Dying to be perfect

Anna har boet på et børnehjem i England hele sit liv. Hun har anoreksi, og hendes krop kan snart ikke klare det mere. Hendes opvækst har gjort hende kold og følelsesløs udadtil, men inderst inde er hun stadig kun en pige på 16 år.

4Likes
1Kommentarer
965Visninger
AA

1. Dødsdømt

Anna sparkede døren op, så den smadrede ind i væggen og små pudsstykker dryssede ned og lagde sig på gulvet. Hendes øjne var fulde af tårer, da hun styrtede ind i rummet og smækkede døren i bag sig, så hendes glas til fyrfadslys klirrede højt. Hun kastede sig ned i sengen og begravede hovedet i puden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle føle; frygt, vrede eller afsky overfor den måde, det var blevet fortalt. Den måde de havde fortalt hende, at hun skulle dø. Tårerne vældede op i hende igen. ”Du har mishandlet din krop. Den kan ikke klare det mere.” Ordene gav rungende genlyd inde i hendes hoved. Det var blevet sagt koldt, hårdt og uden omsvøb. ”Sådan er det. Vi kan ikke gøre noget. Du har højst en måned.” En måned. Fire uger. Otteogtyve dage. 672 timer. 40.320 minutter. 2.419.200 sekunder. Højst. Og de var allerede begyndt at rinde ud. Hun gispede efter vejret og greb hårdt fast i puden. Hendes hjerte galopperede i brystet på hende. Hun vendte sig om og kiggede op i loftet. De latterligt barnlige stjerner hang der stadig. Hun rejste sig op i sengen og flåede dem ned, uden at tage hensyn til det maling de rev med sig, og kylede dem hen mod skraldspanden, selvom det kun var få af dem, der ramte. Da hun havde flået den tolvte stjerne ned lænede hun sig hen mod væggen. Hun sukkede og lukkede øjnene, hvilket resulterede i, at en ekstra tåre kneb sig vej ud gennem øjenvipperne og trillede livsaligt ned ad hendes kind. Hun kunne mærke, da den ramte knæet, men hun tog sig ikke af det. I stedet vendte hun sig om og hamrede en knyttet næve ind i væggen. Så sank hun sammen og satte sig ned i sengen med armene fastklemt rundt om benene. Og der sad hun så. Lukket sammen som et lille barn. Men hun var ikke et lille barn. Hun var seksten og alt, alt for ung til at dø. Men som lægen sagde, hun havde mishandlet sin krop. Hun var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling på hospitalet hele femten gange. De havde tvunget hende til at spise ved at true hende med sonde. At få ført mad ind gennem næsen ved hjælp af en plastic slange lød ikke særligt indbydende. Hun rejste sig op og gik langsomt over til kommoden, hvor hun trak den øverste skuffe ud. Og der lå det. Det billede, der var taget, da hun var to. Det eneste billede af hende og hendes forældre. Hun var ikke engang sikker på, om det virkelig var hende. Det kunne jo være hvem som helst. Det var jo bare et billede, hun havde fået af børnehjemmets forstanderinde, fru Cole. Sikkert bare for at dulme den tomhedsfornemmelse, der havde bosat sig inde i hendes bryst. Som om der overhovedet var nogen, der gad tage sig af hende. Alle var ligeglade med, hvordan hun havde det. Men det kunne jo også være lige meget. Hun skulle jo dø nu. Hun havde jo også kun været til besvær. – Det havde en af de ansatte i hvert fald sagt. Anna havde hørt det, da hun var gået forbi Billy Costa’s værelse. De havde været derinde for at ”lede efter tegn, på steder hvor Billy kunne være”. Billy Costa var nemlig løbet væk. Eller i det mindste forsvundet. Det var vel også godt det samme, hvis han var død. Så kunne de jo holde sammen, hvis de mødte hinanden i himlen. Hvis der overhovedet fandtes sådan et sted? Hun tvivlede stærkt på, at der kunne være noget på ”den anden side”. Men så efterlod Billy i hvert fald ikke Anna, og Anna efterlod ikke Billy. Billy var den eneste, hun havde. Han havde besøgt hende om natten når hun havde været indlagt på hospitalet. Han havde selvfølgelig ikke støttet hende i, at hun ikke ville spise, men han havde accepteret det som den eneste. Han var ikke kommet med indvendinger, når hun havde gemt maden under hendes tøj eller forsøgt at kaste op, hvis hun havde spist for meget.

Men nu var han væk. Alle dem, der havde været hende nær, var væk. Hendes forældre var skredet fra hende. De havde efterladt hende på det øverste trappetrin, ringet på klokken og var sprintet væk. ”De efterlod kun dette billede” havde fru Cole sagt smilende og givet hende det billede, hun nu holdt i hænderne. En pludselig vrede skyllede op over hende igen. Om det så var, eller ikke var hendes biologiske forældre, så ville de aldrig blive hendes rigtige forældre. Hun skulede surt til billedet og flåede det i stykker. Sådan en dum erstatning for et par forældre. Hun skævede hen mod det lille vindue, der var placeret over hendes seng og gik hen mod det. Hun skubbede det op og strakte armen ud af vinduet. Den iskolde februar vind greb billederne og førte dem langsomt væk, ud i osen fra alle bilerne, der drønede hen ad vejen med høj fart. Hun trak med besvær vinduet på plads igen og gik hen mod kalenderen. 19. februar 1935. Hun krydsede datoen over, gik tilbage til sengen og trak tæppet over hovedet. Anna lå vågen i lang tid den nat. Hun kunne ikke sove. Hun var bange for aldrig at vågne op igen. Bange for, at denne nat skulle blive hendes sidste.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...