Drømmen


5Likes
8Kommentarer
813Visninger

1. Drømmen

Det er en halvkold efterårsdag. Jeg går min sædvanlige morgentur i Frederiksberg Have, morgenen op til min håndboldkamp med drengene om eftermiddagen. En gåtur, der her for tiden mest bliver brugt på at afklare og tænke over livet. Livet som helhed og hvad jeg kommer til at stå over for, her et år efter jeg fik huen på hoved. Jeg går og slæber mine ben hen ad jorden, mens jeg går i mine egne tanker. Jeg mærker pludselig noget på min højre skulder. Det mærkes som et slag, men da jeg ser hvad det er, er det nok bare mere af forskrækkelse, at det mærkedes sådan. Jeg væmmes ved synet, en kæmpe fugleklat er splattet udover skulderen. Jeg tænker bare: “ Typisk!”

Mit hold og jeg er lige løbet ind på banen i hallen. Jeg kigger op på tilskuerrækkerne i håb om at min lillesøster er der. Hun sidder altid i et bestemt område, når hun ser mine kampe. Jeg kigger nøje efter det lange og glatte blonde hår, for det er slet ikke fordi der sidder 10-20 stykker andre derover med det samme hår. Lige inden vi skal sige “God kamp” til det modsatte hold, får jeg lige øjenkontakt med hende. Min søster er 2 år yngre end mig, og har altid støttet mig med min håndbold sammen med min far, indtil han døde af kræft for 7 år siden. Min mor derimod ligger ikke skjul på, at hun ikke vil have, jeg skal bruge al min tid på håndbold. For at være ærlig, tror jeg allerede hun har planlagt min fremtid. Så da jeg ikke får min mors støtte i min drøm om at spille professionelt som håndboldspiller, er jeg super glad og taknemlig for at jeg stadig har min søster, efter min far gik bort.

Det var en super god kamp fra min side, vi vandt 27-23. Min søster venter nu på mig ude foran hallen, jeg skal med hende hjem og spise hos mor. Hun står glad og smiler til mig, indtil hun skynder sig i armene på mig og siger: “Super godt spillet!“. Vi sætter os ind i bilen og snakker og joker med hinanden, som vi altid gør, hele vejen hjem til mor. Maden er allerede så småt klar da vi ankommer. Jeg smutter lige hurtigt ud i køkkenet og løfter på lågene, min næse rynker ved synet og duften af maden vi skal have. Jeg kan godt se med det samme, at jeg lige skal en tur forbi Mc Donalds på vej hjem. Gud ske tak og lov ligger der en i nærheden. Det første min mor indleder samtalen med under middagen er: “Når, har du så fået kigget på din uddannelse? Jeg kan sagtens hjælpe dig med at søge, hvis det skulle være.” Jeg kigger underligt på hende og siger: “ Behøver vi tage den nu? Du ved jo godt hvad mit svar og hvad min drøm er.” Hun ser lidt snerpet ud over mit svar, og jeg kan godt se det ikke falder i hendes smag. “Jamen Søren prøv at hør her, det er det bedste for dig, kan du ikke bare forstå det?“ “Mor, det kan godt være du synes jeg skal blive uddannet inden for IT-branchen, men jeg vil bare gerne spille håndbold.” Jeg kan mærke og høre på min stemme at jeg bliver mere rasende. “Jeg er ked af at sige det Søren, eller er jeg nu? Når spøg til side, men du kan i hvert fald godt droppe det håndbold.” “Du har jo aldrig set mig spille, hvordan kan du så sige sådan mor?!” “Søren, drop det, det skal ikke diskuteres!” Det var nærmest den middag, resten af tiden gik med tavshed, og for mit vedkommende med nogle tårer der presser på af arrigskab, og maden jeg bare sidder og roder lidt i. Netop derfor er jeg aldrig her hjemme og spise, min mor kan ikke snakke om andet, og det ender altid med, at ingen siger noget resten af tiden. Det går så udover min søster, og det er synd for hende. Efter denne middag er det helt en lettelse, bare at sidde for mig selv over i det ene hjørne af Mc Donalds og spise en McChicken.

En ny dag er der taget hul på og jeg bliver lige akkurat vækket af min telefon, da nogen ringer til mig. Jeg når dårligt at reagere, men når da lige at tage telefonen og sige: “Hallo, det er Søren.“ Personen der ringede, var en mand fra klubben HSV Hamburg i Tyskland, som sagde de havde holdt øje med mig, og hvis jeg var interesseret, kunne jeg få en kontrakt hos dem. Jeg var stadig helt overvældet og stod med åben mund, det skulle jeg måske ikke havde gjort, da en flue fløj direkte derind. Men det var da det mindste jeg skulle tænke over, hvad med min mor? Det her var endnu større end der hvor jeg spillede nu, her kunne jeg oven i købet få endnu flere penge for at spille, end det meget lille beløb jeg får her. Jeg beslutter mig dog for ikke at fortælle min mor om tilbuddet endnu, hun ville skide grønne grise hvis jeg sagde det til hende. Min søster ved jeg derimod hvor jeg har, så jeg ringer til hende, og hun kommer herover om en halv time. Jeg sagde ikke noget om hvad jeg skulle snakke med hende om, bare at hun skulle komme. Hun undrer sig sikkert allerede over hvad det er, og imens jeg sidder og tænker over hvordan jeg nogensinde skal få sagt noget om tilbuddet til min mor, og hvad jeg skal vælge, ringer min søster på døren. Da jeg åbner døren, står hun og smiler, men på en akavet og bekymrende måde, som om hun står inde i Fru. Olsens ostebutik, og jeg skulle hilse og sige, at den lugt der er derinde er meget styg. Hun kommer med indenfor ,og hun når dårlig nok at sætte sig i sofaen, jeg siger det bare lige ud: “Jeg har fået tilbudt en kontrakt hos HSV Hamburg i Tyskland. Jeg kunne se min søster blev meget stolt og imens hun smilede over hele ansigtet sagde hun: “Hvor er det godt gået, har du svaret dem endnu?” Lige da hun får det sagt, kommer hun i tanke om det, min mor. Vi snakker videre frem og tilbage, og min søster er klar over hvilken svær situation jeg står i.

Jeg er nu, efter en hel dags tænkeboks i går og i dag blevet klar over hvad jeg vælger. Min sædvanlige tur i Frederiksberg Have, som giver mig frit rum og lader tankerne strømme, har gjort mig op på at jeg bliver nød til at gå efter min drøm, håndbolden. Jeg kan ikke forestille mig at leve et andet liv, med et job der bare hurtigst muligt skal overstås hver dag, som det for mig ville have været, med det min mor ønsker. Jeg bliver nød til at tænke på hvad jeg vil, og ikke hvad alle andre vil have. Jeg frygter ikke så meget at komme et nyt sted hen, men mere hvordan min mor vil tage det, som jeg har valgt. Jeg sætter mig på bænken og ringer til manden fra HSV Hamburg, og fortæller at jeg er interesseret. Nu gælder det bare min mor.

Det er nu 2 dage siden jeg takkede ja til tilbuddet om at spille i HSV Hamburg ,og jeg har stadig ikke fået sagt det til min mor endnu. Det er vel egentlig ved at være tid til at det skal overstås, jeg skal jo gøre det på et eller andet tidspunkt. Jeg tager telefonen, finder hende i mine kontakter og trykker “kald op“. Jeg venter spændt på hvad hun vil sige til det, samtidig med den der lyd kommer når man ringer op, lyden brydes og jeg hører min mors stemme sige: “Hallo”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...