Små stykker

"Jeg greb den skarpe kniv, hvorfra spotlyset glimtede i bladet, og med nøje præcision huggede jeg den ned i kødet og delte det. En smule væske sivede fra det, men ikke meget. Det var et uhyggeligt syn at se de små tråde, der før havde holdt sammen på den lille krop, blive splittet af så banal en ting som et lille knivsblad."

Jeg gad altså ikke oprette en ny movella for hver lille tekststykke jeg skriver, så her er den. En movella for alle de små tekster der indimellem kommer ud af en.

1Likes
2Kommentarer
929Visninger
AA

2. En forvirrende tankestrøm

Jeg sidder de 35 meter over jorden og kigger ind over byen, der ligger så roligt hen i den blå himmel. Prøver at samle mine tanker. Prøver at finde orden i det rod, der larmer så forfærdeligt i mit hoved. Det er umuligt. Jeg er blevet bombarderet med så mange indtryk, tanker, følelser, opdagelser og øjenåbnere igennem den seneste uge, at min hjerne nu siger fra med store bogstaver. Havde den haft en hørbar stemme, havde den sikkert skreget: "Stop så din store idiot, før det er for sent!"      

Det er aldrig for sent, siger man. Men jeg mener nu, at det altid er for sent. Det er altid for sent at ændre det, der er sket. Det man har gjort. Og ja, selvom man kan gøre det godt igen, så vil det for altid være sket. Det vil for altid havde sat de spor, som er umulige at fjerne.      

Mit hår hænger dovent ned om mine skuldre, og det vil hverken makke eller rette. Som om det udtryksløs viser sin egen demonstrative afholdelse fra den konflikt, det dækker over. Den konflikt der kører på fuld kraft i min hjerne.    

De har altid sagt, at det var svært at være teenagere. Jeg har aldrig forstået dem. Har altid synes, at den besværlighed måtte høre til folk, der ikke var i stand til at acceptere deres begrænsninger. Men som jeg sidder her med min varme tekop i min hånd, imens jeg indsnuser dens krydrede dampe, forstår jeg dem pludselig. Det er helvedes svært at være teenager. Du tænker så meget, du skal igennem så meget forvirring og ustyrlige tanker for at finde ud af, hvad du egentlig ønsker at tænke. Og alligevel skal du tage disse svære valg netop nu. De valg der kan betyde alt fremover.      

Jeg sukker bare. Slider blikket væk fra den blå himmel og stirre i stedet på det blanke stykke papir, som jeg skal forsøge at udfylde. Det er så blankt, som min hjerne lige nu forsøger at blive, men ironisk nok, så skal papiret ikke forblive blankt. Det skal fyldes ud med sort farve, der skal danne ord, som på forunderlig vis kan forstås af folk, der forstår det skrevne sprog, og ja, så kører den igen. Hjernen der ikke kan finde orden, imens mit blik søger den klare blå himmel 35 meter over jorden.

 

(PS. Jeg undskylder for layoutet. Det var sat op med indryk og det, men movellas "tekstbehandling" og jeg er ikke så gode venner :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...