Hvalp

To brødre er opvokset i det øde vesten i Nordamerika. Vi befinder os i starten af 1800-tallet. Pelsjageren, deres far, giftede sig med en trofast pige, som fulgte ham i den overvældende natur, sommer og vinter. Efter hans død, fik hans familie nye relationer til en indianerstamme.
Adrian føler et stort ansvar for sin lille bror. Hans bror nyder omgivelserne og bliver meget optaget af en ulvevflok, selvom han bliver advaret imod dem.

0Likes
0Kommentarer
523Visninger

1. Efterår

”Hørte du det?” gruende satte han sig op i et sæt. Endnu et hyl rungede i dalen, kun mere gennemtrængende end det første. Også Adrian lå vågen og lyttede opmærksomt til. ”Adrian?” hviskede han med sin lille hæse stemme. I stilheden spejdede han efter sin uhyggelige tavse bror, da han fik greb om hans skulder i mørket. ”Sov. De får ikke lov til at nærme sig, det lover jeg,” sagde Adrian bestemt med omhyggelig udtale. Den unge dreng tav, og lagde sig forsigtigt tilrette igen. Selv ikke åndedraget kunne høres hos hans ældre bror. Flere hyl fortsatte ud på aftenen i dæmpende ekkoer, men stoppede. Derpå havnede han til sidst i en usikker søvn, men som Adrian dog i al hemmelighed forsikrede.

 

Det var morgen. Adrian havde sat the over det rolige lille bål, som han beherskede med rutine. Hans lillebror lå halvt ude i græsset, og havde i løbet af natten viklet sig ud af sit uldtæppe, nu lå han med strakte arme og ben og med munden vidt på gab, i en lun og tryk søvn. Adrian sad skødesløs kun iført bukser, og klukkede hver gang han ramte sin bror i panden med et af de mange bær der voksede her i egnen. Da han omsider vågnede smilede han strengt til sin bror og overmandede ham i en brydekamp.

 

”Hvalp?” Adrian sad på huk ved bålet, og øsede fra gryden the op i to bægere, mens han kaldte sin bror over. Hans yngre bror tog hurtigt imod theen og sammen sad de i tavshed og drak i ro. De blev færdige samtidig. ”Det er længe siden vi har fisket,” bekendtgjorde Adrian, mens han øste sin anden kop op til sig selv. Hans bror så med strålende øjne op på ham, og beherskede sin begejstring mens han vente blikket bort, ”Ja.”

De havde vandret i dagevis før de blev enige om at dette var et rart sted hvor de kunne samle nogle rationer og slappe af, holde lidt pause, inden de måtte drage videre. Det var længe siden de havde passeret noget vand hvor fisk, der faktisk var noget, ville bryde sig om at leve.

Adrian smilede i fryd over sin brors sædvanlige reaktion. Han kiggede ned i sin the og spurgte i en legende stemning: ”Hvad siger du Hvalp? Tror du stadig grejet dur til noget?” Uden at svare var Hvalp ovre at rode i udstyret. Adrian slukkede imens bålet og låste sit behæng fast om hofterne. ”Det ser brugbart ud,” konstaterede Hvalp klogt. ”Kom.” Adrian rakte ud efter sin pind samt fiskesnøren, og ligeså med blikket bort, rakte Hvalp ham hvad der normalt tilhørte sin bror. Begge to betragtede udsigten, i den retning de ville gå. De to brødre stod i geled og så ned, oppe fra den brede bakke, hvor de havde slået lejr, de havde dog valgt et sted ved et kæmpe buskads, sådan så eventuelle fjender ikke havde frit udsyn. Hvalp smilede opstemt mens han stod der, eventyrlysten med sommerfugle i maven. Adrian sigtede dog en smule mere seriøst ud i det bakkede landskab og smilede først da han så sin bror. Drillende rodede han ham i det mørkebrune bølgede hår, der hang med enkle krøller ned over hans pande og i nakken. Et hår de begge to havde arvet og havde til fælles. I et jovialt humør prøvede Hvalp at undvige sin brors berøring og med et bredt grin løb han af sted med sin fiskestang. Adrian fulgte ham.

 

De havde vandret i vild flor længe, da en sagte rinden pludselig kunne høres inden nogen af dem fik synet af noget. Endelig kunne de komme til at slå sig ned ved den brede, dybe bæk, hvor de dunede skyer spejlede sig i det gennemsigtige vand. Hvalp gik på ormejagt, mens Adrian fandt bund i de sammenviklede fiskesnører.

Han var kommet et godt stykke da der begyndte at stinke væmmeligt. ”Føj,” mumlede Hvalp, men uden rigtig væmmelse. Hans nysgerrige væsen tillod hans næse, at guide ham til hvor end duften kom fra. Indenfor skovbrynet, mellem træerne havnede han endeligt, og spærrede øjnene overrasket op, da en død antilope lå der på jorden i sin forrådnelse. Dyret havde et stort, åbent kødsår i bugen. Han overvejede omhyggeligt mulighederne, og kiggede sig omkring. Det kunne faktisk havde været ulve! Han tænkte ivrigt, og klatrede spontant op i et træ.

 

Adrian sad med deres to stænger ved sin side, det tog ham ikke lang tid at vikle dem ud til noget brugbart fiskegrej. Han stirrede nu udmattet lige frem for sig, nu måtte han havde ventet længe nok, så han rejste sig for at finde sin bror. ”Hvalp!” kaldte han for at orientere sig, men Hvalp svarede ikke. Det varede ikke længe før han også fik færten af den mærkelige duft, selvfølgelig måtte hans nysgerrige bror være fulgt den. Adrian følte pludselig stor ubehag, det var da også dumt af ham at lade Hvalp løbe af sted sådan på egen hånd, ingen af dem kendte området. Han tømte videre sit hoved for alt denne bekymring, hvad skulle den slags også gøre godt for. Han havde ikke lyst til at forsvinde ind bag træerne, det måtte være nok at han ikke kunne finde Hvalp, han ville ikke også selv blive væk. Men han vidste at han blev nød til at se sig for. Det var tyde-ligt et rovdyr der havde forårsaget pronghorn antilopens død, det gjorde Adrian en smule svimmel. ”Hvalp,” kaldte han ikke særlig højt. En lille grynten lød over ham, og til sin glæde var det hans bror der havde ligget og blundet på grenen der. ”Hvalp!” sagde han højt og strengt. Den lille dreng kiggede groggy ned på sin bror. ”Adrian,” mumlede han, og kravlede forsigtigt ned, hvor Adrian tog imod ham på sin ryg. Udmattet hvilede han sin kind på hans skulder. ”Hvorfor sad du der oppe?” spurgte Adrian en smule håbløst. ”Jeg troede bare at ulvene ville komme tilbage.” Adrian stoppede op i et mildere sæt, ”Ulve?” ”De kom aldrig… Er du også sulten?” spurgte hans bror med øjnene lukkede. Adrian gik videre mod skovbrynet, mens han bar sin bror på ryggen. Han vidste det var farligt at fær-des herude især med en lille uvidende dreng, deres mor plejede altid at minde ham om, da han var på Hvalps alder, at de måtte passe godt på, for her levede både bjergløver, ulve, bjørne, slanger, skor-pioner og ikke mindst indianere. Han blinkede emnet væk, ud af hovedet. Hvalp var begyndt at blunde igen, mens kunne Adrian høre hans mave trække sig sammen i rumlen. Det var på ingen må-de, et festmåltid de havde spist dagen i går, og fangede de ingen fisk i dag, var det eneste de fik mulig-vis the og bær. ”Lad os nu prøve at finde den orm,” svarede han bare, muligvis til en sovende dreng.

 

Himlen skiftede tidligt farve den dag, det var ved at blive efterår. Drengene gik tilfredse hjem i det røde skær, Hvalp holdte de to fine havkatte over skulderen, mens Adrian gik med stængerne. ”Savner du mor?” spurgte Hvalp mens han gik og så ned. Adrian holdte blikket lige frem da han svarede, ”Til tider.” Efter noget tid snakkede han igen, ”Hvorfor kan jeg ikke huske hvordan hun så ud?” Han lød bedrøvet. Adrian tænkte sig om et øjeblik og svarede så, ”Da du var lille var hendes udseende vel lige gyldigt, det eneste der betød noget for dig var, at hun var der.” Hvalp så op i samme retning Adrian kiggede. Adrian nikkede lidt da han gav sig selv ret. ”Jeg ville ønske at hun var her,” mumlede Hvalp. Adrian kiggede ned på sin bror. ”Det er jeg sikker på at mor også ville.”

 

Ved deres lejr lå alt som før, blot omsluttet af tusmørke. Hvalp satte sig døsigt ved det kolde bål og lagde de to fisk foran sig. Et gab slap ud, da han åbnede munden og beroligede Adrian med at han nok skulle tage sig af maden. Adrian ignorerede sin bror og tændte stille og roligt bålet, for videre at kunne sætte fiskene over ild. Han rodede lidt i de gamle gløder og pustede dem op. Selv gabte han også mens han vækkede sin bror, maden var klar. ”Hvalp,” henvendte han sig træt. Passivt sad de begge i hver sin tåge og spiste, det føltes godt. Bålet brændte først ud senere på natten og brødrene lå begge i en meget dyb søvn.

Deres mor sad i det høje græs. ”Adrian!” Hun grinte. Hvalp sad langt fra dem, yderst eftertænksom. Bag ham hoppede mindst ti ulve, forbi ham, ned af skranten, direkte mod hans familie. Adrian kig-gede forarget op og løb mod Hvalp, mod ulvene. Deres mors smil forandrede sig lige så stille til en skræmt måben. Hun rejste sig. Hvalp rejste sig. Adrian stødte lige ind i flokken og havnede ved Hvalps side. Ulvene fortsatte mod deres mor. Adrian og Hvalp stod hjælpeløst og så til. Deres mor begyndte at løbe væk fra ulvene, som en jaget antilope. Ulvene fik fat og ruskede dyret om kuld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...