Animaser

En lille...lang? historie om Animaser, der er væsner, der lever af at stjæle sjæle. Jeg håber i vil læse den og evt. komme med lidt respons

1Likes
0Kommentarer
1229Visninger
AA

2. Snydt

Skyggerne fylder mit hoved hele vejen til skole, selvom at der kun er tre minutters gang. Jeg ser skyggerne alle vegne, i det store grimme træ for enden af min vej, der næsten aldrig bærer nogle blade, i hækken ved de kedelige røde murstens lejligheder jeg passerer på vejen, og i de lave grønne buske i skolegården. Skyggerne skræmmer mig selv i dagslys. Dagen går meget langsomt, og jeg bliver ved med at falde hen i timen og drømme om stenbordet. Det er en god ting at jeg sidder bagerst, så læreren ikke lægger mærke til at jeg ikke følger med. René som jeg sidder ved siden af sørger for at vække mig når jeg falder hen, han er en god ven. Jeg Sidder som altid og hører musik på min lyserøde IPod nano, det er ikke så smart når man skal lære noget, men jeg ved allerede meget om de græske guder som vores lærer står og fortæller om. En gang for mange år siden var jeg meget fascineret af Medusa, og hendes slange hår. Lige som at de andre guder skar hendes hoved af, blev Pegasus dannet af hendes blod. Jeg kigger over på René, hans mørke brune hår sidder en smule pjusket som altid, han kigger over på mig og jeg lægger igen mærke til hans utroligt pæne brune øjne, men for første gang opdager jeg at han har en rød cirkel om hans iris. Det er underligt, jeg tror ellers jeg ville have opdaget det før, det er ikke så tydligt, men man kan godt se det. Han har høje tydelige kindben, og det er pænt til ham. Hans hvide T-shirt er som altid en smule krøllet, men sådan er det bare. Hvis ikke han var en af mine gode venner kunne jeg måske finde på at komme sammen med ham. På en måde får jeg fordybet mig så meget i ham at jeg glemmer alt om skyggerne, lige til en af dem går om bag ham så jeg kan se den.  Han laver en lille diskret gestus om jeg vil arbejde sammen, og Jeg nikker hurtigt til ham. Han er sjov at arbejde sammen med, fordi han altid laver sjov med opgaverne. Vi arbejder fokuseret til vi er færdige med opgaverne, men så snakker vi resten af timen.  Man skulle ikke tro at vi går på gymnasiet sådan som vi opfører os. På en eller anden måde fører samtalen hen til min drøm, og jeg forklarer ham om rummet. Der er noget i hans øjne der ændrer sig da jeg fortæller om det, som om de bliver mørkere, mere dystre. Jeg gad godt vide hvorfor, det er ikke en af de der happy, happy drømme jeg plejer at fortælle om. Han siger at det bare er en drøm, og at den ikke betyder noget, men jeg ved ikke helt om jeg tror på ham. Da vi er færdige med at snakke om min drøm spørger han om jeg vil med ud i skoven efter skole, han har vist fundet et hemmeligt rum der minder om det jeg fortalte om i drømmen.

vi er tit i skoven, der er så stille og roligt derude, og vi elsker at opdage nye ting derude. Det er måske en smule barnligt, men vi har det sjovt, og det er vel det, der gælder. Resten af dagen slæber sig af sted. Da klokken ringer til frikvarter bliver jeg siddende og kigger tomt ud i luften, det er som om skyggerne stadig er her, de går rundt i mængden og holder øje med mig. Men jeg ved ikke hvad de vil have fra mig. De har røde øjne nu, de bliver mere og mere synlige. Jeg kigger ned i mit bord. Da jeg kigger op igen står den nye dreng, Toke foran mig. Jeg tænker på manden i min drøm og læner mig tilbage for at lægge afstand mellem os. Han spørger om jeg er okay siden jeg sidder her for mig selv. Jeg svarer uforskammet af jeg har det fint, jeg er bare lidt træt. Skyggerne stiller sig i en halvcirkel bag ham, som om han er deres leder eller sådan noget. Det skræmmer mig kun endnu mere siden han har samme kropsbygning som ham i min drøm.

Jeg skal mødes med René om en halv time i kongelundsskoven. Jeg glæder mig til at se det rum han snakkede om. Som i trance går jeg ind af hoved døren til mit hus, og tjekker køleskabet for mad. Der er ikke noget spændene, så jeg lukker det igen, og tager et æble fra skålen i vindueskarmen. Skyggerne er ude foran mit hus nu. De følger efter mig alle steder, det undrer mig hvis de også er inde i huset, men det vil jeg ikke tænke på. Derfor undgår jeg spejle. Jeg vil stadig ikke se dem beg mig. Uden at tænke over det går jeg igen med det samme, selvfølgelig lægger jeg en seddel på spisebordet til mine forældre om hvor jeg er. Skyggerne følger mig hele vejen til skoven. I dét jeg ser René, er det som om skyggerne forsvinder, jeg ved ikke hvordan det kan være. Men jeg tænker mig til at han beskytter mig mod det onde, en lidt barnlig tanke ja, men det beroliger mig. Vi går dybt ind i skoven, og det bliver mørkere som træerne bliver tætte. Endelig når vi det rum han snakkede om. Der er en lem i jorden der næsten er umulig at se hvis man ikke ved at den er der. Den er placeret lige ved siden af et enormt egetræ med mørke grønne blade. Det eneste træ der har mørke blade for det ikke skal være løgn. Det vælger jeg at overse. Lemmen knirker beklagende som vi åbner den, med René i spidsen går vi ned af en stejl marmor trappe og træder ud i et stort rum oplyst af stearinlys, væggene er samme sortbrune marmor som i min drøm. Den hvide skrift på stolperne og væggene er næsten mere tydelig end i drømmen. I midten af rummet står det store sorte stenbord. På stenbordet ligger en ung mand, han er ikke bundet fast af synlige lænker, men han ser ikke ud til at være i stand til at kunne bevæge sig. Jeg nærmer mig bordet, angsten har ikke ramt mig endnu, men som jeg kommer tættere på kan jeg se at det er den nye dreng der ligger dér. Lige som i min drøm har han ingen bluse på, så man kan se hans muskler krampe sig sammen som jeg kommer tættere. Jeg vil ikke tænke på at det er mig der fremtvinger denne smerte. Bag mig hører jeg René velkomme mig hjem, han siger det med en så højtidelig stemme at jeg vender mig for at se om det virkelig var ham der havde sagt det. Han står ved trappen, som om han vil blokkere udgangen for mig, men jeg vil ikke forlade dette sted. Jeg er hjemme, den mørke energi fylder mig og styrker mig. Jeg genkender nu skyggerne som undersåtter, jeg kontrollere dem, jeg er deres hersker.

Jeg ved ikke hvordan dette kan lade sig gøre, men på ti minutter er jeg gået fra at være en rimelig normal teenager, til et væsen af mørket. Langt fra guds rækkevide. Som jeg tænker dette mærker jeg mit tøj ændre form. Mine bukser bliver til et langt sort skørt, der smelter sammen med min bluse, der nu er overdelen af den samme sorte kjole fra min drøm. Først nu indser jeg at det var mig der slog drengen ihjel. Jeg gyser ved tanken, jeg er dog stadig en smule menneskelig.  Men ikke nok til at lade være med at ville gøre det. René må vide hvad der er sket, jeg spørger ham med fast stemme ”René, hvad er der sket? Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre?” spørger jeg med en rolig og mægtig stemme.

”Du har nu besluttet dig at slutte dig til os rigtigt, dit ar stammer fra den gang du var lille, og en af os forsøgte at tage din sjæl, sjælen fra et lille barn er det reneste der findes, men også den der er mest risikabel at tage, da den ikke kender til rigtig og forkert. Din sjæl er en af de stærke, det er den stadig, den fik snoet sig ud af hans greb og tilbage til dig. Da en sjæl ikke kan forlade kroppen flere gange måtte han opgive, ellers ville det slå både ham og dig ihjel. Ikke fordi det ville betyde noget for ham hvis du døde, men han pivoterede sit eget liv meget højt. Siden din sjæl forlod din krop, har du været en af os, men først nu har du accepteret det.” svarede han med sikker stemme. På en måde kunne jeg godt tænke mig at vide hvordan han blev en af os. ”Du skal nu indtage din første og stærkeste sjæl for at indvie seancen. Denne unge mand har en utroligt ren sjæl, hvis du kan kontrollere den vil du for evigt leve som os, i rigdom. Hvis ikke, vil du dø.” fortsatte han med en mørkere stemme, som om han frygter for dette. Den sidste sætning hviskede han næsten. ”Du ved selv hvordan man gør, du udførte det perfekt i din drøm.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...