Vampire And Death.

Izabylle bor sammen med sin familie og sine venner, men da hun møder Charulz bliver det hele anderledes. Det er forelskelse ved første blik, men det går ned af bakke da Izabylle finder ud af Charulz har en hemmelighed for hende, men han vil ikke fortælle hende, hvad det er for en hemmelighed. Da hun endelig finder ud af, hvad hemmeligheden er ville hun ønske hun aldrig havde fundet ud af det.

9Likes
12Kommentarer
1819Visninger
AA

6. Kære lillebror ~ Charulz.

Jeg var sent på den morgen efter. Jeg havde brugt for meget tid på at undre mig over, hvorfor den nye piges blod havde så skarp en lugt. Jeg havde aldrig mødt andre end min lillebror, der havde sådan en lugt. Eller hans blod havde lige så skarp en lugt som hende Izabylle's blod.

 

Da jeg kom til den første time var der kun en plads tilbage. Ved siden af hende.  Duften af hendes blod sad allerede i min næse da jeg gik ind i rummet. Jeg satte mig ved siden af hende modvilligt.

Hr. Wilson satte en video til og da han slukkede lyset var jeg nødt til at holde lugten væk fra mine næse og mund. Hun lagde tydeligvis mærke til det for hun sukkede lavt, men ikke lavt nok til at jeg ikke kunne høre det. En af vampyrsanserne. Hun satte sig så langt ud på stolen som muligt. Så langt væk fra mig. Jeg holdte mig stadig for munden og næsen, fordi hendes lugt nærmest kærtegnede mig. Den drillede mig. Jeg synes den var særdeles ond ved mig. Hvordan kunne det overhovedet være hun havde sådan en stærk lugt. Eller rettere hendes blod.

Jeg kunne ikke gøre andet end at glæde mig til vi skulle have frikvarter. Jeg stormede halvvejs ud af lokalet for at komme så langt væk fra hende som muligt. Jeg vidste hun undrede sig over min opførsel, men jeg kunne ikke rigtig bare gå hen og sige til hende:

Hey undskyld min opførsel, men jeg er vampyr og dit blod har sådan en dejlig duft at jeg ikke kan holde det ud. Nå jo må jeg få en bid?

Nej det tror jeg ikke lige vil gå.

 

Izabylle sad henne ved Acelya og de andre, men hun sad og kiggede hen imod mig hele tiden. Jeg koncentrerede mig om at spise min mad så godt jeg kunne. Eller jeg tvang mig selv til at tvinge det i mig. Det gjorde jeg hver evige eneste dag så jeg ville virke mere normal end jeg var, men helt normalt kan man vel ikke være når man er vampyr og drikker blod. Eller jeg drak ikke rigtig menneskeblod det har jeg aldrig kunnet, men lige præcis hendes blod længtes jeg efter.

 

Hun gik pludselig hen imod mig og smed sin bakke på pladsen foran mig. Hun kiggede lidt på mig. Eller hun beundrede mig og mit udseende.

Jeg gik lidt i panik, fordi hendes blod lugtede så dejligt indbydende og jeg lignede med garanti på et tidspunkt en, der var sindssyg. Selvom det ikke var helt forkert. Jeg var ved at blive sindssyg, men ikke sindssyg på den normale måde. Jeg var ved at blive sindssyg efter at smage hendes blod på mine læber. Den dejlige duft. Så indbydende.

"Undskyld jeg forstyrrer din frokost, men jeg bliver nødt til at spørge om du bor her i egnen?" Hun kiggede på mig undrende over, hvordan min hud kunne være så lys.

"Ja, det gør jeg" Hun kiggede overraskende på mig over mit svar.

"Du ligner ikke en der bor her.. Har du før boet på Nordpolen, Grøndland.. Eller måske Alaska? Det er måske mest realistisk. Jeg har familie i Alaska… Hvad har jeg gang i?" Hun stormede pludselig ud af døren efter hendes sidste kommentar, der med garanti kun skulle have været i hendes tanker og ikke endt ud af hendes mund.

Da jeg havde tvunget maden i mig kørte jeg hjem. Jeg kunne ikke holde hende lugt ud meget længere. Den var forfærdelig tiltrækkende.

Jeg var allerede hjemme og hende lugt hand stadig i mine næseborer. Jeg valgte at tage mig en løbetur i skoven det vil sige at det ikke rigtig var en løbetur nærmere et maraton for mennesker. For os vampyrer vil det nok være en normal løbetur.

Uden jeg selv vidste det fulgte jeg lugten på hende Izabylle. Jeg endte ved et eller andet hus. Jeg gik ud foran huset, hvor jeg gluggede lidt på postkassen. Der stod selvfølgelig Izabylle. Jeg løb hjem igen, hvor jeg mødte noget uventet.

 

Inde i min stue stod min lillebror. Jeg stod målløs. Hvad lavede han her. Han kiggede på mig med triste øjne og sagde "Du ligner jo fuldkommen dig selv Charulz." Jeg var stivnet jeg turde ikke røre mig. Hvad lavede han her? Han skulle ikke være her. Han var død. Jeg var der til hans begravelse. Jeg så mor og far græde over hans død.

"Hvad laver du her? Du døde jo for ja gu' ved, hvor mange år siden." Han trak på skulderne og han blev pludselig gennemsigtig. Som et spøgelse. Jeg tog et skridt bagud uden at ane, hvad det var jeg havde gang i? Jeg flygtede fra min døde lillebror. Han var et spøgelse og min lillebror han kunne ikke gøre mig noget. Han var skrøbelig dengang og var med garanti også skrøbelig nu.

"Jeg er ikke død på den måde du tror Charulz. Mor og far savner dig. De giver dig skylden for min og deres død. De mener at jeg skulle have været blevet en vampyr i stedet for dig. Jeg skulle have kunnet leve for evigt, hvor du derimod skulle være død da jeg døde." Jeg stødte ind i væggen. Det var som om jeg fik et elektrisk stød da jeg ramte væggen. Det var som om der var noget der blev vagt til live. Noget, der jeg havde holdt skjult for mig selv i så mange år. Sorg og kærlighed til min familie. Jeg følte for første gang i RIGTIG mange år at jeg havde lyst til at græde over mit tab. Mit store tab var min familie og mest af alt min lillebror.

"Du skal ikke føle sådan nogle følelser nu Charulz det er for sent til det. Du skulle i stedet rette din krælighed mod hende pigen, der lige er kommet til din skole." Jeg stirrede forundret på ham. Hvor vidste han noget om hende den nye pige? Fulgte han efter mig? Det håber jeg satme ikke.

"Jeg følger ikke efetr dig Charulx eller det kan man godt sige jeg gør. Jeg vil dig kun dit bedste og derfor følges jeg rundt med dig. Jeg er alle de steder du er. Hvert evige eneste tidspunkt. Det er først nu at du er begyndt at kunne se mig. Efter du har mødt hende pigen. Hvad er hendes navn egentlig?" Jeg trak på skulderne og gik tættere på ham. Han sendte mig sit skæve smil og grinede. Han havde en lille barnlig latter. Eller han havde altid haft en slags barnlig latter, men han grinte imens han så småt forsvandt. Eller forsvandt og forsvandt. Jeg kunne af en eller anden grund stadig mærke han var der. Han beskyttede mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...