Dying to be perfect

Anna har boet på et børnehjem i England hele sit liv. Hun har anoreksi, og hendes krop kan snart ikke klare det mere. Hendes opvækst har gjort hende kold og følelsesløs udadtil, men inderst inde er hun stadig kun en pige på 16 år.

4Likes
1Kommentarer
985Visninger
AA

2. Medlidenhed... Nu?

Anna missede med øjnene da en stribe lys fra den åbne dør ramte hende i øjnene. Det var fru Cole. Anna havde ingen anelse om, hvorfor fru Cole kom personligt ind til Anna. Det plejede at være ansatte, der kom med beskeder fra hende. Anna satte sig op i sengen, og fru Cole kom og satte sig ved siden af hende. Hun lagde armen om Annas skulder, og på en måde vidste Anna, hvad der ville ske nu. Hun skælvede og knyttede hånden i vrede og afsky under tæppet. Hun lukkede øjnene og bed tænderne hårdt sammen, så hun ikke behøvede at se på fru Coles falske og anstrengte tårer, når Anna afviste hende. Fru Cole prøvede at få øjenkontakt med Anna, men Anna kiggede stift ud i luften. ”Anna,” begyndte fru Cole med bævende stemme, ”jeg.. jeg har hørt, hvad doktoren har sagt og..” hun snøftede højt, ”og du skal vide, at jeg..” ”HOLD KÆFT!” råbte Anna og rejste sig op med lynende øjne og hvirvlende hår, ”Jeg gider ikke høre på dit klynk om hvor sørgeligt det er, at jeg skal dø! Jeg VED godt at jeg skal dø, og DU” hun sendte fru Cole et blik, der talte et tydeligt sprog om, at hun ønskede hende en langsom og pinefuld død, ”DU, af ALLE mennesker skal IKKE tale til mig om min død! Som om du overhovedet ville være ked af det, hvis jeg døde. Du har jo aldrig skænket mig en eneste tanke! Så hvorfor kommer du først nu? Hvorfor kommer du først, nu hvor jeg ligger på mit dødsleje? Skrid ud af mit værelse og bliv væk!” Annas arm fløj op og pegede ud mod gangen. ”Jeg magter ikke dig og dit klynk!” Anna vidste ikke hvor hendes pludselige vrede kom fra. Måske var det fordi, fru Cole aldrig havde taget sig af hende, men at hun nu, bare for at skylle sin samvittighed ren, skulle lade som om hun var oprigtig ked af, at Anna skulle dø. ”Men jeg er ikke så dum, som hun tror.” tænkte Anna og fnyste. Fru Cole rejste sig op fra sengen. Hendes tårer var væk og hendes ansigt var koldt og udtryksløst. Hun gik langsomt hen mod Anna, og da hun var mindre end en armslængde fra hende smækkede hun hende en lussing. Anna lukkede øjnene da lussingen ramte hendes kind. Hun bed tænderne sammen og hvæsede: ”Jeg kan ikke føle smerte. Du kan ikke straffe mig ved hjælp af dine primitive, ynkelige metoder, så slå mig blot igen.” Anna nød følelsen af magt, da fru Cole gav hende endnu en lussing. Hun kunne ikke røre hende. Et lille, hånligt smil gled over Annas læber. Fru Cole styrtede ud af rummet og smækkede døren efter sig, så der dryssede støvpartikler ned fra loftet og væggene. Anna smilede for sig selv og satte sig op af væggen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...