Dans, min fjer.

Well.. (Og ja, jeg starter ofte en sætning med 'Well'..:P) Jeg skrev starten af denne novelle/romanhutlihut for halvandet år siden, men er siden da ikke kommet videre med mine skriverier, grundet personlige årsager.

Men i hvert fald har jeg kaldt den her dims for 'Dans, min fjer' af årsager i får at vide mens i læser, eller senere. Har stadig en stor del af novellen på min iPod Touch, da jeg normalt får mine idéer om aftenen eller natten. Hvis i kan lide den, kan jeg vel publicere lidt mere?

Enjoy. Btw! Komma- og evt. andre fejl er tilladt! :)

0Likes
2Kommentarer
534Visninger

1. Part 1.

En mørkblond hårtot røg ned foran hendes øjne. Jeg fulgte nøje hendes bevægelser, da hun strøg den om bag øret og bed nervøst i sin blyant. Jeg forstod hende fuldt ud, da vores matematikprøve virkelig var en dræber. ”23 divideret med 6,3 i anden er lig med..” Amen altså, hvad fanden var det for et spørgsmål?! Opgivende smed jeg blyanten på bordet og betragtede den irriteret da den trillede ud mod kanten af bordet. Den ramte det grå gulv med en hul lyd der gentog sig et par gange, inden blyanten lå helt stille og den hule lyd aftog. Ekkoet hang i et kort øjeblik i luften, men hverken vores matematiklærer Kristen eller de andre elever syntes at tage notits af det. Ingen undtaget hende. Undrende kiggede hun op med rynkede øjenbryn. Skråt overfor mig sad hun og kiggede intenst ind i mine blågrå øjne. Hendes mørke øjne så uendeligt dybe ud, nærmest som kunne man dykke i al evighed uden at finde bunden. Hun sendte et kort smil, inden hun igen gav sig til at svede over dræberprøven. Jeg tror at alle i klassen med glæde ville skrive under på at det ikke var skidegodt tænkt at give en 9 klasses afgangsprøve til 8 årgang. Mente de hornugler ikke at der var nok udfordring i matematik der passede til vores eget klassetrin? De skulle da næsten selv prøve at løse den. Jeg ville da i hvert fald med glæde have væddet min børneopsparing på at ingen af de gamle nisser ville kunne løse alle opgaverne uden at svarer forkert på mindst ét spørgsmål. Mine øjne listede op til uret over døren, der viste at klokken var 14:27. Med tre minutter tilbage kunne man da lige så godt skimme sine svar for at få et nogenlunde indblik af karakteren. Halvdelen af svarerne var sikkert forkerte, men det ragede da mig en høstblomst. Jeg havde stadig et år til at ’finpudse mine færdigheder i matematikkens verden’. For resten, 23 divideret med 6,3 i anden er 1,72565217. Ah, jeg elsker min lommeregner.

Jeg var nødt til at anstrenge min vejrtrækning en smule mere end ellers da jeg trådte ud af bygningen. Heden var næsten ulidelig, trods at vi kun var i april måned. Børn i alle aldre løb rundt og råbte og skreg på legepladsen. Egentlig var det en overdrivelse at kalde to gynger med sæder af traktordæk, en sandkasse og et faldefærdigt legehus en legeplads. Faktisk var der forbud mod at opholde sig i legehuset på grund af at faren for en sammenstyrtning var for høj. Det lød bedre at sige det, i stedet for at forklare hvor mange øldåser og kanyler der lå derinde, fra idioter der synes det var sjovt at holde afterparty en lørdag morgen klokken halv 5. Den grusbelagte sti under mig gav efter hver gang mine slidte Nike sneakers betrådte det knasende underlag. Jeg begravede hænderne i lommerne og traskede med et suk ud mod parkeringspladsen. De hærgede bushuse var, ligesom legehuset på legepladsen, faldefærdige. De blev kun brugt i dårligt vejr eller af de dovne der ikke gad stå på deres ben. Jeg smed min sorte skoletaske på fliserne og kiggede med et gab op mod himlen. Tynde vatskyer lagde sig som et beskyttende lag over Langeland og skærmede halvhjertet for den smukke blå himmel. Dog var skyerne ikke tykke nok til at absorbere lidt af den fugtige hede, for der var saftsuseme varmt. En heldig soldat fra de kolde brisers bunkere slap ud og blæste over mit ansigt. Den nedkølede ilt virkede beroligende og jeg slappede af i hele kroppen. Det føltes som om luften trængte gennem mine porer og kølede mit ansigt ned indefra. Lyset fra den glødende sol stak igennem mine øjenlåg og jeg bøjede mig forover for at beskytte mine elskede øjne. Jeg gned mine øjne for at fjerne smerten og åbnede dem. Mit blik fik øje på et par blå kinasko som det første og jeg undrede mig. Hvor fanden kom de lige fra? Langsomt søgte mine øjne opad, granskede de lange ben gemt væk i et par stramme, blågrå jeans, en tynd, lysebryn skjorte, med livet omringet af et bredt, brunt bælte af flet og en halskæde om den slanke hals. Min søgen stoppede efter halskæden. Det var ikke selve halskæden der fangede min opmærksomhed, men vedhænget. Det var ikke den almindelige navnehalskæde eller et åndssvagt halvt hjerte hvor halvdelen af ordene ’Best Friends’ manglede. Det var en forstenet fjer, utroligt nok. Den var smuk, sådan som en lille rille lavede et mikroskopisk mellemrum mellem hvert eneste lille strå. Den sølvagtige grå farve lå blidt mod hendes lyse hud. Jeg havde aldrig set noget lignende, jeg troede ikke engang at det var muligt at forstene en fjer. ”Æhm, er du gået i stå eller er du bare altid så nærstuderende?” En kæk, hæs stemme havde et snert af overlegenhed i sit spørgsmål. Mit hjerte sprang et slag over af ren forskrækkelse. Jeg sank nervøst en lille mængde spyt og langsomt tog mine øjne elevatoren op til øverste etage. Jeg blev mødt af et par meget nysgerrige, mørke øjne. De tilhørte hende fra matematiktimen, og jeg kunne tydeligt mærke det varme blod blusse op i mit ansigt. Hurtigt så jeg igen ned og skrabede tåen af min sko henover fliserne. ”Har du tænkt dig at stå sådan hele dagen eller har du tænkt dig at præsentere dig selv indenfor den nærmeste fremtid?” Den lette stemme virkede knivskarp da ordene strøg igennem luften og jeg slugte en mundfuld luft som for at forberede mig på at svare. Dog blev ordene siddende i min hals og jeg fik kun fremkvækket et utydeligt ’nej’. ”Thara,” lød stemmen igen. En spinkel hånd blev rakt frem mod mig og forsigtigt tog jeg fat i den. Den var så skrøbelig, og dog alligevel så varm og blød. Det skræmte mig en smule at en hånd kunne være så lille. ”Og vi siger tak for håndtrykket til den nye dreng, men min bus er kommet og jeg gider ikke gå 16 kilometer hjem, og da slet ikke hvis det regner.” Ordende ramte mig som en blid lussing og jeg rystede på hovedet. Kort kiggede jeg ned på vores håndtryk, og jeg opdagede hvordan min højre hånd holdt den spinkle legemsdel i et jerngreb. Hurtigt slap jeg hendes hånd og kastede et blik op mod himlen. Jeg betragtede med missede øjne hvordan en klar dråbe smøg sig gennem luften og ubemærket landede på min kind. Automatisk blinkede jeg, og så derefter op mod himlen. De vattede skyer var i løbet af ingen tid blev kedelige og grå. ”Skal du med den her eller hvad?” spurgte hun. Oh my god, hvornår holdt hun op med alle de spørgsmål?! ”Ja,” svarede jeg kort for hovedet. Per rutine løftede jeg først min højre fod fra jorden og bevægede den fremad. Derefter det samme med venstre. Det var egentlig underligt, dét at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...