Fortabt

Lena snurrede rundt, da hun hørte fodtrinene. Hendes hjerte begyndte at banke vildt, og hun spildte te, fra den kop hun stod med, ud over hendes hånd, der straks begyndte at skrige af smerte, men hun ignorerede den. Der var ingen. Hun vidste det godt, men hun kunne ikke løsrive sig følelsen af, at der alligevel var nogen.

Op igennem hele sin opvækst har Lena været troende. Men da troen gik over gevind fornægtede hun alt. Endte i intetheden, hvor der intet at tro på var tilbage. Men hun kunne ikke undertrykke de mange væsner og mærkelige idéer, der dukkede op i hovedet på hende. Slev de kunne nå hende i intetheden.

4Likes
4Kommentarer
1445Visninger
AA

1. Prolog & - De' tilbage!

Prolog:

September måned - 11 år:

Lena snurrede rundt, da hun hørte fodtrinene. Hendes hjerte begyndte at banke vildt, og hun spildte te, fra den kop hun stod med, ud over hendes hånd, der straks begyndte at skrige af smerte, men hun ignorerede den. Der var ingen. Hun vidste det godt, men hun kunne ikke løsrive sig følelsen af, at der alligevel var nogen.  Hun satte kruset på køkkenbordet, uden at at tage øjnene fra det, selvfølgelig, idet hun ragte ud efter kagerullen. Bare for en sikkerheds skyld.

En ny lyd hørtes, og Lena gispede efter luft.  "Det er din fantasi, Lena!" sagde hun til sig selv. "Tag dig nu sammen!"

Hun synes at høre en let klirren henne ved kruset. Hun så ned i det. Var det små ringe i vandet, hun kunne ane? Uden videre omsvøb skubbede hun kruset ned i vasken. Hun skulle under ingen omstændigheder drikke af det krus mere.

Hun gik langsomt ud af køkkenet. Gulvbræderne knirkede let under hendes fødder, da hun listede ud i gangen. 

Hun stivnede. Var det en sort skikkelse der fløj over væggen?

Hun kunne høre sit hjerte hamre i brystet på hende, da hun stod som stivnet midt i den tomme gang. Gud, hjælp mig i denne nød! bad hun. Lad dem ikke gøre mig ondt! Hold dem væk fra mig! Jeg ber' dig Gud! Jeg vil ikke have dem her!

Lyden af sko der klikkede hen over trægulvet fik Lena til at snurre rundt. 

Hun skreg. 

Foran hende stod en kvinde. En kvinde klædt i sorte forrævne klæder der hang om hendes magre udsultede krop. Hendes kinder var så udhulede og indsunkne at de falt i et med hendes åbenstående mund der udstødte et lydløst skrig. Hendes øjne var vilde og frygtindgydende men blev heldigvis delvist dækket af hendes ukstremt uglede sorte hår, hvori der sad grene og kviste. Lena tog skrækslagen en dyb indånd og  hævede kagerullen. "Lena? Hvad laver du?"

Lena blinkede et par gange. Kvinden var væk, og foran hende stod hendes mor og stirrede forvirret på hende. Hun skyndte sig at smaske kagerullen mod loftet, før hun hastigt sænkede den igen.

"Ikke noget. Eller der sad en myg. Hvad laver du her?"

Hendes mor svingede hendes nøgler rundt om sine fingre foran hende. "Jeg glemte dem her. Men jeg går igen. Vi ses."

Hun gav Lena et hurtigt knus, før hun igen forlod huset og lod Lena stå alene tilbage.

 

Kapitel 1 - De' tilbage!

Maj måned - 15 år.

Lena sukkede tungt, da hun satte hendes skoletaske op på sengen for at pakke den til dagen. Hvorfor vejede hendes skoletaske også så meget? Hun havde jo ikke særligt meget i.

Hun rodede lidt rundt i den, før hun fandt synedere.  "Meget sjovt, August!" råbte hun, før hun smed en æske med hendes brors aflagte brio-skinner til hans legetøjstog ud i gangen.

August, der i det samme kom forbi, så brebrejdende fra skinnerne til Lena. "Du skal ikke smide med mine ting!" klagede han. "Så må du lade vær med at lægge det i min taske, dumme!" svarede Lena og gik hen for at smække døren i hovedet på ham.

Hun drejede en omgang rundt om sig selv for at tjekke, at hun ikke havde glemt noget, da hun så den. Den sad der, som havde den hele tiden siddet der. Det lille væsen oven på hendes lampe. Hun stivnede ved synet af den.

Ikke igen! skreg hun inde i sig selv. Ikke igen!

Hun blinkede et par gange, før den forsvandt. Hun sukkede lettet. Af og til kunne hendes fantasi godt løbe om hjørner med hende. Bare lige for at få hende til at tro, at de var tilbage.

Hun rystede på hovedet, da hun svingede tasken over skulderen og dreje en ekstra gang rundt i værelset. Det så ud som det plejede. Hvide vægge og simple møbler. Rydeligt. Det eneste tegn på, at her rent faktisk boede nogen, var de mange tegninger der dækkede de hvide vægge. Tegninger af farverige mærkelige dyr og dystre mennesker.

Det var bedst bare at glemme det. 

 

"Lena, må jeg godt snakke med dig efter timen?"

Lena så op fra sin teging, der for en gangs skyld var kommet til at se ud, som hun havde tænkt den, da læren kaldte på hende.

"Hvad?" spurgte hun, da hun, tynget af sin rygsæk, traskede op til læren.

"Lena, du har igen ikke afleret din opgave. Hvad skal vi gøre?"

"Jeg ved det," sukkede Lena, som havde hun sagt det tusinde gange før. Hun så ikke engang på læren, da hun sagde det, men på den støvede tavle, hvis kridt aldrig kunne blive til de tegninger, hun lavede, da hun citerede sig selv. "Jeg skal tage mig sammen. Sætte mig ned i god tid, eventuelt sammen med en forældre og så aflvere den til tiden."

Læreren rystede på hovedet. 

"Det må du selv om Lena."

Så fik han et smil om munden. "Nå, ja. For resten, ha' en god konfirmation i morgen."

"Jeg skal ikke konfirmeres."

Hun sagde det uden det mindste følelse i stemmen. Hun havde rettet folk så mange gange før. Hun var den eneste af de piger, hun kendte, der ikke skulle konfirmeres. "Hvorfor ikke?" spurgte læren.

"Jeg tror ikke på Gud." Lena trak på skulderene. "Var det alt."

"Ja, det var alt." svarede læreren. "Men så må du ha' en god weekend i stedet for. "

Uden et høfligt svar til gengæld vendte Lena sig bare om og satte kurs mod døren.

"Som om." mumlede hun og åbnede døren. Hun for sammen. Den sædvanlige gang var væk, og erstattet af et sort mørke. Et mørke hvorfra underlige væsner stak deres hoveder frem og grinede ondskabtfuldt mod hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...