Åndssvag Bøjle


0Likes
1Kommentarer
576Visninger
AA

1. Åndssvag bøjle

Åndssvag bøjle

Otto og halvtreds, nioghalvtreds, tres. Fire minutter tilbage. Jeg talte, mens jeg lå på den irriterende stol hos tandlægen. Om fire minutter, så er jeg ud her fra, tænkte jeg. ” Ja…..ehmm, det ser ud til, at du skal have togskinner”. Sagde den åndssvage tandlæge. Og det var, som om mit hjerte begyndte hoppe endnu hurtigere. ” Hvad togskinner mig”?  Jeg lød, som om, at jeg lige har set et spøgelse. Jeg vidste det i forvejen, men jeg kunne stadigvæk ikke forestille mig med bøjle. ” rolig nu i starten bliver det måske lidt svært, men du bliver vant til det.” Sagde tandlægen. ” og du får det også kun, hvis du har lyst til det”. ” nej jeg vil ikke have bøjle”. Sagde jeg hurtigt, og kiggede på mor. ” Jo det synes jeg at du skal, og vi har også snakket om det før. Det er jo kun to år, så slap nu af. Mange på alder går bøjle, så du er ikke den eneste.” Sagde mor. ’ yeah right, jeg vidste bare hun vil sige det. Hun vil aldrig forstå det, jeg er ikke ligesom de andre.’ Tænkte jeg. ” Så hvornår skal hun så bøjle, kan hun ikke bare få det i dag?”. Spurgte mor.

Jeg snakkede ikke med mor hele dagen. Jeg var helt stille, jeg ville aldrig snakke mere, tænke jeg. Jeg stod foren spejlet, og prøvede at smile, men jeg kunne bare ikke. ’Jeg kan aldrig snakke med nogen mere, og jeg kan heller ikke gå udenfor mere’, tænkte jeg.

Næste dag i skolen sad jeg helt alene, og sagde slet ikke noget. Jeg havde ikke lyst til at vise de andre at jeg har fået bøjle, og ikke bare bøjle (togskinner). Jeg prøvede at ignorer Martin, jeg vil ikke have at han skulle se mig med min bøjle. Martin, som jeg har været forelsket i mange år, lige siden han startede i vores klasse. Der var noget med ham, jeg kunne godt mærke, hvordan jeg rødmede hver gang han kiggede på mig. Jeg havde det også, som om han også kunne lide mig. I spise frikvarteret sad jeg helt alene med min mad. Jeg kunne stadig ikke spise noget. Mens jeg sad, og kedede mig, kom Martin hen til mig. ’ ohh neej!’, tænkte jeg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at rødme. ” Hej”. Sagde han med verdens sødeste smil. Jeg smilede til ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle ellers gør. ”Du kommer til klassefesten ikke?”  Spurgte han. Vi havde en klassefest i aften. Typisk, sådan noget lort sker altid i den forkerte tid, tænkte jeg. Jeg gad ikke komme til festen med min grimme bøjle. Men jeg nikkede bare, så smilede han til mig og sagde ” så ses, glæder mig til se dig” og gik. Jeg kunne mærke at jeg blev rød, som en tomat. ’Sagde han virkelig at han glæder sig til se mig’. Tænkte jeg. Jeg kunne ikke tro det!

Musikken var så højt, at det var svært at forstå, hvad de andre sagde. Jeg kiggede rundt omkring for at finde Martin. Nogen prikkede på min skulder. Jeg vendte mig om, og så Martin, som stod ved siden af mig. Mit hjerte begyndte at hjerte, vi stod så tæt ved hinanden. ” Hej det var godt du kom”. Sagde han, og smilede til mig. Jeg elskede bare, hver gang han smilede til mig. ” hvorfor siger du ikke noget”. Spurgte han. ” Du har ikke sagt noget siden du kom, har du det dårligt?”. Jeg prøvede at sige noget, men jeg kunne bare ikke, så holdt jeg hænderne om min mund sagde ” ehmm nej jeg har det fint”. Han kiggede på mig et øjeblik. ” Bøjle?” Spurgte han med sin bløde stemme. Jeg nikkede bare. ” Jeg ved, hvordan det er. Jeg har selv haft bøjle i to år.” Sagde han. ” virkelig”? Spurte jeg, men jeg holdt stadigvæk mine hænder om min mund. ” Ja, det er lidt svært i starten, men du bliver vant til det”. Sagde han. Vi stod lidt og sagde ikke noget i lang tid, så tog han mine hænder, og kiggede dybt i mine øjne. Han stod så tæt ved mig, at vores næse mødte hinanden. Han var lige ved at kysse mig, men jeg havde det lige pludselig dårligt. Jeg havde brug for lidt luft, det sikkert fordi jeg ikke har spist noget i hele dagen, men før jeg kunne stoppe mig så kastede op. I lige i Martins fjæs.

Jeg har ikke været i skolen en uge. Jeg sad på min seng, og prøvede at glemme alt om Martin, men jeg kunne bare ikke. Det gik bedre med min bøjle, men jeg var stadigvæk ikke tilfreds med min bøjle. Mor kom ind i mit værelse uden at banke på. ” Du er nødt til at gå uden for og får lidt frisk luft. Du har siddet hjemme en hel uge, så derfor synes at jeg at du skal gå ud og have lidt frisk luft og købe ind til mig. Her pengene”. Sagde mor og gav mig en liste over de ting jeg skulle købe. ” Du får det bedre, hvis du går udenfor”. Sagde mor, og gav mig et kys på kinden. Det var længe siden hun har snakket så sødt til mig. Tænkte jeg. Jeg fik det bedre, så jeg tog mit tøj på og gik udenfor. Mens jeg gik tænkte jeg på Martin. Han hader mig sikkert, men der var noget særligt ved ham. Jeg har aldrig følt sådan for en dreng før. Pludselig kunne jeg høre en, som råbte efter mig. Jeg stoppede, fordi jeg kunne godt genkende stemmen. Så vendte jeg mig om og så Martin, som stod bag ved mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...