen. Jeg bebrejdede mig selv for nysgerrigheden, jeg burde være løbet med det samme men det gjorde jeg ikke, eftersom de måske ville høre mig, og så var der min egen dumhed. Jeg betragtede dem nøje. De var alle så glade. De smilede så meget. Jeg var så trylle bundet over det, jeg havde aldrig set en der smilede så tæt på, og de lo så jeg kunne høre det. Det var en vidunderlig lyd, som klokker der kimede i en glædes sang. Jeg var specielt optaget af en ung kvindes latter. Hendes hår var rødt og langt, og hun var smuk ud over alle grænser. Hun snakkede med en  mand som også var rødhåret og var lys i huden og også vældig smuk i sit pæne men også flænsede tøj, hans latter var også smuk. Men smukkest var nu kvindens, den lød som et vidunderligt insyrument. Så smuk at jeg prøvede at efterligne den selv, men det lykkedes ikke, der var intet jeg kunne le over. Og jeg så bedrøvet ned i jorden. Jeg var ikke som dem, jeg burde ikke engang se på dem det var jeg slet ikke værdig til. Jeg sukkede og vendte mig for at glide ind i skyggerne igen da det skete. Jeg snublede. Snublede og det gav et ordenligt brag så hele flokken af mennesker vendte hovederne mod mig. Jeg var skræmt fra vid og sans. Hvad skulle jeg gøre, hvis de så mig ville de måske genkende mig, og prøve at slå mig ihjel og så måtte jeg… Nej det ville jeg undgå for en hver pris. Jeg rejste mig og satte i løb men for sent. Et ekstremt hård vindstød sendte mig direkte tilbage til jorden igen. De havde opdaget mig, det var for sent alt håb var ude. Jeg bankede hænderne i jorden af vredejej ville ikke det her, jeg nægtede pure! Men alle de mennesker, hvis de fik mig til at miste bevidstheden ville det tage over, og jeg ville udslette alle mennesterne i de huse. Dammit! Hvorfor, hvorfor? Hvorfor var det nødvendigt. Jeg prøvede igen at rejse mig og løbe. Måske havde jeg stadig en chance for at flygte, men jeg tog fejl. I samme sekund jeg havde rejst mig igen blev jeg nedlagt, af det jeg kunne mærke var et menneske der kastede sig over mig. Jeg landede på maven med en eller anden siddende på min ryg. For første gang i mange år følte jeg noget, raseri, og had mod et menneske der ikke var mig selv. Den væmmelige person skulle ikke gøre det her mod alle de mennesker, vidste han da slet ikke hvad han gjorde lige nu? ”SLIP MIG! DOG!” Råbte jeg pludselig så højt at jeg overraskede mig selv. Jeg hørte så sjældent min egen stemme og følelserne i den forbløffede mig. Det forbløffede tydeligvis også den der sad på min ryg for vedkommende løsnede sit greb og jeg klemte mig ud så hurtigt jeg kunne og vendte mig om på ryggen, men så mærkede jeg at han tog fat i mine ben. ”Hvem er du?” Spurgte en kold stemme fra mørket, mens jeg mæmpede for at komme fri. Jeg var panisk, han holdt mig så godt fast at det var umuligt at komme fri, og i desperationen begyndte jeg at mærke mørket tage over. Den mørke kraft der havde gjort mit liv så elendigt, vreden havde kaldt på den, og den var kommet som kaldt. ”KENZO HVEM ER DET?” Lyden af stemmer kom tættere og tættere på, det var den rødhårede mands stemme, og jeg kunne også høre kvindens i mængden. Det var for sent. Jeg kunne ikke stå imod længere, panikken og frygten havde overtaget min krop, for at bane vej for den! Den kraft der havde slået så mange ihjel. Langsomt holdt jeg op med at kæmpe imod, der kom sorte pletter for mine øjne og jeg gled ud af bevidstheden igen. Det var sket igen jeg havde mistet kontrollen, og ødelagt alt. Ødelagt alt for alle, og der var intet jeg kunne gøre var at vente. Vente på at slå øjnene op fra dette hæslige mørke og finde ud af hvilke rædsler jeg ville vågne op til næste gang.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...