Challenged.

100 themes challenge - http://100themeschallenge.deviantart.com/

0Likes
2Kommentarer
1535Visninger

1. Life.

Amida gik forrest ind gennem de tætte planter, som kun modvilligt gav efter for hendes stadig aggresive bevægelser. Jeg forstår den dag i dag stadig ikke hvordan hun havde energien til det - hvordan hun kunne fast holde sig selv i troen på at vi ville komme væk herfra med livet og sjælen i behold. Men det gjorde hun. Og det var det hele værd, da et stærkt blåligt lys blændede os idet Amida rev en stor klynge planter op af jorden.

"Amida? Leslie?.. Hvad sker der? Mollan?" hørte jeg Liva sige bag mig. Hendes blinde øjne kunne ikke mærke det skærende lys, men hendes opmærksomme ører kunne høre vores små udbrød.

"Ikke noget, Liva, det er bare... Lyset", mumlede Mollan til sin søster, mens han forsøgte at vænne sine øjne til den stærke lysskær, så han kunne se hvor vi var. Det lykkedes ham i første omgang ikke, men vi kunne pludselig høre en stærk mandestemme tale til os - uforstålige ord lød i vores hoveder, men den blide, beroligende tone standsede den panik der var ved at brede sig i min krop.

Forsigtig åbnede jeg mine øjne. Det skærende skær var væk, i stedet erstattet af et blødt, bølgende lys, som omgav os alle fire. Amida og Mollan havde også åbnet deres øjne og de så lige så forvirrede ud, som jeg følte mig. Liva stod bare og stirrede frem for sig med sine mælkehvide øjne.

Amida stod ved siden af mig og jeg kunne mærke hendes hånd søge efter min. Hendes hoved var drejet væk fra mig - hun kiggede på noget længere fremme, noget, jeg slet ikke havde haft tid til at ligge mærke til, hvilket egentlig var underligt. 

"Leslie...", hviskede hun, "Leslie, se...".

Og jeg drejede mit ansigt mod hende og så et syn smukkere end noget andet jeg nogensinde havde forestillet mig. Kuldegysningerne gled gennem min krop, men min mund var tør som sandpapir og ikke en lyd kom ud af den.

Foran mig var to træer, knudrede og ældgamle, viklet ind i hinanden, så der over vores hovedet spredtes en gigantisk trækrone, som  dækkede for hver eneste solstråle, som måske kunne have sneget sig ned mellem den tættebevoksing på jorden.

Det var ikke selve det at de to træer havde udvikling sig til noget så ekstraordinært, der gjorde mig så fortumlet, men dét at der lige hvor de to stammers nedersre grene mødtes var en kugle af lys, en konstant bevægende, blå lyskugle, som var fanget i træerne grene og havde været det længe. 

Det føltes som om jeg havde stået og stirret i flere år, da den blide mandestemme igen sagde noget. Eller, sagde noget er ikke det rigtig måde at beskrive det på. Jeg ved vi alle kunne høre ham, men selv en døv ville kunne fornægte at det intet havde med vores hørelse at gøre. Hans stemme lød i vores sind, igen med samme uforståelige kæde af ord.

Det var først, da stilheden blev brudt, at jeg opdagede hvordan vi alle havde holdt vejret og hvordan skoven var helt stille, indtil den sagte klukken af vand i bevægelse fyldte det hele. 

Med stor modvilje løsrev jeg mit blik fra den levende kugle af lys for at finde ud hvad der havde sat det vand, der lagde under træerne, i bevægelse.

Et skikkelse stod i vandet, lige under kuglen af lys, en skikkelse med langt, skinnede hår og let stof blafrende om sig. Idet han vendte sig om med et svag smil på sine læber skinnede den levende lys endnu en gang og jorden forsvandt under os.

___________________________________________

Authors notes:

http://browse.deviantart.com/?q=life&order=9&offset=24#/d4eg8ss

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...