Kære far..

Sofie elsker hendes far over alt på hele jorden. En dag har han en nyhed til hende, den er bare ikke god! han skal være soldat i Irak krigen. Sofie og hendes far aftaler at sende breve til hinanden, den tid han skal være væk.

7Likes
16Kommentarer
1910Visninger
AA

5. Kapitel 4. Mads

Den fremmede person var ikke længere fremmed. Det var Mads. Mads gik i min klasse og var ikke en af dem man lagde specielt mærke til. Han var mest den stille type, og gik i ét med tapetet. Han havde lyst hår og blå øjne. Nu hvor jeg tænker over det var han egentlig ikke grim den gang. Han var en utrolig køn dreng.

Jeg vendte hovedet væk, han skulle ikke se jeg græd. Ingen skulle vide hvad der var i vejen. Det var min facade og ingen skulle trænge igennem den. Han stod der bare. Han kiggede på mig, og det var som om verden var gået i stå. Ikke som man hører i kærligheds historier, hvor de bliver forelskede og verden går i stå. Men bare et øjeblik fyldt med følelser. Bekymringer, medlidenhed og ikke mindst sorg. Jeg håbede bare han ville gå sin vej og aldrig komme tilbage. Men nej han gik over til det bord jeg sad ved, og prøvede at stoppe mine tårer. Da han kom hen til mit bord, tøvede han kort. Da han endelig havde taget sig sammen, spurgte han mig ”hvad sker der?” jeg kiggede ned, vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Skulle jeg lyve? Eller ville det bare gøre det endnu være. Jeg kiggede langt om længe op, og mødte et par oprigtige bekymrede øjne. ”ikke her” nærmest hviskede jeg, og bed mig i læben.

Senere var vi på vej ned til den lokale sø. Vi havde i mellemtiden været nede og få en smoothie. Vi gik med hver sin smoothie. Vi sagde intet, vi gik bare. Da vi kunne se søen sagde Mads endelig noget. Han spurgte mig forsigtigt hvad der var galt. Vi satte os på en sten, og jeg fortalte ham alt! Virkelig alt. Imens jeg snakkede kiggede jeg udover søen. Da jeg langt om længe var færdig med at fortælle, løsrev jeg mit blik fra søen og kiggede over på Mads. Synet overraskede mig. En tåre løb ned over hans kind. Langsomt dannede dråben sig i hans øje. Der efter vippede den ud over kanten af hans øje, og løb i en lang bane ned over hans kind. Til sidst slap den hans ansigt. Den landede på hans trøje, hvor den efterlod en lille fugtig plet.

Jeg var målløs jeg sad der bare. Forstod ingenting. Hvorfor græd han? Jeg sagde ingenting, men lagde bare mit hoved på hans skulder. Og det sad vi så. Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, Men det var blevet mørkt. Endelig rejste han sig og begyndte at gå. Jeg fulgte ham lige i hælene. Hvad var det lige der skete der? Han satte i løb og jeg råbte efter ham. Jeg spurgte hvad der var galt. Men han efterlod mig. Jeg forstod ingenting. Da jeg havde stået der lidt gik jeg hjem. Det eneste rigtige der faldt mig ind at gøre lige nu, var at skrive et brev til far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...