Undskyld ventetiden

En lille formulering af hvordan ventetiden præger os mennesker. Hvordan ventetiden har os i dens hulehånd. Et essay som giver stof til eftertanke..

1Likes
0Kommentarer
2360Visninger
AA

1. Undskyld ventetiden

Undskyld ventetiden

Ventetiden er en uhåndgribelig størrelse. Jeg  kan hverken røre den eller se den. Men jeg kan føle den. Tiden er en besynderlig størrelse. Nogle gange føles den som det kæmpemæssige Atlanterhav med des strømlinende azurblå bølger og havvandets salte smag. Havmågernes langstrakte lidenskabelige skrig og havskildpaddernes stille padlen gennem vandet. Et vældigt ocean man bare kan øse af. Andre gange som en sparsom kilde på den øde savanne omgivet af udsultede dyr, hungrende efter en tår af vandet fra den livgivende kilde. Man kan næsten høre de sultne skrig fra gribbens sultne munde. De venter utålmodigt på at en af de svageste i geleddet falder om som en slatten karklud.

En sparsom kilde der truer med at tørre ud. Når jeg venter på at noget skal ske, føles tiden som en ulidelig og uendelig gåtur ud i ingenting. En gåtur der strækker sig over flere hundrede langstrakte kilometre, som fortsætter for evigt. En gåtur som tager livet af mig. Efter de mange hundrede kilometers asfalt og grussti, vil jeg føle mig indsunken og min tidsfornemmelse vil være fortæret. Spist af den store stygge ventetid som har ført mig ud i ingenting. Jeg vil føle mig magtesløs. Som en lille sortbroget Cocker Spanier  der ingen tidsfornemmelse har. Er det dag eller nat?  Morgen eller aften?  Afskåret fra den verden som har tiden som sin konge.

Når jeg venter, opfatter jeg som det ene individ jeg er, en tid som er spildt. Hvad man har forspildt af minuttet, kan ingen evighed erstatte. Det værste man kan udsætte, det moderne menneske for er ventetiden. En tid der trækker tænder ud. Tand for tand, indtil munden er helt blodig og hudløs efter ventetidens operation. Vi har alle ting der skal gøres, ting der skal nås. Jeg deler min dag op, som tiden tillader det. Hvis jeg kunne give tiden noget konstruktiv kritik, ville det være at skære ned på ventetiden og lave 24 timer om til 26. For når vi deler vores dag op, og regner i tid til skole, venner, kærester og alt muligt andet, er der altid en time eller to som mangler.

Hvis de ekstra to timer fandtes, ville faktoren stress ikke høre hjemme i det moderne menneskes verden. Der ville blive tid til de ting som aldrig nås. For den ekstra tid vi har, fra tid til anden bliver ædt op af, ventetidens langsomme og kedsommelige fordøjelse. Og senere hen blive skidt ud, i form af den éne gyldne time, vi lige stod og manglede. Når jeg venter på at noget skal ske, føles tiden længere end sædvanligt. Tidens visere falder på en anden, og mere ubehagelig måde, end når der bare er tid nok.  Ventetiden skal fordrives – undertiden ligefrem slås ihjel.

Jeg oplever ventetiden som en frihedsberøvelse. Hvor bliver tiden lige pludselig af? Når jeg venter hos lægen eller på bussens gule skrog, vokser der en ubehag i maveregionen. Jeg føler at min tid bliver forspildt på det groveste. Når jeg ved at jeg kunne lave vigtigere ting imens. Når mine lektier ligger derhjemme og kalder på mig, eller jeg skal skynde mig hen og hente min lillesøster på hendes præmisser. Føler jeg en hvis skyldfølelse, da jeg i sidste ende ved at ventetiden giver konsekvenser.

Ventetiden kan aldrig nogensinde undgås. Når vi står op om morgenen, og venter på Mocamastererens funklende langsomme dråber, der løber igennem filteret og videre ned gennem den tilkalkede kande. Eller den ulidelige regnbuefarvede kø af biler på Vestmotorvejen, og den monotone symfoni af horn, som kan høres fra miles omkreds. Vi venter endda også på hinanden. Ikke bare på vores nærmeste, men også på alle dem vi betegner som ’fremmede’. Det kan nærmest føles som et fængsel, eller en tidslomme som aldrig bliver fyldt op med tid, når man står sammenpresset i Superbrugsen med de lune retter fra delikatessen, i den røde beskidte indkøbskurv med den sorte ødelagte hank. Som man skal skynde sig hjem med, inden frikadellerne og den grovhakket leverpostej mister smagen, som sidder i varmen.

Det hele hænger sikkert sammen med, at ventetiden er uden handlemuligheder – vi kan ikke gøre andet end at vente. Tiden er noget, vi alle holder skarpt øje med. Vi kigger forjagede på uret om morgenen, når vi endnu engang er kommet for sent af sted til skole. Fejrer fødselsdag når vi er blevet et år ældre, og når vi begraver vores kære, når deres tid er rindet ud. Tiden betyder så utrolig meget for os. Om det så er ventetid eller tiden i sin reneste form.

Men når jeg sidder her og funderer over ventetidens betydning, og hvad er egentlig tid, så kunne man jo også vende hele molevitten på hovedet, og prøve at betragte ventetiden som en gevinst i sig selv. Som et kærkomment pusterum, hvor vi kan foretage os noget andet en det sædvanlige. For ventetid er jo også tænketid – hvor man kan overveje, om det nu også er værd at vente på. For når man står og venter på, bussens sneglegang gennem Nykøbings ensformede terræn, står man og tænker ikke bare på alt det der skal nås, men også alt det man har set og lært – ”Nu skal jeg også lige huske at købe 6 liter minimælk, og støvsuge hele hytten når jeg kommer hjem” NEJ! Jeg fortrækker helst at bruge min tænketid, på at spekulere og filosofere, perspektivere og fundere og alt det jeg andet der kan aktivere min 1.350 grams tunge fedtklump foroven.

Men til tider når ventetiden begynder at trække tænder ud, trækker jeg mit bedste våben, som er kamufleret i formen af et sødt hvidt og rødt stribet bolsje, til mine blødende gummer; Nemlig, min telefon. En Iphone 3GS’er. Hvis man kigger grundigt efter, er den som mange andre telefoner proppet med spil, og spil er =  tidsfordriv. Et suverænt våben til at slå ventetiden ihjel med. Som en kølle der kommer susende fra den blå himmel. PUF, ud af ingenting. Det perfekte våben til når man sidder i toget, eller står i køen i Netto, om man så er til Angry Bird eller Wordfeud. 

Når jeg sidder her og skriver om ventetid, fylder jeg jo mit liv ud på den mest overflødige måde. Hvis jeg har tid til den slags pjat, er det jo fordi jeg ikke har for travlt, med at slide mig selv op ved et samlebånd. Jeg må have tid i lange baner. Ventetid? Måske. Sådan ville nogle måske tolke den her opgave. Som det rene spild af tid. Jeg kunne selvfølgelig finde på 100 andre ting jeg hellere ville, men hvis det her er resultatet af min ventetid så vil jeg hellere vende det om, og sige at det er resultatet af min tænketid. Og det er ikke så ringe endda.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...