Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20826Visninger
AA

6. 5.

"Hvor længe har du så tænkt mig at holde mig fanget her?" spurgte jeg og kiggede på ham med opløftede øjenbryn, imens mine arme var krydsede. Han trak lidt på skuldrene.

"Det kommer jo an på, hvornår Michael vil komme med pengene," sagde han og smilede lumskt. Jeg sukkede. Hvorfor skal livet altid handle om penge? Hvorfor kan livet ikke bare handle om kærlighed...?

"Du er jo syg," mumlede jeg og håbede, at han ikke hørte det. Jeg kendte slet ikke Jason, og jeg anede ikke, hvad han kunne finde på. Lige der tænkte jeg, at han kunne finde på alt, men hvad vidste jeg. Et smil kom dog frem på hans læber, og jeg vidste, at han havde hørt det. "Gå ud med dig.” Han kiggede underligt på mig, og jeg fortrød straks, at jeg havde sagt det på den måde. ”Jeg skal skifte tøj. Det her er klamt," forklarede jeg og rejste mig fra sofaen. Først der opdagede jeg, at jeg havde nattøj på. Hvordan havde jeg...? Jeg kiggede overrasket på Jason. Han havde klædt mig af?!

"Du så ikke særlig komfortabel ud i dit hverdags tøj, så jeg skiftede det til dit nattøj. Og du har forresten en pæn krop," sagde han og et lille perverst smil kom frem på hans læber, imens han gik ud af døren. Jeg kiggede med væmmelse efter ham. Perverse dyr! Jeg så ned af min tynde krop. At han havde set mig i undertøj. Årh! Jeg kunne slå på et eller andet! Jeg fandt lige gyldigt et par cowboybukser og en sort stram top. Her var jeg glad for, at jeg altid havde en elastik omkring mit håndled. Jeg satte mit hår op i en hestehale og rettede på mit pandehår, som hang slapt ned ad mine kinder. "Hvor lang tager det lige at klæde om?" råbte han igennem døren. Jeg sukkede.

"Har du ikke noget andet at tage dig til?!" råbte jeg og satte mig tvært på sengen. At han bare klædte mig af, uden overhovedet at have fået tilladelse. Hvad bildte han sig egentlig ind?! Han bankede ikke engang på, men gik bare ind. Han løftede øjenbrynene og gav mig elevatorblikket. "Helt ærligt. Så særlig er jeg da heller ikke," mumlede jeg og lagde mig tilbage på sengen.

"Nej egentlig ikke. Du er så nem at læse, så der burde jo egentlig ikke være noget spændende over dig," sagde  han og lød nærmest sur. Jeg satte mig op og betragtede ham. Han havde en ternet skjorte på, som han havde åben. Indenunder havde han en hvid t-shirt med v-hals.

"Har jeg gjort noget forkert?" spurgte jeg forsigtigt og kiggede på ham. Han sukkede, men rystede på hovedet. Han fik først et blik med en smule medlidenhed, men så blev det stenhårdt igen, og jeg kiggede væk.

"Nej," sagde han hårdt. "Jeg er ikke sur på dig. Jeg er sur på mig selv." Han gik med bestemte skridt ud af værelset og smækkede døren efter sig. Jeg hørte ingen kliklyd. Han havde ikke låst den. Hvor meget stolede han lige på mig? Jeg ville ikke gøre ham mere sur lige nu, så jeg valgte at sidde helt stille på sengen. Jeg ville have min mobil! Hvad mon Caroline tænkte lige nu?! Eller Michael for den sags skyld... Han var nok kommet hjem nu og tænkte nok, over hvor jeg var.

Jeg sad kun på sengen i ti minutter, men det var meget, når man ikke lavede noget. Jeg havde nu heller ikke ligefrem så meget at tænke over. Michael var nok bekymret, men som om Jason ville lade mig komme i kontakt med ham. Det ville han sikkert kun lade mig gøre, hvis han skulle true Michael lidt. Jeg rejste mig fra sengen og trak forsigtigt ned i håndtaget. Som jeg regnede med, var den ikke låst. Hvorfor havde han dog ikke låst den? Hvad nu hvis jeg valgte at holde mig vågen om aftenen for at kunne slippe væk? Hvad ville han gøre? Jeg så Jason sidde på sofaen med en computer. En MacBook Pro. Hvordan havde han dog fået råd til den, når han ikke engang kunne betale for, at kunne komme ud af landet? Jeg kunne nu godt regne det ud, da jeg tænkte mig om. Han havde stjålet den...

"Kom nu bare herover og sid," snerrede han, da jeg bare blev ved med at stå og kigge på ham. Han havde ikke engang drejet hovedet? Hvordan vidste han, at jeg var der? Jeg satte mig forsigtigt ved siden af ham. Helst så langt væk som overhovedet muligt. Jeg kendte stadig ikke Jason overhovedet, og jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på. Måske var han sindssyg. Måske var han bare forvirret. Eller... så var han bare usikker på alt og specielt sig selv.

"Jason, må jeg spørge, hvad du har tænkt dig at gøre? Michael vil jo ringe efter politiet?" sagde jeg og kiggede forvirret på ham. Havde de tanker aldrig faldet ham ind? Var han virkelig så dum?

"Jeg har tænkt på det hele. Jeg lagde en seddel på jeres spisebord, da jeg hentede dit tøj. Tor du selv, jeg bare ville tage hjem til jer bare for at hente dit tøj?" spurgte han og grinede et kort hånende grin. Jeg trak lige gyldigt på skuldrene. Man kunne aldrig vide. "Jeg skrev, at du ikke ville se ham lige foreløbigt, og at du har brug for en pause. Når han finder sedlen, vil han straks tænke over håndskriften, og hvad du dog mener med det, og så vil eftersøgningen gå i gang. Jeg vil ringe til ham. Give ham nogle små ledetråde. Og så vil jeg true ham lidt og kræve penge. Hvad han dog ikke vil gøre for at få sin forlovede tilbage, som han vil gøre alt for. Hende som aldrig ville give det samme tilbage."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...