Den dag jeg mistede dig (O)

Hvad tænker vores skytsengle den dag vi dør? Og hvad hvis vi dør som børn? Her er et lille kort bud på hvad de tænker når de mister os.
-Alberte

12Likes
16Kommentarer
1201Visninger
AA

1. Den dag jeg mistede dig

I horisonten stod solen langsomt op over byen, denne blege efterårs morgen. Duggen lå over byens tage, mens bilerne begyndte at røre på sig. Jeg havde tilbragt det meste af natten på den lille stue, med de hvide lamper, der stod som skrappe sole, ned over hendes mager krop. Ulykken havde sat sine spor på hendes krop. De to dybe flænger i hendes pande, seks brækkede ribben, brud på lårbensknoglen og et kraftigt kraniebrud. Selv synet af alle hendes fysiske skader, kunne ikke distrahere mine tanker. Jeg viste hun skulle dø.

 

Jeg sad på hendes seng, med benene hængene frit i luften. Mens jeg strøg hende over mørke, skulderlange hår. Jeg huskede tilbage til den gang, hvor jeg havde stået på en af de syv himmel balkoner og kiggede udover jorden. Og bare ventede på at hun ville komme. Jeg havde været utålmodigt, som altid, for hvem kan holde tiden ud, når man ved at lykken venter?

 

Da solen var nået vest over Europa og tusmørket havde lagt sig over de små nordiske lande åbnede sig langt om længe og jeg hørt hendes lille hjerte for første gang. Det slog så hurtigt, som en kolibris vinger. Gennem det blændende lys, var jeg trådt ud i jordens dunkle mørke, hvor hun befandt sig. Lille, fin og mørkhåret, hun var ikke til at stå for. Jeg havde tøvende bevægede mig gennem fødestuen, mens hendes mor fik hende op i armene. Foster fedtet havde været så tykt, da hun var lidt for tidlig på den. Jeg havde næsten ikke kunnet dy mig da, jeg endelige kunne stryge hende over håret og kalde hende mit englebarn. Min Luce.

 

Jeg rystede på hoved over mig selv og kastede endnu blik på Luce. Hvor var det længe siden, nu var der knap to måneder til hendes attenårs fødselsdag. Jeg løftede blikket mod solen og tænkte, hvor længe skulle vi dog lide? Mine hænder rystede i skødet på mig. Jeg ville have forladt denne verden øjeblikkeligt, hvis jeg med det kunne have befriet hende for smerterne.

 

Hende blik brændt endnu i mig. Det blik, der havde skænkede mig den uudholdelige viden. Jeg rykkede lidt på mig og strøg hende over håret, tænkte hun mon på mig nu? Jeg lukkede øjnene, med min hånd hvilende på hendes kind og tænkte tilbage til ulykken, mens billederne passede for mit indre blik i en hurtig strøm.

 

Hun lo til ham og slog tøset med hånden. Jeg prøvede at advare hende. Men hun lyttede ikke til mig. Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre og bad til hun ville lytte. Men hun fik bare et kulde gys, som vores berøring udløser hos dem. Hun satte sig ind i bilen, sammen med Tobias. Jeg skulede ondt til ham og mumlede vredt ud i luften: ”Burde din engel ikke holde lidt bedre øje med dig?” Men hun kunne selvfølgelig ikke høre mig, selv om hun stod på den anden side af bilen. Jeg måtte bide i det sure æble, og følge med bilen. 

 

Tobias kørte, som en gal, ud af de tomme skovveje og jeg lagde en hånd på min glorie, for den ikke skulle flyve af. Han kørte hurtigere og hurtigere, som om det var et eller andet dumt væddeløb.  Jeg kiggede mig over skulderen, der var ingen bag os. Også skete det.

 

Bilen sked af vejen, da Tobias mistede kontrollen og jeg klemte øjnene hårdt i. Lyden af metallet da bilen ramte et træ, fyldte mit hoved. Jeg slog hænderne for ørene, mens en enkel panisk tanke blusse op i mit hoved, ville min Luce komme til skade?

 

Hendes hjerte hamrede af sted, da hun slog hoved frem og knaldede det direkte forruden. Så snart bilen stod stille, strøg jeg over jorden, hen til hende. Hun lå der, helt stille, med halvt åbnede øjne og blod over det hele. Rakte hånden ind gennem den knuste rude og strøg hende forsigtigt over håret. Hun slog øjne helt op og så dirket på mig. Hendes blågrå øjne, var skræmte, end til hun bare smilede halvt.  Jeg ville have trukket mig tilbage, men jeg kunne ikke, ikke nu hvor hun havde allermeste brug for mig. Jeg rykkede lidt tætter på og smilet forsigtigt til hende, som for at sige alt bliver godt igen. ”Jeg er ikke klar.” Mumlede hun lavt og næsten helt utydeligt, hun lukkede øjne igen. Hun forsvandt for mig.

 

Jeg var blevet siddende hos hende under det hele. Jeg var der da ambulancerne kom, da de trak hende ud af bilen, da de lappede hende samme på skadestuen og da de til sidst lagde hende i koma. De var blevet ved med, at sige hun nok skulle komme sig, men det ville hun ikke. Hun havde set mig og nu var der ingen vej tilbage, hun skulle dø. 

 

Jeg slog blikket op igen og var tilbage på hospitalsstuen.

 

Luce var selvfølgelig ikke den første jeg mistede, men jeg havde aldrig mistede et barn før. Alle mine var nået en alder, hvor det havde været naturligt at dø. Men Luce var ikke klar, det sagde hun jo selv. Jeg rejste mig fra kanten af hendes seng og så sygeplejerskerne storme ind og ud af hendes stue, uden noget nyt at tilføje. Deres engle strøg stille efter dem. Nogen af dem kiggede på os med et triste blik, andre lod ikke til at se os, men ingen af dem brød engleloven om tavshed. Jeg strøg hånden hen over det ben, ulykken havde brækket, mens jeg smilede opmuntrende til hende, selv om hun ikke kunne se mig.

 

Luce kæmpede til ud på de tidlige formiddagstimer, før hun gav op. Jeg hørte, den tydelige lyd af hendes hjerte, der bankede i mit hoved, blive svagere og svagere. Jeg strøg over til hende og tog hendes hånd, for at være hos hende, i de sidste smertefulde sekunder. Lyden døde hen, den var helt væk, intet ekko eller trommen. Der var bare den ensomme stilhed. Jeg flyttede ikke blikket fra den tomme skal, der nu lå i sengen. Flere sygeplejersker kom styrtende ind for at genoplive hende. Af respekt holdte deres engle sig bag mig, så de ikke behøvede at se den smerte, der var så tydelige at læse i mit ansigt.

 

Sygeplejerskerne råbte og skreg til hinanden, men det var ligegyldigt, hun var væk. En varm hånd lage sig på min skulder. Jeg vendte mig og der stod Luce. Hun smilede stille til mig, nu var hun klar. Jeg flettede mine finger ind i hendes, kyssede hende kærligt på kinden og førte hende gennem det hvide lys.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...