Desperation

Her er tre meget korte historier, som jeg skrev for længe siden. Om hvordan selvhadet tager over. Hvordan tankerne kan spille en et puds, og ændre ens selvopfattelse af virkeligheden.

2Likes
3Kommentarer
985Visninger

1. Desperation

Paranoia:

 

Sammenpresset i hjørnet. Historien gentager sig gang på gang. Han ved godt det er indbildning, han ved godt det kun er i hans hoved vrangforestillingerne terroriserer. De bange og rædselsslagene øjne flakker forvildet rundt, mens den indre panik tærer i hans indre. Æder ham op indefra, som en rådden klump af angst og panik. Var der ikke lige noget der bevægede sig? Var der ikke lige noget der løb ned af de iskolde døde vægge, de isolerende vægge der omgiver ham? De efterhånden følelsesløse fingre borer sig ind i håndfladen, alt imens hans hjerte banker af rædsel, adrenalinen pumper i hans forgiftede årer, og lungerne hyperventilerer i lynhurtige ryk. De tårevædede blodskutte øjne lukker sig for en stund, mens han prøver igen og igen at sige til sig selv, at det er ren indbildning. Bare fantasi, det pure opspind. Men lydene bliver tydeligere, skyggerne nærmer sig faretruende langsomt. Der er ingen vej udenom. Han er atter fanget. Fanget af dæmonerne, der pinefuldt indtager hans forpestede sind. Hans ødelagte og besatte sind. Dæmonerne ved lige præcis hvordan de skal knække ham. Hvordan de skal angribe, og slå ham ihjel. Langsomt. Smertefuldt. Han kan ikke mere. Han kan ikke udholde deres brændende altødelæggende stirrende øjne. Deres lange slimede kolde fingre, der fanger ham i et jerngreb. Et knusende greb, der flår ham fra hinanden. Stille og roligt, der kun resulterer én ting. Død.

 

Gyldne lokker:

Saksen baner sig vej gennem de fyldige gyldne lokker. Lokken falder elegant og let ned på gulvtæppet, og bliver hurtigt efterfulgt af flere. Saksen bliver ved med at tage livet af flere hårtotter, og kort efter flyder gulvet med lyst og glansfuldt hår. De tårevædede øjne stirrer hadefuldt ind i spejlet. De ser kun fejl, ser kun fiasko. Det næsten skaldede hoved vrider sig sammen i en fordrejet grimasse, og river i de tilbageblivende totter. De sprukne læber hvisker stille: ’Hvor er du dog smuk’. Den skælvende stemme er fuld af selvhad og selvironi. Endnu en tåre løber ned over kinden, og de forgrædte makeupudtværede øjne lukkes for en stund. Hun ser ned af sin magre udhungrede krop, ser ned på de mange selvforskyldte ar. Sår der er ved at danne skorpe, gamle ildrøde og lilla ar, rifter, brandmærker fra glædende cigaretter. Hun prøver at tælle arrene, men giver op da hun når de 50. Hun er ligeglad. Alt hun ønskede var at være smuk. Var at være perfekt. Men alt fejlede. Man siger styrken sidder i håret. Det ligger nu på gulvet i en stor bunke, og kun hendes næsten skaldede isse er tilbage. Hun ligger saksen fra sig, og synker sammen i fortvivlelsens gråd. Forsvinder ind i sig selv, alt i mens hun hører sjælen skrige og bønfalde om hjælp. Hun vil væk, vil flyve til et bedre sted. Men hendes vinger er rådne og fortærede af selvhad. De er ved at smuldre væk, sammen med resten af den mishandlede krop. For til sidst helt at forsvinde, syne hen i det uvisse, syne hen i glemslen.

 

Tomhedens skal:

 

Tomhedens skal omslutter hendes indelukkede indre. Kun udadtil gemmer hun den sande virkelighed, bag en smilende facade. Tårerne presser sig vej bag de opsvulmede og forgrædte øjenlåg. Håret er filtret sammen i små håbløse uglede totter. Kroppen ryster, og jag af indvendige smerter skærer sig vej med jævne mellemrum gennem hendes krakelerende skikkelse. En prikken og stikken under den hvide efterhånden livløse kolde hud. Negle der kradser op og ned af de tynde ben, skuldre der ryster og sitrer i takt med grådens stille sang. En sang der har været sunget i lange tider. Om den stopper, tør kun hjertet håbe og gisne om. Men tiden er lang, og for hvert øjeblik der pinefuldt snegler sig af sted, når den indvendige helvedesild at æde sig dybere ind i dette skrøbelige sind. Hver celle i hendes så efterhånden skamferede krop, bliver udsat for et altødelæggende tryk, der presser indvolde, blod, knogler, ja selv følelser, sammen til en lille ubetydelig klump ingenting. Her, i den tomme ekkofremkaldende skal, cirkulerer den minimale klump ingenting bare rundt. Ufattelig langsomt, stille og roligt, begynder klumpen at rådne indefra, begynder at lugte. Lugte af opgivelse, selvdestruktive tanker, foragt, håbløshed, selvhad, ja lugten af en døende sjæl. Og der er intet at stille op, ingen fremstrakt hjælpende hånd kan redde trådene ud. For ligesom det lange glansløse hår, er disse tråde filtret sammen i totter og knuder, der kun kan fjernes med en skinnende skarp saks. Men saksen kan ikke fokusere, kan ikke ramme, og klipper i stedet hendes spinkle faldefærdige livslinje over med et let klip. Et jag går gennem klumpen, gennem kroppen, og med ét smuldrer dette lille sarte liv væk mellem fingrene på den forsinkede hjælpende hånd. Forkullet til støv, der sagte bliver båret af sted med den kølige aftenvind. Af sted til bedre egne. Af sted til en fremtid der er bare en anelse lysere. For som Shakespeare udtalte det gennem en digters læber: Det glade hjerte lever længst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...