Min egen engel

"Hun hun jeg vil aldrig glemme hende hun var min bedste veninde!! Hvorfor var jeg så dum at lade hende gå alene i mørket!?" råbte Julia i gråd. Jeg vidste det var falsk Julia hade Munique. Præsten hjalp Julia på plads og begyndte på sin tale jeg hørte ikke rigtigt efter, jeg sad med den flotte røde rose i hånden, det var Muniques yndlings blomst. jeg prøvede at fokusere på min egen tale men det var virkelig svært.

3Likes
0Kommentarer
1347Visninger
AA

5. You will never live alone!

 Det var dagen hvor Munique skulle begraves. En sorgens dag uden lige! Jeg var mødt op i kirken en time før for at sige ordenligt farvel.. Muniques kiste ville stå åben til cermonien skulle begynde. Nina og Steen, Muniques forældre stod ved kisten, Nina græd, men det var da forståeligt! Min mor og far var med mig, Jeg var nervøs jeg skulle holde tale og der efter ligge en blomst på kisten. Ordene fløj rundt i hovedet på mig.. hvad vis jeg glemmer halvdelen? Det MÅ bare ikke ske! Hele byen og hele min klasse var mødt op for at støtte op om det..

 "Hun... hun... jeg vil aldrig glemme hende hun var min bedste veninde!! Hvorfor var jeg så dum at lade hende gå alene i mørket!?" råbte Julia i gråd. Jeg vidste det var falsk Julia hadede Munique. Præsten hjalp Julia på plads og begyndte på sin tale jeg hørte ikke rigtigt efter, jeg sad med den flotte røde rose i hånden, det var Muniques yndlings blomst. jeg prøvede at fokusere på min egen tale men det var virkelig svært.

"Kristina vil gerne sige et par ord" Jeg vågnede af min trance. jeg gik op til alteret og begyndte min tale.

"Munique jeg elsker dig! jeg vil aldrig glemme dig" jeg kæmpede for at holde tårrene tilbage. "Min egen engel min...Min" jeg kunne ikke holde tårrene tilbage, de trillede ned over mine kinder. "Jeg elsker dig! Jeg skulle have gjodt mere!! Undskyld smukke.. Jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre! Det må du aldrig glemme! du ved' 'You will never live alone' " Jeg gik hen til hendes flotte hvide kiste som var fyldt med smukke blomster i flotte farver, jeg lagde den røde rose og en halskæde hun gav mig da vi gik i syvende, hvorpå der stod "You will never live alone!".

Jeg gik ned på min plads, min mor tog min hånd og krammede mig, trøstede mig "Jeg savner hende" hviskede jeg i øret på hende "Det kan jeg godt forstå" svarede min mor stille mens hun nussede mig på kinden som var gennemblødt af mine tårre.

Efter talerne skulle kisten bæres ud, min far skulle hjælpe. jeg græd og græd jeg kunne ikke tro at hun var væk hvad skulle jeg gøre?! hun var virkelig min bedste veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...