Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20807Visninger
AA

9. 8.

"Vi skal nok klare os igennem det her sammen, sagde Jason og lagde sin arm omkring mig. Jeg nikkede med et lille smil og lagde mit hoved på hans skulder. Her er smukt, synes du ikke? Jeg elsker at være her.

"Jo, her er utrolig smukt," gav jeg ham ret. Udsigten var utrolig, og det der overraskede mig mest, var faktisk, at han bare havde taget mig med herud. Det var første gang siden kidnapningen, at jeg var ude. Det var så underligt at mærke solen i mit ansigt og på mine ben og arme igen.

"McCann, du er anholdt for kidnapning og voldtægt af Allison Olivia Jones! Gå væk fra hende, eller jeg skyder!" Jason kiggede kort på mig, før han gik et par skridt væk fra mig. Jeg blev revet væk fra Jason af en stærk mand og lige så gjorde Jason.

"Nej! Slip mig! Jason!" råbte jeg og rakte ud efter ham. Han prøvede at gøre det samme med mig, men manden holdt godt fast i ham. Tårerne sad allerede i min øjenkrog, og jeg gik i panik. Hvad skulle der ske nu? Hvor tog de Jason hen? Ville jeg komme til at se ham igen? Jeg ville se ham igen!

Jeg vågnede op og trak vejret som en sindssyg. Det var bare en drøm. En underlig drøm. Hvorfor drømte jeg om det her? Det hele virkede dog så ægte, men dog... underligt.

"Hvad sker der?" spurgte Jason og kom ind på mit værelse. Jeg trak vejret virkelig hurtigt, men prøvede alligevel at trække vejret almindeligt. Han satte sig ved siden af mig, og jeg ønskede virkelig, at han lagde sine arme omkring mig, som Michael plejede, når jeg havde mareridt eller nærmere onde drømme. Jason gjorde det dog ikke. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, og nogle små sommerfugle fløj rundt i min mave, da jeg tænkte på drømmen. Hvad fanden skete der?! "Mareridt?" Jeg tøvede lidt, men nikkede. Det var ikke ligefrem et mareridt. Det var bare... underligt og usædvanligt.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg, da jeg var ved falde til ro.

"Den er seks," sagde han, Jeg kiggede overrasket på ham. Om morgenen?! Hvorfor var han oppe nu?!

"Jamen... Hvorfor er du oppe nu?" spurgte jeg og kiggede undrende på ham. Han kiggede lidt væk, før han svarede.

"Jeg hørte, dig skrige..." Åh nej... Hvad havde jeg dog skreget. Jeg vidste, at jeg talte i søvne. Det havde Michael tit fortalt mig, og det gjorde mig pinlig berørt hver gang. "Jeg hørte dig skrige mit navn." Et lumsk smil kom frem på hans læber, men han kiggede ikke på mig. Jeg kunne mærke, mine kinder blev varme. Hvor pinligt! Han grinte højlydt, da han så, at jeg rødmede. Jeg blev sur på ham. "Bare rolig. Vi siger det ikke til nogen," hviskede han frækt i mit øre. Jeg gøs af væmmelse. Der her var... akavet. Jeg rejste mig fra sengen, da det blev lidt for meget. Jeg var overraskede nok udhvilet, men Jason lignede derimod... lort. Han så træt ud og havde poser under øjnene.

"Bare lig dig til at sove igen," sagde jeg og kiggede mig i spejlet. Jeg havde en grå lang nattrøje på og nogle sorte shorts, og for en gang skyld var det mig, som havde klædt mig af og ikke Jason. Jeg havde med vilje klædt mig af, før jeg gik i seng, da jeg ikke ville risikere, at han så mig i undertøj igen. Hvad ville Michael heller ikke sige? Jason lagde sig ned i min seng og trak den samme dyne, som jeg havde sovet med over sig. Nu kunne jeg måske... udforske huset lidt. Men først når han var faldet i søvn. Jeg ville ikke have, at han skulle tro, at jeg snusede rundt i hovedet.

Fem minutter efter lød hans snorken, og jeg så mit træk til at komme ud af døren. Han sov forhåbentlig en time eller mere, så jeg kunne nå at udforske hele huset. Jeg satte mit hår op i en sjusket knold og trak forsigtigt ned i håndtaget til døren. Da Jason stadig snorkede gik jeg ud af værelset og lukkede meget forsigtigt døren i. Han måtte ikke opdage mig! Jeg listede ud af døren og kiggede til begge sider. På min venstre side lå køkkenet og på min højre side, vidste jeg bare, at der var en lang gang, og at der for enden af den lå et badeværelse, som jeg så børstede tænder på om aftenen. Jason havde strengt forbudt mig i at gå ind i rummene, som man kom forbi før man gik ind på badeværelset. Det ene af dem var hans værelse, men det andet var jeg ikke sikker på.

Jeg kiggede mig hurtigt omkring, selvom det var totalt unødvendigt. Her var jo ingen udover Jason og jeg, og Jason sov jo alligevel. Jeg listede mig forsigtigt ind i første rum på venstre hånd. Her så temmelig... rodet ud. Der lå tøj på gulvet lidt over alt, og alt i alt så lignede det et typisk drengeværelse. Hvorfor var det overhovedet hemmeligt? Her var intet hemmeligt herinde? Jeg gik ud igen, da der var intet specielt herinde og gik ind på værelset, som før lå på min højre hånd, men nu lå lige overfor. Jeg trak forsigtigt ned i håndtaget og kiggede ind. Hvad var det hemmelige så lige ved det her?! Det var jo slet ikke specielt?! Der var en, som rømmede sig bag mig. Jeg skreg af ren og skær forskrækkelse og faldt ned på gulvet, imens døren var halvt åben. Jason stod og kiggede strengt på mig. Sov han ikke?... Han hev mig op og stå og så en smule vred ud.

"Det var Alex' værelse," mumlede han og følte nok, at han skyldte mig en forklaring på værelset. Jeg kiggede overrasket på ham.

"Det er jeg ked af Jason. Jeg blev bare så nysgerrig, og... Ja. Jeg kunne bare ikke holde mig væk," sagde jeg og følte mig helt flov. Ikke nok med at jeg havde skreget hans navn i søvne, så havde han også opdaget mig i at gå rundt og snuse rundt. Han svarede ikke på det, jeg sagde, men så først virkelig sur ud der. Han satte sig i sofaen og surmulede ud i luften. Jeg hadede, at han ikke gad at snakke til mig lige nu. Jeg havde det så dårligt med mig selv. "Undskyld Jason."

"Det er lige meget, okay?" vrissede han. "Bare gå." Jeg kiggede overrasket på ham. Jeg hadede, at han var så kold overfor mig.

"Jason?" spurgte jeg forsigtigt. Jeg brød mig ikke om at være her. Det var som at blive uvenner med sin veninde over en barbie dukke, men også selv ville have, da man var lille. Man ville bare hjem, og derefter føle sig åndssvag. Han sukkede, men rettede dog sin opmærksomhed på mig. "Hvornår kan jeg komme hjem?" hviskede jeg så lavt, at jeg egentlig håbede, at han ikke hørte det, men så heldig var jeg selvfølgelig ikke.

"Jeg ved det ikke, okay?! Og du har kun været her i to dage. Slap af. Du savner ikke engang nogle! Du elsker slet ikke Michael, og du kan jo ikke bare lige sådan se din familie." Jeg kiggede ondt på ham. Det sagde han bare ikke lige.

"Luk røven! Du ved intet om mit liv, okay?! Hold dig væk fra mig!" råbte jeg og gik ind på mit værelse og lukkede hårdt døren i...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...