Straffen

Pi har lige set hendes søsters straf, man følger hende på vej hjem, om hvordan hun skal fortælle at hendes søster ikke er her mere, til sin meget sygedoms ramte mor.

0Likes
0Kommentarer
444Visninger

1. Straffen

”Nej!” Råbte jeg, ”I må ikke!”, og i det samme jeg råbte det, skar de halsen over på hende, det var gyseligt at se på, de store, sort beklædte mænd der bare huggede hovedet af.  i et slag, blodet der sprøjtede mindst 20 meter væk, de havde jo ingen følelser. Det var mærkeligt jeg græd ikke, jeg var bare iskold inden i.

”Kom med mig Pi” sagde en af de store sort beklædte mænd, med hans mørke dybe stemme. Vi gik gennem skoven, man kunne ikke en gang se en lille sol stråle gennem træerne, så mørkt var det, klamt og kold, mørkebrune træer hvor halvdelen af barken var skaldet af, og den iskolde mos bund, med ikke en blomst at se. Da vi kom ud på en kæmpe mark, stod lyset i øjnene på mig, efter vi havde været inde i den skumle, mørke, skov. Det var dejligt at se lyset igen, de gyldne strå og solen der stod midt på himlen, fuglene der sang og ellers var der helt vindstille, det var lige den omvendte verden jeg kom fra. ”Du kan bare blive her, jeg går nu!” Råbte han til mig, så jeg blev nærmest væltet omkuld, med hans store, dybe stemme.

Hvordan kunne de finde på det? Man skulle i hvert fald ikke have meget sjæl, for at gøre sådan noget mod andre. Hun stjal kun et enkelt brød, og det var hendes straf, de stjal hendes liv, jeg forstod det altså ikke. Da jeg gik over den gyldne mark, kom jeg i tanke om hvordan jeg skulle trøste min mor, hun vidste jo godt at Freja ville blive halshugget i dag, men hun var ikke stærk nok til at komme med, på grund af hendes sygdom, først hendes ene søn og nu hendes datter.

  Da jeg havde gået i to timer, kom jeg endelig til en sti, på den ene side af den grå sten sti, var der mark og på den anden side var der skov. Man kunne se hestevogne og høre en masse folk snakke ca. en kilometer for enden af stien. Det var torvet, og så, var der ikke specielt langt væk til den lille hytte. Jeg tænkte på at mor sikkert lå på hendes lille spinkle blå bænk, og græd, hvor lille Ask så spurgte om hvad der var galt, hvor mor hun ikke kunne svare, så hun sagde sikkert bare at det ikke var noget galt. Det var egentlig forfærdeligt, men en ganske smuk dag med en flot skyfri blå himmel, jeg tænkte ikke rigtig over hvad der var sket og hvad de lige havde gjort, men nu var der ikke rigtig noget at gøre, det var for sent. Jeg begyndte at løbe, nu ville jeg altså hjem, til den lille brune træ hytte, forhaven og det lille blomsterbed.

Da jeg kom hen til torvet vrimlede det med mennesker overalt. En dame med langt brunt krøllet hår, og et lille barn på ryggen kiggede mærkeligt på mig som om at jeg ikke havde noget tøj på. Pludselig kom en hestevogn styrtende mod damen med barnet, ”arh” råbte damen. Men heldig hvis nåede hun at rygge sig.

Da jeg var nået et stykke hen over torvet, kunne jeg se vores lille hytte i horisonten. Det eneste jeg tænkte på nu var at komme hjem til mor og være sammen med Ask. Nu var jeg foran den lille hytte, med det lille slidte hvide hegn og den mos grønne dør. Jeg tog i dørhåndtaget, døren knirkede skingert. Da jeg trådte et skridt hen over dørtrinet, så jeg mor ligge på gulvet. ”Ask” råbte jeg, men der var ikke nogen Ask. Jeg gik hen til mor, og ruskede i hende ”mor, mor!” råbte jeg, men hun var helt væk…..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...