Because of You *One Shot*

En piges tilståelser til hendes svigtende storesøster. En pige der er på vej videre.

- En meget nem tekst at skrive, faktisk skræmmende nem, taget i betragtning at hovedpersonens tankegang er meget anderledes fra min. Alligevel satte jeg mig nemt ind i den, og det flød af mig som om jeg aldrig har lavet andet. Elskede at skrive denne tekst!

19Likes
50Kommentarer
1657Visninger

1. Because of You

I will not make the same mistakes, that you did. I will not let myself, cause my heart so much misery.

Jeg hader dig. Ikke fordi du som sådan har gjort mig noget. Men fordi du har forandret mig. Du har gjort mig hård. Kold. Og en ting til. Ugennemsigtig. Der er ikke længere nogen der ser mig som det jeg er. Såret. Smadret. Revet i tusind stykker, sandsynligvis uden nogensinde at finde ud af hvorfor.

Men jeg vil ikke reagere på smerten som du gjorde. Den måde du lukkede dig inde, og forsvandt for omverdenen, selvom du var det eneste jeg havde. Det vil jeg aldrig gøre.

 

I will not break the way you did, you fell so hard.

Jeg vil ikke lade mig knække som du gjorde. Jeg vil ikke svigte, selvom det er hårdt at blive ved med at kæmpe. For jeg har set det ske for dig. Og det skal aldrig ske for mig. Aldrig nogensinde.

 

I've learned the hard way, to never let it get that far.

Jeg husker det. Dengang du brød sammen første gang. Vi var ude og gå på gaden, og passerede det sted ulykken skete. Jeg var der ikke, så smerten hos mig var stump, og ikke meget anderledes end resten af tiden. Men du. Du var der, og din smerte var skarp, bidende, rivende, og så stærk at du faldt om på fortovet. De omkringstående troede at du havde fået et hjerteanfald, med alle de kramper du fik, og din besværede vejrtrækning. Men nej. Du knækkede bare. Dine handlinger har givet mig de erfaringer jeg behøver, for at vide hvad jeg aldrig nogensinde skal gøre.

 

Because of you, I never stray too far from the sidewalk.

Det er din skyld, at jeg aldrig tør krydse vejen. Hverken filosofisk, eller rent bogstaveligt. Jeg tør ikke gøre noget skelsættende, eller stærkt forandrende, men jeg kan heller ikke gøre noget så enkelt som at krydse vejen, uden at få et lettere angstanfald. Det er på grund af dig, og dine evige formaninger om hvor farlig trafikken er. Hvor meget den ødelægger og slår ihjel. Og hvordan jeg aldrig nogensinde skal blande mig i den. Det er på grund af dig at jeg ikke har noget kørekort, på grund af dig at jeg ikke kan gå ud med de venner som jeg egentlig ikke har. Alt sammen er din fejl, din skyld. Det hele.

 

Because of you, I learned to play on the safe side so I don't get hurt.

Endnu en ting jeg kun kan bebrejde dig for, er at jeg ikke tør knytte mig til nogen. Du har fortalt mig, at alt hvad man har, vil man miste. At det at elske, er at ødelægge. Og du har nok ret. Mange vil nok give dig ret. Men i modsætning til dig, vil de fleste af dem nok elske igen. Den mulighed har du ikke, og du har også frataget mig den. Jeg hader dig. Hvilket jeg burde. Al fornuft beder mig om at hade dig, og du har lært mig at lytte til fornuft før følelser. Derfor tror jeg på fornuften, der fortæller mig at du ikke er god for mig, og aldrig har været det, selv den gang du var alt jeg havde. Hvis jeg havde endt alle andre steder end hos dig, havde jeg måske været okay nu.

 

Because of you, I find it hard to trust, not only me, but everyone around me.

Jeg har ingen venner. For jeg kan ikke stole på nogen. Det er fuldstændig umuligt for mig, efter dit massive svigt. For hvis du kunne forråde mig så ligegyldigt, med samme mængde omsorg man giver en kloakrotte der har fundet vej til overfladen, hvad ville andre, uden nogen form for tilknytning, så ikke kunne gøre? Verden er et ondt sted. Det har du sagt, og jeg troede på dig. Måske passer det. Jeg ved det ikke længere, det er svært at skelne godt og ondt. Rigtigt og forkert. Så hvad skal jeg gøre?

 

Because of you, I am afraid.

Ifølge dig, er det jeg skal gøre, at leve mit liv i frygt. Og det var da også planen. Men så strejfede tanken mig... Måske tog du fejl, da du fortalte mig alle de frygtelige ting, om den verden vi lever i. Måske, og kun måske, eksisterer muligheden for et liv, der faktisk er værd at være her for, stadig. Men det er stadig kun en spinkelt håb for mig.

 

I lose my way, and it's too long before you point it out.

Det er ingen hemmelighed, at efter ulykken, var du ikke den eneste der mistede retningssansen i livet. Måske mistede du den endda langt mindre end jeg gjorde, jeg skjulte det bare så meget bedre, eftersom jeg var vant til at holde mig for mig selv, uden at vise hvem jeg var, og hvordan jeg havde det. Dengang havde jeg alligevel venner, men de forsvandt hurtigt da mit hjerte lukkede sig. Nok ikke så underligt, for hvem ville ikke vende ryggen til nogen, der tilsyneladende var komplet ligeglade, om man så sprang ud fra en bro. Jeg ville selv. Og det gjorde jeg. Jeg vendte ryggen til dig.

 

I can not cry, because I know that's weakness in your eyes.

Men da alle mine venner forsvandt ud af mit liv havde jeg ingen at gå til. Specielt ikke dig. For hvis jeg græd, ville du bare stemple mig som svag, se mig endnu mere som en belastning end du i forvejen gjorde. Svaghed er besværligt, ubrugeligt og forkert. Du så aldrig at du også var svag. Du blev ved med at bilde dig selv ind at du var stærk, at du gjorde det rigtige. Men når man fryser sin egen søster ude af sit liv, fordi man selv ikke ved hvad man skal stille op med det, er man ikke stærk. Man er svag.

 

I'm forced to fake, a smile, a laugh everyday of my life.

Så derfor, måtte jeg hver dag gå med et falskt smil, og vise dig hvor okay jeg var. Og du troede på mig. Som den eneste i hele denne store verden, troede du på mig, på trods af at du kendte mig bedst. Så hvorfor gjorde du det? Fordi du ønskede at tro det? Fordi du ikke så andet end dig selv? Muligvis. Det finder jeg nok aldrig ud af, og måske ønsker jeg heller ikke at opklare det. Måske er det en af de hemmeligheder, der helst forbliver et mysterium. Eller måske er jeg godt i gang med at lyve for mig selv lige nu. Hvem ved?

 

My heart can't possibly break, when it wasn't even whole, to start with.

Den eneste ting, der muligvis kan kategoriseres som godt i det her, er visheden om at mit hjerte aldrig mere kan knuses. Det er knust. Revet itu af dig, og din ligegyldighed overfor mig. Så hvis jeg nogensinde kommer ud for noget, der ellers ville have knækket mig, har jeg mit splintrede hjerte som skjold. Sandsynligvis praktisk, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke at jeg måske var for ung til smerten, og den efterfølgende følelsesløshed, og ligegyldighed overfor livet, og verden omkring mig. Eller måske har der reddet mig fra mange knuste hjerter. Så mange spørgsmål. Måske så mange ting.

 

I watched you die, I heard you cry, every night in your sleep.

Den måde du knækkede på. Måden du døde indeni, uden at skjule det, det mindste, har sandsynligvis sat flere spor på mig end på dig. Det er mig der nu ikke kan leve et ordentligt liv, uden at frygte for fortiden, langt mere end for fremtiden. Ingen fornuft er der i det, på trods af at fornuften har haft så meget at sige i mit liv efter ulykken. Dette er forvirrende, følelsesdrevet mere end rationelt, og derfor helt forkert. Men det passer. Hvert eneste ord passer.

 

I was so young, you should have known better, than to lean on me.

Jeg var hvad? Tretten år da det skete? Det var få dage efter din attenårs fødselsdag, så du havde en fremtid efter, selvom det efterlod dybe sår. De sår det efterlod hos mig, forhindrede mig i at være i stand til at koncentrere mig i skolen, og lære noget. En uddannelse vil tage år for mig at indhente, nu hvor jeg endelig er ved at indse at jeg må tænke selv. At jeg skal tænke selv. For hvis jeg tænker ligesom dig, ender det med at slå mig ihjel.

 

You never thought of anyone else, you just saw your pain.

Du var ligeglad. Hvorfor var du så ligeglad? Hvorfor mistede jeg enhver betydning for dig, i samme øjeblik bilen kørte galt? Hvorfor var det min skyld, når jeg ikke engang var i nærheden? Hvorfor bebrejder du mig? Fordi du ikke kan bære at bebrejde dig selv, er jeg sikker på. Og det forstår jeg fuldt ud, men at lade skylden falde over på mig, gjorde ingen af os godt. Du gjorde det bare alligevel. For hvis jeg havde været der, den stille trettenårige pige, havde jeg måske kunnet forhindre ulykken. Eller måske var jeg død sammen med dem, og du havde været helt alene. Fordelene ved det er tydelige, for du ville have sluppet for ansvaret ved at skulle tage dig af mig. På den anden side så det aldrig ud til at gå op for dig at jeg var dit ansvar. Jeg var vel mit eget?

 

And now I cry in the middle of the night, for the same damn thing.

Men bare fordi du ikke måtte se mig græde, betyder det ikke at jeg aldrig har grædt over det. Jeg holdt tårerne tilbage i årevis, sandt nok, men her på det sidste, om natten, lige omkring klokken to, er jeg begyndt at lade sorgen og skuffelsen få frit løb gennem tårerne. Det føles godt, men ikke så godt, som hvis der aldrig havde været noget at græde over. Hvordan mon vores liv så ville have set ud? Jeg kan ikke engang forestille mig det, så fjern er glæden. Ikke bare uden for rækkevidde, men også bag horisonten, hvor øjet ikke længere rækker.

 

Because of you, I try my hardest, just to forget everything.

Jeg ønsker kun at glemme efterhånden. Håbet om et lykkeligt liv er væk, men måske, måske hvis jeg glemmer, så kan jeg leve et liv, uden al den smerte som jeg ellers aldrig vil undslippe. Måske er det rent faktisk muligt at løbe fra fortiden, hvis man bare løber hurtigt og målrettet nok. Så det ender jeg nok med at gøre. Væk fra dig, væk fra dette hus, væk fra denne by, måske endda væk fra dette land, bare væk! Og måske lykkes det en dag.

 

Because of you, I don't know how to let, anyone else in.

Så nu, hvor jeg har fundet dig i garagen, med en lykke om halsen, hængende en halv meter over gulvet, er det rigtige tidspunkt måske kommet. Nu hvor jeg intet har at føle mig forpligtet overfor, skal jeg måske bare forsvinde. Forsøge at glemme, forsøge at komme videre, smide bagagen, og løbe, langt væk fra den tsunami af smerte, der skyller ind over mig fra tid til anden. I stedet for at sluge mig, kan den sluge de tasker jeg har smidt, og jeg kan fortsætte mit hovedløse løb, væk fra det, der så ivrigt forsøger at slå mig ihjel. Det håber jeg.

 

Because of you, I'm ashamed of my life, because it's empty.

Det er din skyld at jeg skammer mig over det tomme liv jeg har, for hvis du ikke så mange gange havde overbevist mig om at tomheden var det eneste der fandtes som alternativ til smerten, havde jeg ikke haft det. Nu er jeg nødt til at tænke selv, for du er her ikke længere til at gøre det for mig. Og måske er det ikke så dårligt endda.

 

Because of you.

På grund af dig, vil jeg nu tage ud i verden og leve, for første gang i 4 år, og intet kan holde mig tilbage længere. Ikke ulykken, ikke fortiden, ikke dig eller min tilknytning til stedet her. For den tilknytning er præget af smerte, en smerte som måske ikke er så uundgåelig. I hvert fald er jeg begyndt at overveje muligheden for at leve igen. Så det vil jeg gøre. Ønsk mig held og lykke.

Because of you.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...