Nattens Børn


2Likes
3Kommentarer
755Visninger

1. Nathan

Frankrig, 1855. Vi er i en lille by. Vi ser en gade. Himlen er mørk. Det regner kraftigt og luften er tyk af tåge. Man kan højst se 10 meter frem for sig. Gaden er belagt med brosten. På højre side af gaden er der en stor, sort bygning med mørke vinduer. Der er tremmer for alle vinduerne. På venstre side af gaden er der en masse rækkehuse. En trappe fører op til døren til hvert hus. Ved siden af hver trappe står en gammeldags lygtepæl. Sådan nogle med ruder og med stearinlys indeni. Husene ligger tæt op af hinanden. Der er ingen forhaver. Kun trappen er ejerens eneste ejendel foran huset. Her er næsten stille. Den eneste lyd som bryder stilheden er regnens plasken. Hvis der er andre lyde, kan vi ikke høre dem. Pludselig dukker en ny lyd op, som er helt tydelig for os. En klaprende, rytmisk lyd. Lyden af hestehove mod brostenene. Lyden bliver højere oh højere og pludselig kommer en skikkelse til syne i tågen. En hest med rytter. Først er de bare en mørk silhuet i mørket. Men som de kommer nærmere, bliver de mere og mere tydelige i lyset fra gadelygterne. Det er en mand. Han er meget bredskuldret. Han har en sort kutte på og hætten hænger ned over hans ansigt og dækker det hele, undtagen hans mund og hans hage. Munden er spændt i en smal, anspændt streg. Under underlæben er en lille trekant af sort skæg. Hans hest minder om ham; Sort, bredskuldret og anspændt. Den har redet langt, det er tydeligt på fråden der løber fra dens mund. Det er en stor sort vallak. Manden stopper den uden for et af rækkehusene. Her stiger han af. Hans støvler giver højt genlyd hver gang de møder brostenenes kolde overflade. Så slipper han hesten og lader den stå for sig selv, og han selv går langsomt op af trappen til det udvalgte hus. Han løfter sin behandskede hånd og banker hårdt og bestemt på døren. Lyset i vinduerne tændes med ét og lidt efter går døren op. En lille, men kraftig kvinde stå i døren. Først er hendes blik nysgerrigt. Så trækker manden hætten af, og straks stivner kvindens ansigt. ”Ethan”, udbryder hun overrasket med en snert af had. Manden, Ethans smil vokser. Hans ansigt ser hærget ud. Hans øjne er store og mørke. Hans hår er sort som hans kutte og hænger sløvt ned i ansigtet på ham og dækker det meste af højre øje. Et langt lyserødt ar løber tværs over hans kind. ”Lena. Længe siden. Hvor er dine børn? Sover de?”. Hans stemme er mørk og hånlig. Han vipper lidt til siden og kigger om bag ved kvinden hvor en dreng står, fem meter tilbage. Han er omkring 14 år gammel, efter hans udséene at dømme. Han stirrer nysgerrigt igen. ”Ikke helt”, mumler Ethan. Kvinden, Lena stirrer vredt og hadefuldt på ham. ”Hvor vover du..”, Ethan afbryder; ”Nok om dine børn”. Han vifter afværgende med hånden. ”Der bud efter dig fra Marseille”. Lena sukker. ”er det vigigt?”. ”Dødsens vigtigt”, svarer Ethan igen med et hånligt smil. Lena sukker igen. Så ser hun bestemt op på ham. ”Giv mig fem minutter”. Ethan nikker kort og går ud til sin hest for at vente. Lena tager en kappe på og vender sig om mod drengen som stadig står bag hende. Hun træder frem mod ham og hvisker ham noget i øret. Så kysser hun ham på kinden og giver ham et knus som straks er gengældt. Så går hun ud og lukker døren efter sig. Hun stiger op på hesten bag Ethan, uden et ord. Ethan sparker hesten hårdt i siden og vi følger dem da de langsomt rider væk, indtil de opsluges af tågen og den eneste lyd atter er rengens plasken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...