Anderledes

Jonas har altid været anderledes, men da hans familie så flytter, kan han starte på en ny og måske endda få nogle venner til en forandring.

1Likes
2Kommentarer
1293Visninger
AA

1. Begyndelsen på et nyt liv.

Jonas var anderledes end de andre i hans klasse. De andre var som små engle og han var djævlen, det sorte får. Hans udseende var en smule barskt, sort hår der aldrig var redt eller sat, bare pjusket, hans grønne øjne der var meget fremstående i hans blege ansigt, han var ikke specielt høj og faktisk ret spinkel. Men alligevel frygtede de ham. Han gik og drillede andre og tæskede dem. Alle frygtede ham. Ingen turde stille sig op imod ham. Det gjorde ham ikke det store da hans far fik et nyt job langt væk fra byen. Han håbede på og måde nogle ligesom ham. Han pakkede sine ting med glæde da han fik beskeden, han kunne dog godt lide huset og ønskede ikke og flytte derfra. Men resten af byen var han fuldstændig ligeglad med. De kunne synke til jorden uden han ville skænke dem en tanke. Hans klasse kammerater kunne ikke lide ham. De synes han var ond, men det var fordi de ikke kunne forstå ham. De andre provokerede ham jo på det groveste ved at omtale hans familie, hvilket gjorde ham så sur at han ikke kunne styre sig selv. Han gik amok og råbte ofte ting som ”Hvad siger du om min mor din gris. Du skal blande min mor uden om” Han endte ofte med og slå dem, tit til blods. Han stod hjemme på værelset og tænkte tilbage på hans tider på den skole. Han gik nu i 7. klasse og skulle til og flytte til en anden skole langt derfra.

De sad nu i bilen på vej væk. Væk fra alle der afskyede ham, væk fra alle der snakkede om ham når han ikke kiggede. Væk fra den åndssvage overklasseby der gik og troede de var så gode. Men nu var det forbi. De var to minutter fra og forlade byen for aldrig og komme tilbage. 1 minut, 30 sekunder, 10 sekunder, det føltes som evigheder. Men nu var de væk, væk for altid. Jonas sad forventende på bagsædet og slog øjnene op hver gang de ankom til en ny by. Hvem ved, måske skal de bo her. Men mange gange blev han skuffet på turen som varede et par timer eller to. Jonas skænkede ikke uret i bilen et eneste blik. Han sad bare med næsen presset op mod ruden og kiggede ud på naturen og de pæne omgivelser. Men han havde ikke tid til og tænke på naturen. Han tænkte kun på deres nye hus, deres nye by. Han var alt for spændt. Han kunne mærke en knude i maven var ved og opstå. Han vred sig lidt da knuden var ret ubehagelig, men han var sikker på at knuden kun var midlertidig. ”Er vi der snart?” spurgte han sin far som han havde gjort så mange gange før på den lange tur. ”Ja ja, der går højst en halv time” En halv time var de eneste ord Jonas hørte. Nu kunne han slet ikke slippe synet af uret. 20 minutter, et kvarter, 10 minutter. Knuden voksede. Fem minutter. Han slap blikket fra uret og kiggede ud af vinduet. Forude så han et skilt og tænkte det kun kunne være der de skulle bo. Deres nye hjem ventede 3 minutter fra dem. Deres nye tilværelse. Det skræmte ham en smule. Her skulle han bo i hvem ved hvor lang tid. De kørte forbi mange huse før de stoppede brat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...