Jeg burde skrive noget her...

Vi har alle noget at skjule, har vi ikke? Også en forfatter, som hver dag leger med ord, personer og dramatiske handlinger. Her for i et forvrænget, forrykt billede af en forfatter, som skjuler på en hemmelighed.

3Likes
2Kommentarer
700Visninger
AA

1. Jeg burde skrive noget her...

Der ligger et rent, blankt papirstykke på det nu så nydelige skrivebord. Endelig var alle nipsdekorationerne ryddet af vejen, og det kunne gå for at være et ordentligt kontor. Nu var der styr på tingende, og det var jo – som de kloge sagde – første skridt mod at have styr på sit liv. Og hvad pyntede idylbilledet var den karakteristiske damp fra kaffekoppen der blot stod centimeter væk fra musen. En forkert bevægelse, og alt ville være et rod igen. Han levede sit liv på kanten, gjorde han! Eller noget…

For tredje gang lagde han ulykkeligt sin blyant fra sig, atter besejret af sin frygt. For skriften ville aldrig blive god nok. Ingen ville forundres, beundres, af de få og mange ord han kunne sætte på dette papir. En fiasko i livet, men det var der ingen der vidste. Han havde det ikke på skrift, for han kunne aldrig tage sig sammen til at skrive det ned. En frustreret mand tog sig til hovedet i dette øjeblik. Klemte i et splitsekund hårdt. Forestillede sig døden snige sig ind på ham. Det nyttede ikke noget at dø. Det var ikke dramatisk nok, for en mand som han. Eventyr havde han nok af i sit hoved. Han var smækfyldt med værdier. En person som alle burde kende og elske! Men han turde ikke skrive det ned, så der var aldrig nogen der så det.

Han boede i et værelse uden dør. Engang havde den været der, men nu var der blot et hjørne af hans rum, som han havde fobi overfor. Det hjørne var uhelligt, urørligt, forkert! Der var intet at hente gennem den dør, ud over virkeligheden. Og den var ikke sjov at skrive om. Så ville han hellere sidde her og kradse huden af både hænder og fødder. Her var han i sikkerhed. I et fjernt minde kunne han stadig huske hvad der ventede på ham gennem den dør, der nu var en del af det uhellige hjørne – som vi ikke må benævne for ham. For et par dage, uger, eller måske en måned siden, havde han haft en ven. Den lå nok stadig ude bag dørens forsvarsværker.

Papiret var kastet i skraldekurven, der var overfyldt af snehvid tomhed. Hvorfor kunne han ikke bare skrive? Engang havde det været så let. Side efter side, bog for bog. Han var kommet så langt, havde klaret sig så godt. Men alt kom til ende, og han mistede.. ja, hvad mistede han egentlig? Folk sagde at han intet nåede fordi han ikke samlede inspiration. Idioter, kaldte han dem, tåber, fjolser. Inspiration var for nybegyndere, eller håbefulde forfattere, som aldrig ville nå hvor han var kommet til. Nej, problemet var jo at han ikke havde penge. For var der en ting verden havde lært ham, så var det at penge gav glæde. Og glæde kunne man skrive om. Det solgte godt.

Nu så han ud af vinduet, der pegede mod himlen, hvor det grå vejr stadig hang ved. Han gav sig til at synge, en form for vuggevise for skyerne. Måske ville de skrive for ham, så papiret ikke skulle være så sindssygt, så vidt. Så ville kun han være tilbage. Og det ville være tid til at brænde minderne. Lige som alt det andet. Bag den dør, i hjørnet, som ikke måtte nævnes, fordi den ikke fandtes. Bag den ventede virkeligheden. En dreng var draget til lykken, og tilbage sad ensomheden, låst inde. Men de grå skyer var da stadig venlige. Rolige. De ventede – lige som han selv – på dagen hvor døren ville blive sparket ind. Så kunne han ikke gemme sig mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...