Animaser

En lille...lang? historie om Animaser, der er væsner, der lever af at stjæle sjæle. Jeg håber i vil læse den og evt. komme med lidt respons

1Likes
0Kommentarer
1136Visninger
AA

1. Drømmen

I samme øjeblik kniven rammer hans hud kan jeg mærke hans hjerte og sjæl bede om nåde. En stemme i mit hoved visker til mig at ham og jeg ikke længere tilhører samme race, jeg er stærkere og bedre end ham, og det er den stærkeste der overlever. Jeg lukker øjnene, jeg er ikke længere menneske.

En helt almindelig søndag aften, Sådan da. Jeg går en tur for at få styr på mine tanker, den nye dreng. Han virker anderledes, han er ikke ligesom de åndssvage idioter der ellers går på skolen. Han er både skræmmende og fascinerende. Jeg kan ikke helt bestemme mig for hvad jeg synes om ham, så jeg gik en lang tur. Det hjalp ikke, jeg plejer ikke at være den nervøse type, men jeg kunne ikke slappe af. Jeg kiggede mig konstant over skulderen, og var nærmest bange for min egen skygge. Jeg fangede endda også mig selv i at småløbe, hvilket jeg bestemt ikke plejer at gøre.

Jeg lader der varme vand fra bruseren berolige mine spændte muskler. Jeg kigger ned af min spinkle krop, arret på mit venstre bryst fremstår tydeligt mod min blege hud. Jeg ved ikke hvor jeg har det fra, og min mor vil ikke fortælle mig det. Da jeg var mindre pralede jeg med at det var rumvæsner der havde skåret mit herte ud, men jeg ved godt at det ikke passer. Duften fra shampooen spreder sig i rummet som jeg nulrer det ind i mit hår. Spejlet i den anden ende af det hvide badeværelse er så til dugget, at vandet løber ned på gulvet. Jeg tager mit håndklæde fra knagen ved siden af brusekabinen og tørrer mig inden jeg tager tøj på og vikler håndklædet om mit hår. Så når det da at tørre en smule på vej hen til mit værelse, det sparer mig da mindst fem minutter med føntørreren. Jeg står i min egen verden mens jeg tørrer mit hår, jeg elsker at gøre mig selv bange, så jeg forestiller mig at der flyver monstre rundt uden for. Da mit værelse ligger på første sal er det ikke så svært at forestille sig. Specielt når det er mørkt og koldt. De mørke skikkelser som jeg fantaserer mig til er som skygger, man kan se igennem dem, men alligevel ikke. Skygger uden en ejer. Som sædvanlig står jeg og falder i staver, det gør jeg altid når jeg har været bange for noget. Selvom at der ikke var noget at være bange for da jeg var ude at gå, jeg var den eneste på vejen, ikke en eneste bil kørte forbi mig. Det er på en måde sjovt at tænke på, at man ikke er bange for mørket i sig selv, men det der kan gemme sig i det. Som andre mennesker. Uden at tænke over det er jeg begyndt at glatte mit hår, hvilket jeg altid plejer at gøre så det er egentlig ikke så underligt. Alligevel skræmmer det mig. Jeg er vist ikke helt på dupperne i dag, først er jeg bange for skygger når jeg går tur, og nu skræmmer mine rutiner mig. Jeg må hellere gå i seng.

Jeg ligger på et hårdt koldt stenbord, der er stearinlys alle vegne. Skikkelser bevæger sig om mig i en slags dans. Og dog, jeg kan ikke høre deres fodtrin, kun en af dem, hun kommer gående fra den modsatte ende af rummet, mit blik er slørret så jeg er ikke sikker på hvem hun er, og om jeg kender hende. Hun er høj og slank, og er iført en smuk sort kjole, der viser en stor mængde af hendes brystparti. Min vejrtrækning bliver mere besværet jo nærmere hun kommer, som om mine lunger trækker sammen og skriger i protest.  Da hun endelig står ved kanten af det store stenbord, kan jeg næsten ikke trække vejret. Hun fører en stor skarp kniv til den vestre side af mit bryst, jeg kigger ned af min muskuløse overkrop, mine muskler kramper sammen som kniven berører min hud. Jeg er kun iført mine blå jeans, og jeg ved ikke, hvad der er blevet af den hvide T-shirt, jeg havde på tidligere. Pludselig trækker hun kniven til sig, så den skærer dybt i min hud, lige over mit hjerte. Jeg forsøger at skrige i smerte, men det er som om mine lunger er holdt op med at fungere. Hun bøjer sig over mig, og sætter læberne til det åbne sår. Jeg Mærker livet sive langsomt ud gennem såret, hun rejser sig op igen og holder sin hånd et par centimeter over såret men hun mumler noget der lyder som ” anima venit me”. En kugle formet slagt sort lys forlader mig…

Jeg vågner med et sæt, og sætter mig brat op. Min vejrtrækning er meget hurtig, jeg hyperventilerer næsten. Drømmen skræmmer mig, nu hvor jeg tænker over det så var det ikke mig selv der lå på stenbordet, men en dreng. Pigen kunne dog til en forveksling ligne mig, hvilket skræmmer mig endnu mere. Hvorfor drømmer jeg det? Jeg plejer kun at drømme ubetydelige og kedelige ting, jeg tror aldrig i mit liv at jeg har drømt noget så skræmmende. Skyggerne hjemsøger mig nu mere end da jeg gik i seng. Selvom at det sikkert betyder noget, kan jeg ikke lade være med at undre mig over hvad hun sagde ”anima venit me”, det lød latinsk. Som jeg tænder min computer husker jeg at jeg engang brugte ordet Anima i en dansk stil, det betyder vist sjæl. Lyset fra skærmen blænder mig så jeg har svært ved at se noget andet, det generer mig en del da jeg ikke kan se om skyggerne er til stede eller ej.  Google popper op, logoet i dag er blomster, der er en Klokkeblomst, en Lobelia, en Morgenfrue, en Oksetunge, en hvid nellike og en løvemund. Jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg ved at løvemund betyder noget med grusomhed. Det bryder jeg mig ikke om efter min drøm. Hurtigt taster jeg anima venit me, ind i søgefeltet. Der kommer en masse kristne sider op med ”the soul of Jesus”. Jeg leder videre, på en af de sidste sider finder jeg et link jeg kan bruge. Jeg klikker ind på det og ser en meget dyster side, der er et stort billede af et stenbord hvor der ligger en kvinde i en smuk hvid kjole, udover noget skrift på væggen, er det, det eneste hvide i rummet. Der er skygger med røde lysende øjne omkring hende, de er mere tydelige end de skygger jeg ser, men stadig meget som dem. Der står også en mand beg hende, han holder den samme store kniv over hendes bryst, kniven ligger dog ikke mod hendes hud som i min drøm, men det ser ud som om han skal til at stikke den direkte i hendes hjerte. Jeg kigger lidt længere nede af siden, der er en masse små citater, jeg sørger for kun at lede efter det fra min drøm. Det finder jeg hurtigt. Som det eneste er der en slags rød skygge bag det. Jeg kan ikke lade være med forsigtigt at læse det højt for mig selv. Anima venit me. Ud for det står der at de betyder sjæl kom til mig. Jeg gyser ved tanken. Den lille sorte lys kugle må havde været hans sjæl.

Først nu opdager jeg at klokken er halv fem om natten. Jeg slukker computeren igen, da jeg nu har den information jeg skal bruge, om jeg vil det eller ej, ved jeg nu hvad min drøm betød. Jeg lister stille ud og tænder for vandet, for at tage noget at drikke, mørket skræmmer mig, og jeg har det som om, at skyggerne følger efter mig, men for ikke at vække mine forældre der sover i værelset ved siden af, lader jeg lyset i gangen forblive slukket. Jeg tænder dog lyset på badeværelset men undgår spejlet så vidt muligt, jeg vil ikke se skyggerne bag mig. Det grønne badeværelse virker ikke så venligt som det plejer, det er vel ikke så underligt i betragtning af hvad jeg lige har drømt. De brune træbjælker i loftet ser ud som om de gemmer tusind hemmeligheder, som om de ved præcis hvad jeg drømte og fortæller mig at det er ægte. Jeg slukker lyset og går tilbage til mit værelse, der ligger så meget tøj på mit gulv, at kun jeg ved hvor man kan gå uden at træde på noget, selv i mørket ved jeg hvor alting ligger. Min seng er stadig dejlig varm og modtager mig ved at knirke forfærdeligt højt. Det er typisk, den knirker ikke normalt, men når jeg er skræmt fra vid og sans skal den selvfølgelig knirke så jeg springer op af skræk. Jeg gennemgår drømmen i mit hoved igen og igen, det giver vel mening at sjælen er sort da intet mennesker er så perfekt at ens sjæl er hvid. Så skulle man være uselvisk, tilgivende og aldrig egoistisk, og er der ikke et eneste menneske der er. jeg falder endelig i søvn, og det føles som uendelig kort tid jeg får sovet da mit vækkeur ringer og hiver mig ud af den tankefrie drøm. Så jeg er langt fra entusiastisk. Det bliver min mor såret over, da jeg normalt ikke snerrer af hende. Drømmen kører stadig rundt i mit hoved, så jeg spiser ikke særligt meget, da tanken om skyggerne får mig til at miste appetitten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...