Pigen der ikke kunne lade være med at spænde ben...


1Likes
5Kommentarer
632Visninger

1. jaja...

Pigen der ikke kunne lade være med at spænde ben… Ja, lige meget hvem benene tilhørte, så kunne Janni ikke lade være. Bare et lille spark eller en bøjet fod mellem benene. Om det var den gamle, fede rektor på vej ud fra hans kontor, ham den irriterende fra 1. klasse eller bare Jannis hund. Janni spændte ben, for alle hun kom i nærheden af.  Nogle gange lavede hun også bare bevægelsen, selvom der ikke var nogen at spænde ben for.  Folk på gaden kiggede mærkeligt, når Janni sådan lige pludselig sparkede ud i det blå, og hendes runde æblekinder blev helt røde, når folk stirrede og rynkede deres bryn. Jannis mor havde ofte sagt til Janni, at det var en værre vane at have, men Janni kunne bare ikke lade være. Engang da Janni og hendes mor havde været ude at handle sammen, havde Janni stukket sin lille røde lædersko ind mellem morens ankler, lige i det hun tog et skridt. Jannis mor faldt lige så lang hun var, og det var et pænt stykke, for lang det var Jannis mor. Jannis mor havde rejst sig hurtig op, og kigget sig febrilsk til begge sider som om det var forbudt at falde. Efter havde Janni fået skæld ud. Hun havde oprigtigt sagt undskyld til sin mor, og plagede ikke mere om at få de mælkesnitter, hun ellers så gerne ville have. Mere var der ikke sket den onsdag, men Janni fik ikke sit sædvanlige godnatkys om aftenen. Egentlig skulle man slet ikke tro, at Janni kunne finde på at gøre noget så frækt som at spænde ben. Hun var dygtig og flittig i skolen, hun hjalp altid til med opvasken og hendes store grønne øjne og små foldede pølsefingre fik hende heller ikke ligefrem til at se ud som om, hun ville gøre noget uartigt.  Janni havde, lige siden hun kunne gå spændt ben for folk. Engang var det bare en sjælden gang imellem, men nu blev de små spark oftere og oftere. Pludselig en dag fik Jannis mor en opringning fra lilleskolen. Det var Jannis lærer Birgitte. Jannis mor stod, og snakkede i noget der føltes som en hel time og Janni selv, hun stod og lyttede nysgerrigt i døråbningen. Jannis mor sagde ikke rigtig andet end noget i retning af, ”åh åh” og ”det beklager jeg meget fru Birgitte”, og da hun endelige lagde røret på, kiggede hun strengt på Janni. Janni vidste godt, hvorfor Birgitte havde ringet. Hun havde for anden gang spændt ben for hende, og Janni havde ikke engang sagt undskyld denne gang. ”Unge dame, jeg har sagt til dig utalige gange, at du skal stoppe med det benspænderrig”. ”Nu tager vi til lægen, og får tjekket din korttidshukommelse”. Og så tog de ellers til lægen med det samme. Jannis mor kørte fandens stærkt, og hun sad og trippede som en vanvittig i det blå venteværelse, indtil lægen kom ud. ”Janni Mogensen”, sagde lægen, og skulede rundt på de mange patienter i venteværelset. ”ja!” råbte Jannis mor straks. "Du må gøre noget ved det barn hr. doktor! Jeg tror, hun er imbecil!" Janni vidste ikke, hvad det mon betød, men det kunne ikke være noget godt, for moren lavede præcis det samme ansigt, som hun plejede at gøre, når de gik forbi den lokale slagter, og Jannis mor var altså vegetar. Mens Janni fulgte med den rare doktor ind i et værelse ved siden af, sad Jannis mor bare og ventede. Og hun ventede og hun ventede. Ak ja, hun ventede faktisk så meget, at da de endelig kom ud, sad hun med hovedet helt nede over sine bryster og med en lille smule savl ned ad hagen. "Deres datters korttidshukommelse fejler ingen ting, og hun er heller ikke spor imbecil", sagde den rare doktor, og lo lidt for sig selv. "Det eneste der fejler noget, er Jannis ene ben... Hendes refleks er simpelthen gået i stykker". Lige som Jannis mor var holdt med at se forvirret ud og kom med et lettet suk, fik hun et ordentligt spark over skinnebenet, men denne gang blev hun ikke spor sur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...