Animaser

En lille...lang? historie om Animaser, der er væsner, der lever af at stjæle sjæle. Jeg håber i vil læse den og evt. komme med lidt respons

1Likes
0Kommentarer
1230Visninger
AA

3. Seancen

Jeg går med sikre skridt over til en udhulning i væggen hvor den store kniv ligger, skyggerne danser om bordet i samme sekund mine fingerspidser berører det blanke skaft på kniven der er udsmykket med sorte mønstre og sorte diamanter. Som jeg samler kniven op strømmer en stor mængde sort energi gennem min arm og direkte til mit hjerte, jeg er nu bevidst om at mit offer er vågent. Jeg kan mærke hans frygt gennem kniven, det overbeviser mig dog ikke om at det jeg gør, er forkert. Jeg nærmer mig langsomt stenbordet, drengen har vendt hovedet og kigger skræmt på mig. Vi får øjenkontakt og jeg stivner et øjeblik, hans øjne er så fulde af smerte og angst. Chokket standser mig dog kun i et lille øjeblik, og jer fortsætter målrettet mod bordet. Som jeg kommer helt hen til bordet kan jeg mærke hvor ren hans sjæl er, René må være ude på at slå mig ihjel da der ikke er den mindste chance for at jeg kan kontrollere den. Men jeg må prøve, hvis jeg fejler dør både Toke og Jeg, men hvis det lykkedes, vil jeg blive stærkere end René. Siden jeg er rimelig sikker på at René ikke ønsker at jeg bliver stærkere, må det være for at slå mig ihjel. Jeg bøjer mig over Toke og kysser hans pande, i dét mine læber rammer hans hud, mærker jeg en gnist af koncentreret energi. Det giver mig endnu en idé om hvor stærk magi jeg har med at gøre. Med stille og rolige bevægelser retter jeg mig op og løfter kniven til hans bryst. I samme øjeblik kniven rammer hans hud kan jeg mærke hans hjerte og sjæl bede om nåde. En stemme i mit hoved visker til mig at ham og jeg ikke længere tilhører samme race, jeg er stærkere og bedre end ham, og det er den stærkeste der overlever. Jeg lukker øjnene, jeg er ikke længere menneske. Det jeg er ved at gøre er umenneskeligt, og jeg kan lide det. Jeg åbner øjnene igen og kigger ned i hans, ved hjælp af tankernes kraft beroliger jeg ham, jeg fortæller ham at han skal et sted hen hvor der ikke findes smerte, angst og uvished. Jeg lyver. Da hans hjerte rytme sænkes og hans åndedræt bliver mere stabile gør jeg det nødvendige for min overlevelse. Jeg skærer gennem hans hud og efterlader en blodig sti så hans sjæl kan finde vej til mig. Jeg lægger forsigtigt min hånd over det åbne sår og hvisker ”Anima venit me.” Da der ikke sker noget hæver jeg stemmen en smule ”Anima venit me!” der sker stadig ikke noget, jeg er tæt på at vende mig fortvivlet mod René, men det ville afbryde seancen og dræbe os alle. Sort magi er ikke til at spøge med. I mit hoved ser jeg igen scenen fra min drøm, da det sorte lys forlader hans krop. Det hjælper, lyset der er endnu smukkere end i drømmen løfter sig fra det blødende sår. Jeg løfter forsigtigt den hånd jeg før holdt kniven med, og lukker den om det sorte lys.

Det brænder og river i mine håndflader, en smule blod drypper ned på bordet. Den sjæl vil ødelægge mig indefra, men det er lige meget. Jeg lægger den ikke tilbage. Mit hjerte hamrer hurtigere og hurtigere som jeg trækker sjælen tættere. Jeg åbner munden, mine øjne er lukkede, men jeg kan alligevel se. Gennem hans øjne. Som sjælen passere gennem mine læber bliver de med det samme blod røde. Men det er hans blod. Som jeg sluger hans sjæl ser jeg alle hans minder og drømme. Den stikkende følelse af at det jeg gør, er forkert vælger jeg at overhøre. Sjælen bevæger sig i mit blod, den suser gennem hele min krop og forsage stor smerte hvor den end er, det er næsten ikke til at bære. Mine fingere kramper sammen om stenbordets kant, uden jeg så meget som ænser kniven der borer sig ind i min håndflade. Hvilket burde undre mig da jeg lagde kniven fra mig inden jeg indtog sjælen. Men det tænker jeg ikke på. Lige som jeg ikke ænser at René står lige ved siden af mig. Pludselig er det som om mine ben holder op med at virke, og jeg falder til gulvet.

Jeg åbner mine øjne, lyset er skarpt og nyt. Alt er nyt, smukt og anderledes. Farverne er så klare, hulen der før var mørk og ækel, er nu vidunderlig. Faklerne kaster et varmt lys, som jeg ikke så før. Jeg er klar til mit nye liv. Jeg ligger på det selv samme bord hvor jeg tog mit første offers liv. Jeg hopper med lethed ned fra det store bord, og går op mod lyset. Jeg må jage. Jeg har fået en pludselig trang til at bore mine nu lange tænder ind i halsen på en eller anden stakkel. Jeg vil smage blod igen. Om jeg tager sjælen, eller blot drikker blodet er jeg ikke opklaret med endnu. Men hvem ved?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...