Hvorfor?

En dreng der ikke har det alt for godt der hjemme og skal tag en beslutnig om hvem han vil være sammen med.

1Likes
4Kommentarer
558Visninger

1. Horfor?

Hvorfor?

Det er anden gang på ugen, lægen kommer igen. Vi går op af trapperne til min mor. Jeg kigger skråt på lægen og tænker, at jeg sikkert også kan blive en dag. Vi stopper op foran en stor brun dør for enden af den mørke gange. Jeg puster ud og kan se på lægen, at han er nervøs, end han plejer. Jeg synes faktisk, det er lidt synd for ham. Jeg ved ikke hvorfor, men altid, når jeg ringer til ham, og fortæller ham, at mor har fået sine anfald igen, kommer han straks. Nu når jeg kigger på ham, ser vi meget ens ud. Vi har begge krusede mørkt hår, store blå øjne, smalle tynde læber og spidse næser. Mange over fra min skole snakker hele tiden om, hvor meget de enten ligner deres mor eller far. De spøger også mig, hvem jeg ligner, men fortæller det aldrig. Det er nok fordi, jeg ligner min far, at jeg ikke gider fortælle det. Lægen trykker den sølv mønstrede håndtag ned og går ind på værelset, og jeg er lige bag ham. Gardinerne er trækket for, og værelset er rodet. Billederne som normalt hang på væggene ligger nu spræt på det hvide og sorte gulvtæppe. Sengen til venstre af værelset ligger min mor under dynen. ”Det ser ud til, din mor er faldet i søvn”, siger lægen der nu står midt i rummet, og kigger sig omkring. Jeg kigger et øjeblik på og tænker tilbage på, dengang han også plejede at sove på den bløde seng sammen med min mor. Jeg plejede vejr morgen at komme løbende op af trapperne og gå ind til dem, og ligge mig under den varme dyne sammen med dem. Lige indtil den dag han fik en anden, og forlod mig og min mor. Han ville gerne have haft, at jeg skulle bo sammen med ham, men det tillod min mor ikke. Han spurgte mig også, hvad jeg ville, men svarede aldrig. For jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Da han var taget af sted, var min mor blevet ensom, og med tiden blev hun lidt psykisk syg. Det gjorde, at der voksede had inde i mig til ham, der var skyld i det. Han gik over til sengekanten og stod lidt stille. Han stirrede på det indrammede billede af ham og min mor, der var i Spanien, før jeg var blevet født. Jeg havde spurgte hende en gang, hvorfor hun ikke smider den ud, men til gengæld, fik jeg en flad. Den flad har jeg stadig ikke glemt, men jeg ved det ikke var en flad i vrede, men i sorg. ”Tager din mor sovepiller”, var der en lyd der trængte ind til mig lige plusenlig. ”Nej, hvorfor”, sagde jeg uden at trække vejret. ”Hm, nej ikke for noget tænkte bare på, hvorfor hun stadig ikke er vågnet”. Jeg begyndte at få det dårligt. Jeg havde ikke i lang tid sådan rigtig snakket med ham, så det føltes lidt mærkeligt. Selvom jeg ser meget til ham her for tiden. For han er min mors læge, og hun er begyndt at få sine psykiske anfald oftere. Jeg kigger over på ham og tænker, hvor anderledes mit liv er blevet, siden han har forladt os. Jeg laver ikke så mange ting, som børn på min alder ellers gøre og har ingen venner. Men som om han forstår det. ”Kan vi lige snakke”, siger han mumlende. Jeg bliver hevet ud af mine tanker. ”Hvorfor”, siger jeg højt. Mit blod begyndte at stige mig til hovedet og mine hænder var blevet helt våde af sved. Han svarede ikke, men vinkede mig over til sengekanten, hvor han havde sat sig. Jeg blev stående, hvor jeg var. Tæppet under mig føltes varm, som om det brændte. Han tøvede, og nikkede så til mig. ”Jeg ved godt, hvor hårdt du har det og din mor, men kan du i det mindste ikke tilgive mig”, sagde han tøvende. Jeg blev stående, og kunne ikke se ud fra hans ansigt, hvordan han havde det. ”Hør, jeg elsker dig, det er derfor, jeg gerne vil have, du skal tilgive mig, og du er min eneste søn”. ”Hvorfor skulle jeg tilgive dig”, begynder jeg. ”Du har kun såret os”, sagde jeg med rystende stemme. Han sukkede, og kiggede mig i øjnene. ”fordi du betyder næsten alt for mig, og jeg ved, jeg forlod jer, men det var fordi”, han stoppede. Jeg kunne se, han mente det, men jeg ville vide det hele først.”Hvad fordi, jeg vil gerne hør, hvorfor du forlod os”, råbte jeg med tårerne trillende ned ad kinderne. Der blev helt stille ingen sagde noget. Man kunne høre billerne ude på vejen køre drønende forbi. ”Fordi din mor, og jeg ikke havde det så godt sammen længere. Vi skændtes og blev uenige over ting”. Det var som mine fødder var blevet helt stive. Jeg havde aldrig tænkt, at det måske også kunne have været min mors skyld. ”jeg begyndte at arbejde længere på arbejdet for at holde mig lidt væk fra hjemmet, så måske kunne det blive bedre”, begyndte han. ”Men det gjorde det ikke, og efter noget tid mødte jeg en anden og flyttede så væk”. Alle mulige billeder begyndte at poppe frem i mit hoved, om den dag han smuttede. Jeg fik tårer i øjnene, og gik over til ham ved sengekanten. Jeg kunne ikke holde det ud mere, jeg havde savnet ham, og nu vidste jeg også hvorfor han var gået. Jeg lagde armene om ham, og krammede ham hårdt, mens jeg græd. ”Undskyld far”, var det eneste, jeg kunne sige i alt mit hulk. ”Tag det roligt, det er okay, jeg synes, det er rart at høre dig kalde mig far igen”, sagde han med en blød stemme. Jeg slap ham med en smil om munden, og gik over på den anden side, hvor min mor låg for at vække hende. Jeg tog dynen væk fra hende ansigt. ”Far, hvorfor trækker mor ikke vejret”.?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...