13 Chancer

En 16 årig pige er forsvundet, og ingen ved hvordan, kun hendes bv, alle er rystet, forskækket, hvordan fosvandt hun?

1Likes
0Kommentarer
418Visninger
AA

1. Dette er en hel historie, ikke et kapitel.

”Det var nu et år siden Liv Gryf døde, og ingen ved hvordan? Hvordan skete denne ulykke? Ja det kan jeg Johanne Bauer fortælle dig.” Liv og jeg var ved at prøve tøj, oppe på mit værelse. Liv spurgte mig, hvad hun nu skulle gøre? ”Prøv den gule” svarede jeg. Hun tænkte sig om, og så svarede hun: ”Narrjj... den pinke er bedre”. Da hun havde taget den på, spurgte hun mig, hvordan hun så ud? Jeg smågrinede og svarede: ”Beautiful!” Liv begyndte også at grine, men ikke på den uskyldige og søde måde som hun plejer, nu lød hun mere bange. Men jeg lod hende være. Hun vinkede til mig, og sagde favel. ”Vi ses!” sagde jeg og smilte. Jeg kiggede ud af vinduet, og så hendes lange lyse hår blafre i vinden. Hun var så smuk, men hun ville aldrig tro på det, når jeg sagde det til hende. Jeg gik ned i køkkenet, og tog en chokoladebar fra skabet. Det var min yndlings (hvid med nødder). Jeg hørte nogle trin udenfor, det var min lillebror, han kom styrtende hen til mig og begyndte at tale om sit nye Lego. Jeg kløede ham på hovedet og smilede. Jeg gik op på mit værelse, og tændte for computeren. Der poppede en side op, jeg kiggede lidt nærmere på den. ”SELVMORD!” råbte jeg. Jeg tænkte, hvem kunne have været inde på sådan noget? Hm....Liv! Det kunne kun være hende! Jeg blev så rasende, men også trist. Hvorfor var hun inde på selvmord? Ville hun slå sig selv ihjel? Alle mulige ting begyndte at snorer rundt i mit hoved. Hvorfor ville hun slå sig selv ihjel, tænkte jeg? Stakkels Liv, hun havde så mange problemer i skolen, hun blev mobbet, skubbet/slået alle hadede hende. Undtaget mig, jeg elskede hende! Jeg ringede til hende, men hun svarede ikke. Liv var bare en 16 årig pige, som ville have et godt liv, men istedet blev hun mobbet og slået. Jeg begyndte at græde, og ryste. Hun måtte ikke dø! Jeg råbte, nej nej hun måtte ikke! Jeg var så bange. Jeg tog min mobil, og puttede den i min jakkelomme, jeg tog sko på og låste døren. Mens jeg låste døren, tænkte jeg mig om og råbte, Mikkel! (min lillebror) hvad skulle jeg gøre med ham? Jeg lod ham være alene hjemme. ”Det lyder åndsvagt, men jeg skulle skynde mig, Liv måtte ikke dø!” Tilbage til historien. Jeg tog nøglerne ud af låsen, og skyndte mig at løbe, selvom jeg blev forpustet fortsatte jeg. Det var sikkert alt for sent, hun var død nu! Hvorfor? Hvorfor? Tænkte jeg, inde i mit dumme hoved! Jeg blev så sur! Jeg græd, så meget! Hvor kunne hun være henne, tænkte jeg. ”Penierhaven!” Råbte jeg. Det var der Liv og mig altid var som små, ingen havde været i Penierhaven i over 8 år, kun Liv og mig, vi tilbragte meget af vores tid derovre. Jeg løb hen i Penierhaven, bladene var så smukke, man kunne se duggen på dem, og græsset var helt vådt. Der fløj nogle små fugle rundt i træerne, og fløjtede deres smukke vinter sang. Men jeg kunne ikke se Liv nogen steder. Jeg var færdig, det var som om at alt var ødelagt for mig. Ligepludselig så jeg, noget lyst hår ved siden af en gryft. Jeg løb derhen og da jeg så hende, ville jeg bare DØ! Det var det væreste jeg nogensinde havde set. Hendes lange lyse hår, var klippet af. Jeg tog håret, og kvaste det i min hånd. ARHH!! Jeg græd som en sindsyg! Hendes hud var skåret i, og der lå en kniv i hendes hånd. Jeg fik brækfornemmelser, og jeg fik den største skyld. Jeg tog kniven, og skrev på min arm (Liv). Det gjorde så ondt, jeg var fortabt. Da jeg skulle til at løbe, vidste jeg ikke hvorhen! Jeg så en pakke sovepiller, med 13 STORE TOMME RUM! Jeg faldt ned på mine knæ, stortudede, råbte, jeg skreg. Svedet løb koldt ned af min ryg. Hvad skulle jeg gøre, bare tage hjem og lades som om ingen ting er sket. Eller græde i min mors favn. Jeg kunne heller ikke bare lade hende ligge der! Jeg tog min mobil op af lommen, 3 nye beskeder, jeg tjekkede dem. Den ene var fra Laura, i beskeden stod der: Hej smukkeh! Hvad laver du?<3 jeg gad overhovedet ikke svarer, så jeg lukkede beskeden. De andre to var fra min mor, der stod: Hej skat, hvor er du henne? I den anden stod der: Hvornår kommer du hjem? Jeg slettede beskederne, og tog mod til mig selv, og så trykkede jeg 112 og så grøn telefon. Jeg skyndte mig bare at sige, Penierhaven skynd jer! Og så smuttede jeg. Jeg kunne bare ikke klare det mere! På vejen hjem kunne jeg høre ambulancerne, jeg kom styrtende ind i mit hus, imens jeg græd mine øjne ud! Min mor begyndte at trøste mig som en sindsyg, og begyndte at spørger mig hvorfor jeg havde gået hen til Liv, og om hvor bange hun var for at jeg ville begå selvmord. ”Og nu sidder jeg her, og snakker til jer. Jeg er blevet færdig med High School,og skal nu finde et job, og ved i hvad det er? Psykolog ......”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...