Det er mørkest før solopgang

Jacque(line) starter på en en ny skole, i en ny by. Alting er anderledes her, og alle kender hinanden. Undtaget hende. Hun har overhovedet ikke nogen venner, og hun føler sig ekstremt udenfor. Lige indtil hun begynder at snakke lidt med den underlige Babara, og porten til de populæres paradis åbner sig for hende! Men er det virkelig hende, hele det her popshulumhaj? Eller mister hun sig selv på vejen?

0Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

1. Den første dag

Det er efterår og de sidste blade fejer tørt hen af den mudrede asfaldt. Jacque går stille hen af vejen med blikket rettet stift mod hendes skosnuder. Hun vil for alt i verden ikke snuble over hendes egne fødder, eller noget andet ydmygene!

Det sidste hun har lyst til i dag er at blive stemplet som skolens klodsmajor, selv før hun overhovedet har mødt dem. Det er hendes første dag i den nye skole, og hun aner ikke hvad der venter hende. Jacque og hendes mor flyttede fra 2-3 uger siden fra deres (meget) dejlige og (meget) dyre hjem over i københavn, men hendes mor sagde selv at hun trængte til at komme lidt væk fra alt det storbysræs og stress. Hun mener vel langt væk fra far, tænker Jacque sammenbidt og lader hendes skuldre hænge endnu mere end de allerede gør. Hun må da godt nok se latterlig ud, med det hysterisksure-ansigtsudtryk, og skuldrene helt nede ved knæende, og ligesom priken over i'et slæber hun endda de sorte-lædder converse med killehæl (afskedsgave fra far) laaaaangsomt og højlydt efter sig. Hun ville ønske hun var ligeglad, men hun kan simpelthen ikke rende rundt og ligne et snerpet dydsmønster, nu på hendes første dag!! Så hun tager sig sammen, retter sig op, går med fjedrene energiske skridt og med et sødt lille klister-smil om munden.

"Hallo, så pas dog på!" hvinende bremser og en irriteret mumlen, høres bag hende, så det første hun gør er da selvfølgelig at vende sig om og.. smække armen direkte op i fjæset på en cykellist! Åh, det må du undskylde," hviner hun forskrækket, og glider på isen så hun lander på rumpetten (iiiiv!) -"er du okay?" "Så okay man nu kan blive" siger han og gnider sig irriteret i øjet. "Øh, jeg.. øh hedder Jaque" "Hmm-hej, jeg er Zack" Siger han og rækker en hånd frem for at hjælpe hende op. Hun kan ikke lade være med at kaste et blik på ham en ekstra gang. Han ser virkelig godt ud med lyst strittende, tilfældig sat hår. Hans mørke øjne lignede mørke skovsøer, og var lige til at synke ned i. Det var som om tiden stod stille, da hun tog fat i hans hånd og kom på benene. Hendes kinder blussede selvfølgelige op da hun børstede rumpen fri fra sne. "Hvad med dig, er du okay? Det så ud som om du slog dig." Hans stemme var sådan rigtig halv-hæs og drenget. "Ehmm.. jeg har det fint, tak." fik jeg mumlende frem, og undlod lige at fortælle at jeg havde rimelig ondt i halebenet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...