SOLEN


2Likes
5Kommentarer
557Visninger

1. Kapitel 1..

SOLEN

Bumser på størrelse med bjerge. Udtørrede øjne som ørkenen. Et tandparti fyldt op med rustfrit stål. Ja det så mig. Den alt for lave og mindre buttede teenage - tøs, som efter total tomhed fandt sig selv. Solen var på sit højeste punkt. Den hang der oppe og stirrede på mig. Lysende, skinnende og perfekt. Den gav mig udslet. Den satte ild til træer og buske og gjorde asfalten blød. Jeg var egentlig lidt ligeglad med solen. Men nu sad jeg dér under den og tænkte på, hvor meget jeg egentlig var ligeglad med den. Og jeg skulle til at komme frem til, at jeg nu alligevel ikke var så ligeglad med den sol, som jeg gik og forestillede mig, da en mindre begavet pigeflok fra parallel - klassen kom grinende hen mod mig. Jeg prøvede at ignorere dem, men uden held. De råbte nærmest af mig, at der skulle komme en ny dreng i min klasse. JUBI. ”Det lyder da super, hva’ ”, fik jeg fremstammet efter et lettere chok. ”Birgithe siger, at han hedder Rasmus. Lyder det ikke sødt?”, fnisede Fie fimsemås. ”Hmm”, sagde jeg mumlende med lukkede øjne og andre tanker i hovedet. Det ville bare være ”SÅ SKØNT”, som papegøjerne ville have sagt det, hvis de ville grave sig selv ned i et hul og blive liggende, for jeg vil ikke selv få jord under neglene, de er ikke det værd. ”Rasmus Findegoel. Det lyder dejlig eksotisk”, sagde en papegøje drømmende. Jeg tog mine ting og forsvandt langsomt væk fra den varme bæk midt i solen. Rasmus Findegoel. Solens aldrig blikkende øje og papegøjerne. Jeg havde brug for et glas vand. Henne ved toiletterne stod Andreas og de andre drenge fra 2. g. Åh nej, var min første tanke og med god grund. Andreas var gymnasiets værste bølle. Og ja, bølle lyder ikke af meget, men han var altså slem. Lysende, stirrende og onde øjne. Han var slem. Jeg listede stille om bag muren og hen mod klasselokalet. ”Tretten trætte trolde, trippede tørstige travlt tirsdag til Tønder.” Det var da meget opfindsomt tænkte jeg ved mig selv. Jeg gik og sagde det højt så hurtigt, jeg kunne. ”Tretten trætte trolde, trippede tørstige travlt tirsdag til Tønder.” ”Tretten trætte trolde, trippede tørstige travlt tirsdag til Tønder.” Så ringede klokken og vi skulle have matematik. Det gule klasselokale virkede mindre end normalt. Halvdelen var kommet og larmede som de maskiner, de var. Birgithe sad med snuden begravet i bunker af slavearbejde. Alt var, som det plejede. Bortset fra at en mørkhåret, høj og solbrændt dreng kom vandrende ind af døren med rektor. Måbende sad jeg og stirrede på den nye dreng i lidt for lang tid. Da alle var kommet ind og havde sat sig, rømmede rektor sig og sagde: ”Dette er Rasmus Findegoel. Byd ham hjerteligt velkommen allesammen”. Derefter viste Birgithe ham hen på en plads klods op af en plakat, jeg lavede til et projekt en måned før. ’Odin og Thor’ stod der på den. Fedt første indtryk han nu får af klassen. Og af mig. Birgithe gik i gang med at tale, og jeg sank ind i mit drømmende univers, som så tit kom frem i skolen. Pludselig ringede klokken. Det gav i gib i mig og jeg nærmest sprang op. Beter vores historielærer var allerede på vej ind af døren og klassen var ved at finde sine bøger frem. Vi skulle i gang med et nyt projekt. Beter delte os ind i grupper og selvfølgelig skulle jeg i gruppe med Rasmus. Mit hår sad fladt ned over hovedet på mig og jeg havde glemt at tage parfume på i dag. ”Nå, vikingerne er da i hvert fald ikke det sværeste emne at tage fat på.” Der stod Rasmus og talte, som om alt bare var almindeligt for ham her i denne klasse. Jeg sagde ikke noget af ren forbavselse. Han satte sig ned foran mig. ”Er du frisk?”, spurgte han nærmest kært. Jeg nikkede let på hovedet og tog et papir frem og sad og lavede kruseduller med meget skarpe bevægelser. Han skulle ikke komme her og gøre mig blød i benene, når jeg lige havde besluttet, at det var forbi med mig og hankønnet. Tiden gik langsomt med, at han snakkede løs om vikinger, imens jeg kiggede delvist på ham og mit efterhånden overtegnede papir. Timen sluttede på den kedelige og sædvanlige måde med den øredøvende ringen fra den gamle skoleklokke. Rasmus spurgte mig, om vi skulle mødes hos ham og lave fremlæggelsen. Jeg nikkede og fik hans adresse, men fortrød da jeg trådte ud af døren med kurs mod hjemmet. Alt var meget stille derhjemme. Jeg brugte halvdelen af dagen på at se tv og overbevise mig selv om ikke at tage hjem til ham. Han var en arrogant, festende popdreng med alt for meget selvtillid, blev jeg enig med mig selv om, da jeg tjekkede hans Facebook - profil og fandt nogle billeder af en meget vild Rasmus med en masse seje mennesker. Selv hvis jeg tog hjem hos ham, ville han aldrig se andet i mig end en lille snotunge, der stadig havde værelset fyldt med bamser. Jeg vågnede op til en overskyet og grå lørdag med tankerne på plads om ikke at tage hjem til Rasmus klokken 14.00, som vi aftalte. Jeg sprang i tøjet og begyndte at tulle rundt til den pinefulde stilhed. Klokken nærmede sig 13.30 og jeg kunne ikke lade være med at tjekke uret hvert andet minut, selvom jeg var fast besluttet på, at jeg ikke ville tage af sted. Jeg gik ind på hans Facebook - profil og tjekkede hans billeder ud for 10. gang. Så kom jeg til at tænke på, hvor kedelig jeg egentlig var. Alle hans billeder var fyldt med venner og gang i den. Her sad jeg så på en lørdag og stirrede ud i luften. Jeg ville tage derhen. Det første, jeg gjorde, var at drøne op på mit værelse og fylde favnen med bamser. Træsko trolden, Dukkeluna og Mr. Pjuske. Det hele skulle ud. Og da de uskyldige bamser var forladt i skraldespandens dybe mørke, sprang jeg hen til skabet og tog min fars læderjakke på og spurtede ud af døren. Klokken var 14.20, men jeg var der allerede. Huset var rødt med brune vinduer. Og der stod han, i det ene af vinduerne. Og snakkede…. med en pige. Jeg faldt nærmest sammen med tårer, der pressede sig på i øjenkrogen. Jeg løb. Jeg løb væk derfra. Da jeg kom hjem, smækkede jeg med døren og løb op på mit værelse. Jeg lagde mig i sengen og pressede puden mod mit ansigt. Tårerne trillede stille ned af min kind og jeg kiggede rundt på værelset. Jeg savnede Dukkeluna. Det hele var bare tomrum nu. Værelset, verden og mig selv. Jeg græd i noget tid, men tørrede hurtigt tårerne væk fra kinden hver gang, der trillede en ny trist dråbe af tomhed ned. Solen var på sit højeste og jeg sad der på min seng i mørket og var ren tomhed. Solen var egentlig fin nok. Den holdt øje med os og gav varme til sjælen. Jeg kunne egentlig meget godt lide solen, tænkte jeg. Så ringede det på døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...