Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20764Visninger
AA

18. 17.

"Jason, kan vi gå en tur?” spurgte Allie og kiggede bedende på mig.

”Nej,” sagde jeg koldt og glemte alt om at være sød overfor hende. Jeg gad da ikke gå en tur med hende? Hun ville sikkert bare stikke af. Jeg stolede ikke på hende, men underligt nok stolede hun på mig, selvom det burde være hende, som ikke stolede på mig. Hun er så forudsigelig og alligevel ikke.

”Jeg hader det her sted. Jeg vil hjem.” Jeg himlede med øjnene af hende. Hun er jo fatsvag. Selvfølgelig kan hun ikke komme hjem nu! Hun er allerede rodet ind i alt det her, og hvis jeg bare lader hende gå nu, så går hun helt sikkert ud og sladrer til alle, og så har jeg sikkert endnu flere på nakken end dem, jeg har i forvejen.

”Du kan ikke komme hjem, og du ved det godt,” sagde jeg koldt, men kunne alligevel godt sætte mig i hendes sted. Jeg kunne sagtens forstå, at hun ville hjem. Her sad hun med en forbryder, som hun stolede så meget på, hvilket hun egentlig ikke burde. Hun tror, at jeg er en flink fyr. Hun tror, at jeg har forandret mig. Hun tror, at hun kender den rigtige Jason McCann. Hun ved intet.

”Jeg…” Hun sagde ikke mere, før hun begyndte at græde, og utroligt nok så fik jeg en lille smule skyldfølelse. Hvad er det, hun gør ved mig?! Tårerne gled en efter en ned ad hendes ansigt, men jeg kunne se, at hun anstrengte sig for at prøve at få dem til at stoppe.

”Undskyld,” sagde jeg, inde i min typiske rolle, og satte mig helt tæt på hende og lagde mine arme omkring hende. Hun hulkede i min brystkasse. Selvfølgelig vidste jeg da, hvorfor hun græd, selvom hun intet havde sagt om hvorfor. Hun savnede Michael. Hendes familie. Hendes venner. Alt. Og jeg forstod hende – overraskende nok. Jeg havde haft det på samme måde som hende, hvis jeg var i hendes sted, hvis altså ikke jeg havde haft den opvækst og opførsel, som jeg havde haft.

”Det er ikke din skyld,” hviskede hun. Jeg sukkede. Jo det var, men det var nu ikke det, jeg følte skyldfølelse over. Jeg kunne ikke en gang selv finde ud af, hvorfor jeg følte skyldfølelse over for hende. Jeg havde egentlig ikke noget at føle skyldfølelse over… Okay, måske lidt.

”Må jeg spørge, hvorfor du er sammen med Michael?” Spørgsmålet havde plaget mig i noget tid, og det var sikkert ikke det rigtige tidspunkt at spørge hende om det, men jeg måtte bare have svar. Hun burde da vide, at man ikke kan stole på ham. Hvis hun læste i nogle flere ugeblade, så ville hun vide, at han er blevet set med et par andre piger, når han var til ’træningskampe’. 

”Hvorfor skulle jeg ikke være?” spurgte hun en anelse hårdt og stoppede med at græde. Hun tørrede sine øjne og kiggede på mig med et blik, som nok burde skræmme mig lidt, men jeg er Jason McCann for helvede! Jeg er ikke bange for noget, og især ikke Allies blik!

”Fordi han er dig utro?” røg det ud af mig. Det var nok ikke sådan en smart måde, jeg sagde det på, men fuck det.

”Som om. Det er noget, du finder på. Hvorfor skulle Michael være mig utro?” spurgte hun og kiggede på mig, som om at hun alligevel troede bare en lille smule på mig.

”Fordi du ikke vil i seng med ham? Du kan godt lide at tage tingene med ro, men Michael… Han vil gerne hurtigt frem, og han vil nogle ting, som du endnu ikke har lyst til. Har du virkelig aldrig tænkt over det? Hvor mange gange har i været i seng sammen? Tre?” spurgte jeg og kiggede en anelse hånende på hende. Hun kiggede væk, og det lignede, hun var ved at få tårer i øjnene igen.

”Vi har aldrig…” Hun færdiggjorde ikke sin sætning, og jeg kiggede overrasket på hende. Havde de aldrig…? For at være ærlig kan jeg ikke forstå, hvordan han har kunne holde sig fra hende. Eller… det har han nok ikke, men Allie har nok bare afslået ham, hvilket gav mig et lille smil på læberne. Så kunne han lære det. Men mest af alt var jeg glad for, at Michael ikke havde… Ja. ”Der er intet at smile af! Jeg kan godt lide at tage det stille og roligt, okay?!” Hun virkede ophidset, og jeg kunne se, tårerne sidde fast i øjenkrogene på hende. ”Irriterende lille unge,” mumlede hun stille.

”Gider du lige tage dig sammen?! Du er kun et år ældre, end jeg er?!”

”Det virker ikke sådan nogle gange.” Jeg rejste mig truende op, og lige så gjorde hun. Jeg blev dog slet ikke bange for hende, men hun blev tydeligvis bange for mig.

”Tør du virkelig gentage det?” spurgte jeg truende og kneb mine øjne sammen til to smalle sprækker. Hun skulle til at give mig en lussing, men jeg fik hurtigt fat i hendes hånd og gjorde noget, som tydeligvis overraskede os begge. Jeg kyssede hende…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...