Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20812Visninger
AA

19. 18.

Hvorfor kyssede jeg hende?! Jeg var jo fuldstændig fucked up! Jeg skulle ikke have kysset hende! Hvad tænker jeg dog på? Jeg kan jo ikke en gang lide hende... Eller... nej! Hun ville jo tro på, at jeg havde forandret mig, om jeg kyssede hende eller ej.

”Jason, det går ikke det her. Jeg skal giftes. Når du nu en gang slipper mig fri, vil vi jo glemme alt om hinanden, og vi kommer aldrig til at se hinanden igen. Jeg kommer til at blive gift med Michael, og du tager videre til et andet land, hvor du sikkert kidnapper en ny pige, og så glemmer du alt om mig,” sagde hun og kiggede væk. Glemme hende? Aldrig. Om jeg så virkelig ønskede det, så vil jeg aldrig komme til at glemme hende! Og lige meget hvad hun kommer til at bilde sig selv om mig ind, så kommer hun eller aldrig til at glemme mig. Jeg er jo hendes kidnapper, og det vil hun aldrig glemme.

”Allie, indrøm det nu. Vi kommer aldrig til at glemme hinanden, uanset hvor meget vi prøver.” Jeg kiggede en anelse koldt på hende. At hun prøver at bilde sig selv ind, at hun vil glemme mig. Pft. Ja, som om.

”Man kan vel altid prøve,” sagde hun lavt. Jeg himlede med øjnene af hende.

Allies synsvinkel:

Jeg vidste da godt selv, at jeg aldrig ville komme til at glemme ham. Uanset hvad der sker, så vil der altid være en lille del af mig, som vil tænke og længes efter Jason og hans humørsvingninger. Men den måde han sagde det på… han lød så forbandet sikker, og det skræmte mig en smule. Var Jason ved at…? Nej. Det er umuligt.

”Jason, er du måske… ved at få følelser for mig?” spurgte jeg valgte at spørge ham for at være sikker. Han kiggede på mig som om, at jeg var totalt åndssvag.

”Nej,” sagde han koldt og hårdt, men kiggede dog lidt væk. Det kunne da godt være? Den måde han pludselig opfører sig overfor mig, får mig virkelig til at tænke over det hele. Derfor stiller jeg mig selv det samme spørgsmål: Er jeg mon ved at få følelser for Jason? Det tror jeg da ikke… Jason er bare så… speciel. Mystisk,  men samtidig bare en smule sød. Jeg ved ikke rigtig, hvad det er over ham, som får mig til at falde for ham.

”Er du okay?” spurgte jeg usikkert og lagde min hånd på hans arm. Han viftede den koldt og hårdt væk. Han værdigede mig ikke bare ét lille blik. ”Hvad er der nu i vejen med dig? Har jeg gjort noget galt eller hvad?” Han svarede mig ikke. ”Undskyld,” mumlede jeg og rejste mig op fra gulvet, som vi langsomt begge to havde sat os på. Jeg mærkede hans greb omkring mit håndled, og han havde uden, jeg havde hørt det, rejst sig op.

”Hvorfor græder du?” spurgte han og tørrede mine tårer væk med sine tommelfingre. Jeg havde ikke en gang selv lagt mærke til, at jeg græd. Jeg trak lidt på skuldrene. ”Du skal ikke græde. Jeg kan ikke tage, når folk græder,” sagde han og lød en smule hård til sidst. Jeg bed mig i læben og anstrengte mig for at få tårerne til at stoppe.

”Og jeg kan ikke lide, når folk er sure på mig,” sagde jeg og kiggede væk. Han grinte en kort latter af mig, og jeg kiggede dumt på ham.

”Du er så dum. Jeg er ikke sur på dig? Kan du huske en af de første dage, du var her?” spurgte han og lagde sin hånd på min kind. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg udmærket godt kunne huske det… 

 

"Har jeg gjort noget forkert?" spurgte jeg forsigtigt og kiggede på ham. Han sukkede, men rystede på hovedet. Han fik først et blik med en smule medlidenhed, men så blev det stenhårdt igen, og jeg kiggede væk. 

"Nej," sagde han hårdt. "Jeg er ikke sur på dig. Jeg er sur på mig selv."

 

”Jeg er sur på mig selv. Ikke dig. Du kan godt huske, at jeg ikke ville give dig en forklaring , ikke? Jeg tænkte nogle ret… frække tanker om dig, og jeg ville ikke have følelser for dig dengang og for at være ærlig, ville jeg også slippe for det nu, hvis jeg kunne. Det var totalt uacceptabelt at tænke sådan om dig, så jeg prøvede at ignorere dig, men det gik tydeligvis ikke.” Jeg kiggede en anelse måbende på ham.

”Men du sagde… at du også ville slippe for det, hvis du kunne? Så… du kan lide mig?” Jeg kiggede forvirret på ham, men følte dog nogle sommerfugle sværme rundt i min mave.

”Jeg har ikke tænkt sådan på dig, siden du var her de første par dage. Jeg har gjort alt for at lade være med at tænke dem. Men jeg kan ikke stå imod dem længere. De fylder min hjerne med de særeste spørgsmål, og jeg har ikke en gang lyst til at nævne dem.” Jeg smilede et lille smil. Det her tydede til noget godt… for mig. Jeg kunne mærke det.

”Så du kan lide mig?” sagde jeg og fik et lille lumsk smil frem på mine læber. Han sukkede, men sagde så irriteret;

”Allie, jeg kan ikke bare lide dig. Jeg er meget mere end bare vild med dig. Jeg vil have dig på alle tænkelige måder.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...