Be my Valentine, Jonghyun!

ME er en ret upopulær pige på skolen, så hvordan får man den valentinesdag man har drømt om, siden man var en lille pige? Og hvad når det kun er en enkelt person som kan give en den fantastiske dag? Især når han ikke ved man er til? (Det er en one-shot, som jeg fik lyst til at lave :D)

12Likes
10Kommentarer
759Visninger
AA

1. Valentines Dag.

Jeg stod alene ovre ved hjørnet, holdt mine bøger tæt ind til mit bryst. Jeg kiggede forsigtigt frem, hen mod klasse døren. Der stod han. Som altid. Han stod der sammen med sine fire venner. Jeg kørte en rystende hånd gennem mit hår, mens jeg kiggede videre på ham. Hvor ville jeg gerne snakke med ham! Men jeg turde ikke. Han vidste alligevel ikke at jeg fandtes. Han troede ikke jeg var til.

"Hejsa ME." sagde en stemme pludselig. Jeg for sammen og kiggede mig chokeret over skulderen. Det var dog kun min veninden Viggi. Hun gik hen til mig, og lænede sig mod væggen, mens hun kiggede åbenlyst den samme vej, som jeg også havde kigget.

"Glor du på Jonghyun igen?" spurgte hun så. Lidt for højt efter min mening. Det kunne jo være han hørte det! Og så ville jeg ikke kunne se nogen i øjnene igen! Det var simpelthen for pinligt!

"Jah..." sagde jeg tøvende, mens jeg kastede et blik hen til Jonghyun. Det så ikke ud som om han havde set os. Eller hørt os. Og hvis han havde, kunne han vel være ligeglad. Han var populær, jeg var et nul. Ingenting. Intet. Bare en irriterende udsplattet flue, på hans livs bilrude, der ude hvor vinduesviskerne ikke kan nå, så man kan ikke få den af, med mindre man vasker ruden.

"Så... snak med ham?" foreslog Viggi. Jeg rystede straks på hovedet. Det ville simpelthen bare være for PINLIGT! Især når han ikke vidste jeg var til. Jeg kiggede endnu en gang på ham, mens jeg næsten sukkede over hans lækkerhed.

"Okay... du var selv uden om det." sagde Viggi, med et skuldertræk. Gav hun virkelig op så hurtigt? Det lignede hende ellers ikke, bare at give op. Og ganske rigtigt. For lidt efter råbte Viggi af sine lungers fulde kraft:

"JOOOOOOOOOOOOONGHYUN! ME VIL SNAKKE MED DIG!" Jeg gispede, og skyndte mig at trække hende med mig om bag væggen. Jeg vidste dog at han havde set mig. Det havde været så tydeligt. Hvorfor skulle Viggi også altid gøre den slags ting? Pokker tage hende! Jeg kunne mærke hvordan mine kinder blev mere og mere røde. Jeg kunne hører hvordan mit hjerte hamrede af sted i mit bryst. Men det var ikke det eneste. Jeg kunne også høre Viggi grine og... Jonghyun? Det sårede mig faktisk en smule, at han grinede af mig. Men måske... måske grinede han af Viggi? Viggi snakkede jo tit med Jonghyun, nu hvor hun var kærester med en af hans venner, Onew.

Pludselig ringede klokken. Jeg sukkede en smule. Time. Viggi vinkede til mig, mens hun løb over til Onew, som stod og ventede på hende, sammen med Taemin. De gav hinanden et kram, og et kys. Jeg kiggede jaloux på dem. Ikke fordi jeg ville have Onew, men fordi hun havde en kæreste, og havde fået sit første kys.

Jeg gik mod min kedelige time, mens jeg stille nynnede. Jeg hadede virkelig timerne... de var så KEDELIGE! Men i det mindste sad Jonghyun lige ved siden af mig, til denne time. Så jeg kunne altid sidde og kiggede på ham i smug. Jeg satte min taske på bordet, og skulle lige til at sætte mig, da jeg lagde mærke til at jeg manglede en bog. Den måtte stadig ligge i mit skab. Jeg sukkede irriteret, og gik hurtigt ned mod mit skab.

"Mainhae!" udbrød jeg, da jeg gik ind i en. Jeg kiggede chokeret op i de øjne, som tilhørte den person, som lige nu smilede til mig.

"Det gør ikke noget." så trådte han uden omkring mig, mens han skyndte sig videre. Han skulle jo også nå timen. Jeg kiggede mig over skulderen, mens jeg stille så hvordan hans ryg forsvandt, og det samme med hans hastige fodtrin. Bare væk fra mig. Jeg vågnede næsten af en trance, mens jeg hurtigt gik hen til mit skab og åbnede det. Jeg skulle lige til at lukke det, da jeg så der var ved at falde et brev ud fra det. Jeg samlede det op, da det havde ramt gulvet, mens jeg stille lukkede skabslågen. Brevet var en svag lyserrød, og der var tegnet et rødt hjerte uden på. Der stod ikke noget om hvem det var fra, så jeg puttede det tøvende i min taske.

Efter timen skyndte jeg mig ned op toilet, og gik ind i den nærmeste åbne boks, og låste døren. Så fandt jeg stille brevet frem, og åbnede det. Jeg tog et brev ud, med samme farve som kuverten. Jeg læste det hurtigt, og blev så chokeret, at jeg blev nød til at læse det igen.

Kære ME

Eller skulle jeg sige; Valentinespige? For jeg vil spørge, om du vil være min Valentine. Hvis ja, så mød mig senere i parken. Hilsen din Valentines fyr.

Et Valentines kort? Til... mig? Men fra hvem? Hvem ville være min Valentines fyr?

Efter skole gik jeg derfor hen i parken, mens jeg kiggede mig omkring. Der havde ikke stået noget om, hvornår jeg skulle komme, så jeg regnede med at det var nu. Så der stod jeg, ude i parken ved siden af springvandet, mens jeg ventede på at finde ud af hvem der ville være min Valentine. Men der var ingen. Parken var fuldkommen tom. Derfor endte det med at jeg gik hjem.

Der hjemme havde min mor bagt sin sædvandelige 'Valentineskage', til mig, mens hun og far fejrede Valentinesdagen sammen, ude i byen, og lod sin stakkels upopulære pige være alene hjemme, på Valentines dag.

Jeg sad på min seng, mens jeg drømte om hvordan verdens bedste Valentinesdag ville være. Først ville Jonghyun komme, med en kæmpe buket blomster. Nej ikke bare blomster. Røde roser! Smukke langstilkede røde roser. Så ville han tage mig med ud at køre. Bare køre, uden et bestemt sted, at køre mod. Bare køre.

Det bedste ville dog være hvis, jeg også fik mit føste kys. Mit første kys, på Valetines dag. Sammen med Jonghyun. Han skulle banke på døren, række mig roserne. Når jeg havde tager dem, skulle han bøje sig frem, og trykke sine smukke, bløde læber mod mine. Mit første kys. Det skulle han have. Og det skulle være på Valentinesdag.

Pludselig bankede det på døren. Jeg rejste mig en smule undrende op. Alle fejrede da Valentinesdag lige nu. Hvorfor... hvorfor kom der så nogen her hjem? Jeg åbnede døren.

"Ja?" spurgte jeg. Før jeg nåede at gøre mere sagde en dejlig, dyb stemme.

"Annyeong Valentines Pige." så blev nogle læber presset mod mine. Da de endelig slap mine, fik jeg en stor buket, langstilkede roser. Røde roser. Jeg løftede mit blik og kiggede på det smilede ansigt.

"Hej Jonghyun..." sagde jeg smilende. Måske ville Valentine ikke blive så slem, alligevel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...