"I was thinking how nothing lasts, and what a shame that is"

En kærlighedshistorie.

0Likes
0Kommentarer
256Visninger

1. Enden

Jeg elsker at skrive breve til dig, for det er som at sende sig selv sine tanker. Når jeg skriver, kan jeg ikke stoppe og åbner fuldstændigt op. Det er som om at alle tankerne i mit hoved, giver mere mening, når jeg får dem ned på skrift. Hovedet flyder på et tidspunkt over, og dér hjælper det kun at skrive dem ned. 

Når jeg tænker på dig, så har jeg ikke længere sommerfugle i maven, eller lyst til at røre dig. Måske har jeg nogengange, men det er ikke så vigtigt for mig længere.  Det gør mig mig ikke noget, at du enklete gange dukker op i mine drømme, som den smukke skikkelse, du engang var i mit hjerte. 

Nej, når jeg tænker på dig, tænker jeg på mig selv. Hvergang jeg tænker på dig, tænker jeg på hvordan det egentligt går i mit eget liv. Du er, uden du ved det, en slags drejepind for mig og mine handlinger. Men jeg hader dig stadig inderligt.

Det er sjovt, for når jeg skriver, så forstiller jeg mig du læser og selv forstiller dig, men i virkeligheden er det en stor fed løgn. Jeg tror ikke du læser mine breve, men det betyder heller ikke noget længere. Bare dét at jeg får mine tanker ned, det er nok. Det tilfredsstiller mig, og får mig til at tænke klart igen.

Du og jeg er meget forskellige. Det har vi været fra dag 1 af. Det var slet ikke til at tage fejl af. Jeg vidste ikke hvem jeg var dengang. Men jeg kunne mærke at det var helt forkert. Du er den intellektuel, jeg er poet, hvornår havde det nogensinde kunnet fungere?

I vores drømme gjorde det. Vi kunne ikke få nok af hinanden. Man bliver draget af hinandens  modsætninger, og det er vi et tydeligt bevis på. Hvad vi havde var ægte kærlighed. Vi elskede hinanden, så det gjorde ondt. Og hadede hinanden, så det gjorde ondt.  Vi kunne ikke døje hinanden i tider, og vi kunne ikke holde fingrene fra hinanden i andre tider. Vores forhold var en stor tikkende kærlighedsbombe, der bare ventede på at eksplodere. Og tilsidst eksploderede den, og det var ikke med hjælp af hjerter, ej knive. Det var den tavse stilhed, der ramte os. Ugenkendeligheden, ligegyldigheden. Den ramte os begge. 

Der er gået mange timer, dage, måneder siden vores brud, og vi har snart lagt fortiden bag os. Det kan jeg mærke. Hvis jeg pludseligt længes efter dig, vil jeg ikke fortælle dig det.  Jeg vil skrive til mig selv, og på den måde, få dig ude af verdenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...