Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20828Visninger
AA

8. 7.

Hvad mente Jason med det i går? Jeg var faldet i søvn, inden jeg nåede at spørge ham. Jeg var åbenbart mere træt, end jeg troede i går. Klokken var allerede et om eftermiddagen, så jeg havde sovet længe. Jeg rejste mig op og opdagede endnu engang mig selv i nattøj, og jeg havde ikke selv skiftet til det... Jeg sukkede irriteret. Jason... Det perverse dyr har gjort det en gang til! Jeg gik hen til det lille klædeskab og tog det samme par jeans på som i går og en løs cremehvid trøje.

"Jeg kan se, at du er stået op," sagde Jasons stemme en smule koldt. Jeg svarede ham ikke, men nikkede bare. Jeg var nok stadig irriteret over, at han endnu engang bare havde klædt mig af i går. Forstod han ikke, at han ikke skulle se mig i undertøj?

"Hør, du skal ikke klæde mig af bare fordi, jeg ser ud til at have det skidt mit tøj. Jeg sover tit med tøj på, fordi jeg falder i søvn, men du skal altså ikke bare klæde mig af," vrissede jeg af ham og gjorde alt for ikke at kigge på ham. Jeg så i det lille spejl på væggen, at han satte sig på sengen, rullede med øjnene og betragtede mig. Jeg redte mig hår igennem med fingrene og kiggede mig selv i spejlet. Jeg følte mig ulækker. Jeg havde ikke været i bad i to dage, og mit hår lignede... lort. Det var fedtet, uglet og i det hele taget ulækkert. "Hvad mente du med det, du sagde i går?" spurgte jeg og vendte mig imod ham.

"Jeg sagde mange ting i går, så hvad mener du helt præcist?" spurgte han udfordrende. Jeg kunne slå ham. Han vidste udmærket godt, hvad jeg mente. Han vidste præcis, hvilket spørgsmål jeg mente, men han ville tydeligvis ikke snakke om det.

"Lad være med at spille dum og fortæl mig sandheden. Hvad mente du med, at du tænker tanker om mig, som du ikke burde?" spurgte jeg ligeud og kiggede surt på ham. Han var jo fuldstændig fucked up. "Det behøver du slet ikke bekymre dig om."

"Jo, jeg gør, for jeg forstår dig ikke. Hvad mener du med det? At du tænker frække tanker om mig, eller hvad?" spurgte jeg og kiggede dumt på ham. Han kiggede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog.

"Mmmh ja, i dine drømme. Og desuden så er det røv lige gyldigt. Det er mine private tanker, og du behøver ikke stikke din næse så langt ned i mine ting," sagde han surt. Jeg gloede måbende på ham. Skulle jeg ikke stikke min næse så langt ned i hans ting!? Det var ham, som der stak næsen i alle mine ting!

"Min krop er også privat, men du går jo og klæder mig af alligevel! Du er fuldstændig ligeglad med privatliv! Du er ligeglad med, at jeg ikke vil have, at du gør det! Du ville gøre det alligevel, om jeg så gav dig den sygeste lussing for hver gang! Du er så fandens liderlig hele tiden!" sagde jeg og var meget tæt på at råbe af ham. Han kiggede overrasket på mig, som om han ikke havde forventet, at jeg skreg sådan af ham. Det havde jeg ærlig talt heller ikke selv. Men alligevel kom der et mikroskopisk smil frem på hans læber.

"Jeg havde aldrig troet, at du kunne råbe," sagde han nærmest helt imponeret. Hvis det ikke var fordi, jeg prøvede at beherske mig, havde jeg givet ham en lussing. Igen… Han var så irriterende, men alligevel.... attraktiv. Det tænkte jeg bare ikke lige! Det gør mig fuldstændig skør at være lukket inde her i den her skod lejlighed!

"Ved du hvad? Bare... skrid af helvedes til. Gå!" råbte jeg og var tæt på at tude. Tude af vrede.  Han gjorde mig så vred! Normalt plejede jeg heller ikke at være så vred, men han gjorde bare et eller andet ved mig, som hev mig op i det røde felt hver gang. Han rejste sig fra sengen med et lille tilfreds smil. Pikhoved. Han gik hen imod døren, og lige da han skulle til at gå ud, vendte han sig om.

"Der er et bad på badeværelset, hvor din børste og parfume ligger.De lå i din toilettaske. Og ellers kan du bare føle dig hjemme. Der er mad i køleskabet, som du bare kan tage," sagde han og så vendte han sig om og gik ud af døren. Kunne han læse tanker eller hvad!? Jeg havde lige stået og tænkt på et bad jo?

 

Det her stank. Jeg havde intet at lave. Min mobil var ved at løbe tør for strøm, og jeg var ved at dø af pinlighed. Jason havde både fundet mine bh'er og mine bind til, når jeg havde... menstruation. Det her var så pinligt, og jeg var bange for at rødme som en sindssyg, hvis jeg gik ud og så ham i øjnene. Men jeg forstod bare ikke, hvorfor jeg ikke bare var ligeglad. Det var vel naturligt, og Jason var nok også i det hele taget ligeglad. Mit hår irriterede mig også lige nu. Fordi det var vådt hang det bare slattent ned af ryggen på mig og gjorde min trøje våd.

"Der er mad, Allie!" råbte Jason meget højt, men jeg rejste mig ikke. Jeg ville ikke. Og jeg var alligevel ikke sulten, så det kunne jo være lige meget. "Er du døv eller sådan noget?" Han stod i døren, og hans stemme lød alt for allerede en anelse vred i forhold til, hvad den plejede. Jeg rystede på hovedet og begravede det derefter i mine hænder. Jeg havde lyst til at græde uden nogen grund. Jeg savnede Michael… bare sådan en smule. Jeg savnede at se hans velkendte ansigt og hans muskuløse krop. Jeg kunne ikke længere mærke sengen under mig.

"Hvad laver du?" spurgte jeg forvirret, da jeg opdagede, at Jason havde taget mig op og var begyndt at gå ud til køkkenet. Han bærede mig, som om jeg ikke vejede noget som helst, som jeg dog selv synes, at jeg gjorde, selvom jeg altid fik fortalt det modsatte.

"Du skal have noget at spise. Det nytter ikke, at du bare ikke vil have noget," sagde han og lød nærmest... bekymret for mig? Hvad var der i vejen med ham lige pludselig? Havde han fået for meget at drikke? Hvorfor er han pludselig… sødere overfor mig?! Han satte mig på en stol ved spisebordet, og jeg kiggede bare efter ham.

"Jamen, jeg er ikke sulten." Jeg lød som et pattebarn. Jason kom ind med et fad og satte det på bordet foran næsen på mig. Lasagne? Jeg havde godt nok aldrig troet, at Jason kunne finde ud af at lave mad. Maden i går smagte også overraskende godt, men... i går var der bare noget, der sagde mig, at han ikke havde lavet det selv, men han måtte jo bare være god til at lave mad. Han lagde noget mad op på min tallerken, og jeg kiggede bare på det.

"Allie, du skal spise noget. Du er i forvejen så tynd. Man skulle tro, du ikke fik nok mad." Jeg svarede ham ikke. Jeg fik masser af mad! Jeg ville bare ikke spise det... Jeg var ikke ligesom de piger, der var bange for at blive tykke. Jeg var overhovedet ikke bange for at blive tyk. Jeg var bare næsten aldrig sulten. "Det kan godt være, at du plejer at få din vilje omkring mad, men her skal du altså spise et eller andet!" sagde han og lød alt for bestemt. Jeg sukkede, men begyndte dog at føre maden langsomt ind i min mund. Stædige, dumme Jason...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...