Hjemløs som barn?

Niels er 15 år, og bor i København. Hans selvtillid er helt i bund, da hans forældre slår , og klassekammeraterne mobber ham. Ingen gør noget ved det, og han begynder at blive 'skør' i hovedet af alt det pres. Men heldigvis finder han trøst hos sin faster, Karin, som forsøger at gøre ham glad, men lykkes det?

1Likes
1Kommentarer
809Visninger
AA

1. Dengsedreng?

Aldrig havde jeg set så meget vand på én gang. Gaderne lå fyldte med regnvand, så jeg næsten ikke kunne se mine blå gummistøvler. Gummistøvlerne, som jeg havde købt i en genbrugsbutik, var revnet lidt ved hælen, så der næsten kom i bølge af vand ind til mine kolde fødder. Jeg havde egentlig bare lyst til at løbe indenfor, men hvorhen? Jeg ville hvert fald ikke hjem, ikke hjem til smerte og tårer. Jeg havde altid missundet de andre i klassen, fordi de altid fik lune boller hjemme, men mig… ja, ingen kunne lide mig.

Da jeg så skolegården, tog jeg som sædvanlig smutvejen ind til lærerværelset og ventede på, at min lærer skulle gå over i vores klasse. Stolen jeg sad på, var skæv og ulækker med gule tyggegummier under sædet, hvor den nærmest var smurt ind i æblejuice – men der var nu rart, der var i hvert fald ikke nogle fra klassen hér. Nå, endelig kom klasselærer, Erik ud fra lærerværelset med en kop kaffe og sin militærtaske.

Erik havde altid været vild med alt det med krig, og gik meget op i, at alle hans elever var i god form og var engergeret. Jeg havde dog på fornemmelsen, at han ikke kunne lide mig, da han aldrig sagde ”Hej!” men derimod: ”Kom så du! Der er ikke noget at sidde her for” Jeg vidste dog ikke, hvorfor jeg troede det, måske fordi de andre synes det samme. Vi gik over i klasselokalet, hvor de andre kastede med små papirflyvere, spidse blyanter og andre skolesager. Da det så mig råbte de: ”Hej Niels! Er du nu bange for os igen. Og se! Dine gummistøvler er gået i stykker..” Klassen begyndte at grine højlydt, men Erik sagde ikke noget. Han sagde bare, at de skulle finde deres plads, eller de fik flere lektier for.

Jeg sad bagerst i klassen, der hvor man kunne sidde i fred. Jeg svedte allerede inden undervisninger var begyndt. Jeg ville ikke gøres til grin, igen. De andre var så god til læsning og matematik, men jeg – jeg kunne ikke læse, ikke regne og ikke diskutere politik. Jeg havde egentlig bare lyst til at løbe hjem til faster-Karin, hvor jeg i det mindste blev rost engang i mellem. Men hvad kunne jeg gøre?...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...