Det tomme rum

14'årig Sheina er en normal pige i en normal klasse på Torvholtsskolen, men en dag bliver verden vendt på hovedet og Sheina bliver fanget af sin egen far med sin papbror på slæb. Hendes forældre forlod hinanden, da Sheina er helt lille, og hun har boet hos sin mor siden. De har ikke hørt noget fra Sheinas far. Så er han ude på noget med Sheina? I må rigtig gerne skrive en kommentar:)

5Likes
18Kommentarer
1871Visninger
AA

1. Tanken

Jeg havde altid manglet en lille del af mig selv. Som om at jeg havde et sår der aldrig ville hele. Det var min far. Min mor og jeg forlod ham da jeg var meget lille. Omkring 3 år. Men jeg savner ham ikke. For jeg kan ikke huske ham. Men der var jo en grund til at mor forlod ham. Måske var han voldelig. Eller måske kunne mor ikke mærke hans tilstedeværelse. Måske sagde han ikke noget eller holdt sig for sig selv. Hver gang jeg prøvede at tale med mor om ham, snakkede hun sig uden om, og jeg kunne se at hun blev vred inden i. Jeg ville jo gerne vide noget om far... og få mit sår helet.

"Sheina?" Mor kaldte nede fra stuen. "Nej!" Kaldte jeg. Jeg havde været gnaven i lang tid. Mors nye kærste skulle flytte ind. Og jeg kunne ikke tilgive mor. "De kommer nu skat! Kom nu ned." Råbte mor. Jeg slukkede computeren og løb ned i stuen. Mor stod ved det store skab. "Den eller den?" Hun holdt smilende to kjoler op i luften. Hun skulle gøre sig rigtig fin til sin kæreste skulle komme. Åh typisk, tænkte jeg. "Den sorte, så ligner du mest en heks." Mumlede jeg. Mor sagde altid at jeg var så negativ, og det vidste jeg også godt selv. Der lød et bothorn, så nu var  Martin, mors kæreste kommet. Martin var okay. Han var ikke noget særligt, men han var heller ikke dum. Han var okay. Mor havde fortalt mig om Martins søn. Han var 17. 3 år ældre end mig. Mor snakkede meget om at, jeg skulle ''lege'' med ham. "Mor, jeg er 14 år," havde jeg sagt, men det tog mor sig ikke af.

"Kom nu, skat!" Hun tog mig i hånden og hev mig ud i entréen. Hun vinkede voldsomt som en lille pige. "Hej Elisabeth!" Kaldte Martin. Han parkerede sin sorte Audi i indkørslen. Han smækkede bildøren i, og løb han til mor og kyssede hende på kinden, og rodedet mig i håret. Tak for det, tænkte jeg. Men min næste tanke var straks: Ikke være negativ Sheina, ikke være negativ. Jeg kunne se en ung dreng, på forsædet i Martins Audi. Han kiggede bare ud ad vinduet med sine store hørebøffer og hovedet. I den stilling han sad nu, kunne han godt minde om mig. Måske kunne vi alligevel få det sjovt sammen.

Mor og Martin stod længe og snakkede, om at "Mads" havde været meget beværlig, angående det med flytningen. Så den dovne dreng i Audien måtte være Mads. Til sidst gik mor og Martin inden for. Jeg stod stadig bare uden for. Jeg vidste ikke engang selv hvad jeg lavede. Måske ventede jeg på Mads. Det vidste jeg ikke selv. Jeg kunne ikke få tanken om far ud af hovedet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...