The Daydreamer

Will love survive?

Hvad sker der når man forelsker sig i en som man ikke må forelske sig i?
Hvad sker der hvis man pludselig finder ud af at man ikke passer ind i sin overnaturlig perfekte familie?
Hnad sker der nå man hellere vil drømme sit liv væk?

Da Katharina (også kaldt for Kat), i hendes drøm kigger direkte ind i den mystiske drengs mørke øjne, er det som om hun ser noget hun har manglet, mistede.
Da en unge dreng så redder hendes liv og hun kigger ind i hans mørke, mystiske øjne, hved hun at intet blir som det har været en gang.

4Likes
4Kommentarer
1616Visninger
AA

1. De sorte øjne

Jeg bliver smidt ned i et koldt og ubehageligt bagagerum. En mand lukker døren efter sig med et smæk.

Jeg gisper efter luft. Jeg er alene og ingen kan høre mig. Alene i et lille rum hvor ingen kan se eller høre mig. Alene.

Jeg hamrer mod døren, mens nogle tårer triller ned af mine kinder. Mine skrig bliver ikke hørt også selvom jeg skriger som et lille spædbarn midt om natten, når det pludselig ikke længere kan sove.

"Hjælp!" skriger jeg fortvivlede. "er der nogen der kan høre mig?"

Intet svar.

En til tårer triller ned af min kind. Jeg snøfter højt og prøver at blende alle mine uhyggelige tanker om, hvad der kommer til at ske, ud. Men det er tæmmeligt svært.

Scenen er så realistisk. Det kan ikke være en drøm.

Hvem vil da ikke ha fat på en forkælet pige af rig herkomst. En pige hvis forældre har arvet en masse penge, de hellere end gerne vil bruge lidt af. Hvem vil ik ha fat på en pige som er så rig, at hun bor i det største Hus i Berlin?

I dette øjeblik forbander jeg mine forældre for deres naivitet. Hvorfor skal de altid blære sig med de penge de har?

Nu har nogen taget mig - bortført mig.

Der har i lang tid været, hvert dag et nyt brev i vores postkasse, som fortæller om hvor meget de hader min familie. Men min Mor har hver gang bare fået en tjener til at brænde brevene. Hvad nu hvis dem der har skrevet brevene virkelig ville tage mig. Eller bedere sagt kidnappe mig?

"Oh Gud!" ber jeg stille. "hjælp mig. Tilgiv mig for alt hvad jeg har gjort. Jeg lover at være sød mod min familie igen. Jeg lover at jed aldrig vil tænke sådan noget ondt om dem. Amen... La' mig gå!"

Jeg retter al min vrede mod bagagerummets væge. Jeg skriger og sparker, gør alt i stykker jeg får i hænderne. Jeg krasser så meget på døren at min venstre ringfingernegl falder af. Men jeg mærker ikke smerten. Jeg mærker ikke hvor ondt det gør. Det eneste jeg mærker er, hvordan alle mine følelser forsvinder.

Det gør mig stærk når jeg kun kan mærke kulden. Det gør mig stærk når jeg ikke kan mærke ondt det gør og hvor ked af det jeg er.

Efter cirka 20 minutter. Stopper bilen.

Det er allerede lidt tid siden jeg holdte op med at banke, sparke og skrabe på bagagerummets fire væge. Måske hænger det også ligt sammen med at jeg ikke rigtig kan få luft.

Jeg begynder at hoste, da et støvfnug flyver ind i min mund. Det var lige det jeg havede brug for, tænker jeg.

Jeg græder stille imens jeg holder mig fortvivlet om min ringfinger, for nu kan jeg mærke smerten igen.

En bildør smækker i.

Jeg bider mig på læben. Kommer der nogen?

Langsomt blir den tunge bagagebør åbnet.

Det er en meget ung mand der åbner. Da jeg ser ham, gisper jeg efter luft. Hans smukke ansigt, med nogle smukke mandelformede kulsorte øjne er rettet mod mig.

Han er ikke den eneste der gisper lidt efter vejret.

Hans smukke mystiske, kulsorte øjne kigger direkte ind i mine.

De øjne vil jeg aldrig glemme.

Pludselig forsvinder gnisten i hans smukke øjne.

Smerten rammer mig brat når hans kolde hånd rammer min kind.

Jeg skrier.

Jeg rør min kind og kigger forbavset på ham.

Jeg leder efter gnisten i hans kulsorte, smukke øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...