Forbidden desires -midlertidig på pause. pga skolen :)

sophia er en pige der kommer fra en rig familie, hvor kærlighede kommer til udtryk i penge, og rigtige venskaber ikke existerer. Derfor tror hun ikke på, at nogen ret faktisk kan lide hende. Hun ved derfor ikke hvordan hun skal reagere, da hun kommer på efterskole, og folk pludselig vil være venner med hende, uden at de vil have hendes penge.
historien er en slags genfortælling af mit eget efterskoleår :) dog en lille smule 'overdramatiseret'
hope you like it
~WaffOO

18Likes
29Kommentarer
2257Visninger
AA

1. begyndelsen til enden

”Hva’ så skat, er du klar til at starte?” spørsmålet var ment helt godt, tror jeg, men det var med en fjern tone det blev fremsagt.

”Ja, sådan nogenlunde” svarede jeg usikkert tilbage.

Han kikkede tøvende op fra sin mobil, som om der var et eller andet på den, der var meget vigtigt, og da han endelig kiggede op, var det ikke direkte på mig, det var som om, jeg var en slags tåge, man ser, men alligevel ser igennem.

”Det skal nok gå” svarede han som alle andre, der kom intet extra, som fx ”jeg tror på dig” eller ”du skal ikke være bekymret, du skal nok falde til” bare et simpelt ”det skal nok gå”. Tomme ord som alle de andre derhjemme, også havde overlæsset mig med de sidste par dage. Jeg havde forventet det af alle de andre, for der var ikke rigtig nogen der bekymrede sig om, hvad fanden jeg gik og lavede. Men at høre min egen kæreste sige det, var chokerende. Det var som at få smidt en iskold spand vand, lige i fjæset.

Det chokerede udtryk der kort viste sig i mit ansigt, før jeg igen fik det under kontrol, fangede ikke hans opmærksomhed, da han igen havde begravede sit hoved i telefonen.
Men det var et dårligt tegn, at jeg havde ladet den følelse slippe så langt ud at den kunne ses.
Han bemærkede ikke engang, at jeg steg ud af bilen, og begyndte at tage mine mange kufferter ud. I stedet for at hjælpe mig med at slæbe mine ting ind blev han bare mere opslugt af sin mobil.

”hvis du ikke har noget imod det, ville jeg sætte pris for din hjælp, med at slæbe de her tingester ind” stønnede jeg, mens jeg selv begyndte at bakse med den første.

”Ja, ja kommer lige om lidt” var responsen.


Jeg vendte øjnene op mod himlen, og begyndte at slæbe igen. Jeg håbede inderligt at vi fik nogle store værelser, for alt det her kunne i hvert fald ikke være i det lille kosteskab af et værelse, som en af mine gamle veninder havde, da hun gik på efterskole.

Jeg fik kvalme bare ved tanken om hvis veninde hun var i dag.



Da jeg kom ind på mit værelse, fik jeg endnu et chok.
Jeg tabte ikke masken ved dette, men hævede blot øjenbrynet. Værelset var faktisk meget stort, og den ene halvdel var overdækket, med tokio hotel plakater og ting. Ikke bare som et par plakater hist og pist. Det var seriøst meget. Man kunne ikke se et eneste sted hen, uden at få øje på en tokio hotel ting.

På sengen lå en pige, med kort sort hår, farvet, kunne man se, ud fra den lille udgroning, hendes tøj var hovedsageligt sort, men enkelte detaljer i andre farver.
Hun fornemmede vist at jeg stod og stirrede på hende, for hun vendte sig om, og kikkede på mig.
Da hun så mig, lyste hun op i et forsigtigt smil, hun tog ører propperne ud, og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen.

Jeg besluttede, at det så blev mig, der kom med intro spørgsmålet.

”Er du Amanda?”.

”Ja” svarede hun stille.

”Så tror jeg, jeg har fået den perfekte roomie” smilede jeg og hentydede til hendes tokio hotel-ting, og hendes tøjstil.

Hun løftede det højre øjnebryn, og så undersøgende på mig, som om jeg var en, eller anden, der påstod jeg kom fra Mars.
Ja okay, lige i øjeblikket virkede jeg ikke som en lille emo, der elskede sort, og hørte tokio hotel konstant. Men det var jeg altså.
Jeg satte min kuffert ned og begyndte at rode i den. Eftersom Amanda ikke fik et andet udtryk i ansigtet, gik jeg ud fra at hun stadig ikke havde fundet ud af, hvorfor vi ville blive gode roomies, når jeg i det hele taget lignede en snoppet, poptøs fra det samfund, der mente at alle der ikke tjente 2 millioner om året, ikke var godt nok til at omgås dem.
Jeg begyndte at rodet rundt i min grundigt pakkede taske - At det for øvrigt ikke var mig selv, der havde pakket, men min tjenestepige, gjorde det ikke lettere at finde tingen jeg ledte efter. Efter lidt tids søgen fandt jeg det.

Da jeg tog hovedet op af kufferten havde Amanda sat sig op i sengen, og sad og stirrede ned i min overpakkede – nu også rodede taske, med et blik der bare sagde: omg, med ! bag ved.

”hvis du ellers kunne tage øjnene fra alle de overflødige ting, ville du forstå hvorfor jeg troede at du ville blive en god roomie ” sagde jeg, en lille smule for skarpt måske.

Hun kikkede skyldbevist op fra mine ting og fik så øje på det jeg holdt i hånden.
Det næste udtryk hun fik, var ikke videre charmerende. Ved synet af det foto jeg havde medbragt, tabte hun kæben, og det var ret tydeligt, at hun lige havde siddet og spist noget slik, med en grønlig kulør.

”luk munden det ser ikke særlig intelligent ud det der” grinede jeg.

Hun fik langsomt underkæben op på plads, mens hun rejste sig fra sengen, og gik stille hen til mig, hun studerede billedet nøje.

”Det er ægte hvis det er det du tænker på lige nu, jeg er ikke bare en eller anden sindssyg fan der copy paster tokio hotel ind på mine billeder”svarede jeg hender tanker.

”Har du seriøst mødt dem?” fik hun endelig frem, og kikkede spørgende op på mig.

"Ja det var jo hvad jeg lige sagde” jeg kikkede på billedet. "Jeg fik et personligt møde med drengene af mine forældre i fødselsdagsgave her til sommer ” tilføjede jeg bittert.

”Af dine forældre?” hun lød chokeret.

”Ja det var deres måde at sige tillykke med min 15 års fødselsdag” jeg kikkede væk fra billedet igen.

”Stakkels dig” mumlede hun stille.

Jeg smilede svagt, der var en anden grund til at vi ville blive de perfekte roomies, enhver anden på den her efterskole ville sikkert straks havde spurgt efter at møde drengene, og spørge ind til mit ultra dyre designer tøj, lige så snart jeg åbnede min kuffert.

Men ikke Amanda åbenbart. Og det var jeg faktisk rigtig glad for inderst inde.

”Undskyld, at jeg sådan over stirrede din taske lige før, men det er altså ikke hver dag, man får en ny roomie, der har alt hvad hun kunne ønske sig, inden for den sidste nye mode”

”Det er ikke alt hvad jeg kunne ønske mig” sagde jeg trist. ”Det du ser der” sagde jeg, og pegede på kufferten ”er det mine forældre kalder kærlighed”.

"Trist” sagde Amanda igen.



Idet jeg skulle til at gå ud af døren for at hente den næste taske, kom Dennis ind af døren – altså min kæreste.

”Hvor vil du ha at jeg skal stille de her tasker skat”.

”Bare et eller andet sted” svarede jeg ligegyldigt.

”Kommer Cæcilie egentlig herned” spurgte han.

”Nej og gudskelov for det” svarede jeg. Folk ville da først begynde at se mig som en snobbet overklassetøs hvis jeg havde min egen tjeneste pige med herned.



Jeg var begyndt at lægge underlig meget afstand til Dennis, det var som om det ikke var den samme gnist, eller kemi mellem os mere. Ikke efter at han var begyndt at hænge sådan over mobilen, for lidt mere end to uger siden.

Jeg skød det hen og gik sammen med ham ud og hentede de sidste tasker. Desværre havde jeg fået så meget pakket ned, at der var til hele 3 ture frem og tilbage. Da der kun var en taske tilbage, tog han den ud af bilen, og så på mig.

Han smilede, men der var et eller andet forkert over smilet, mundvigende pegede opad, hans kinder skubbede sig let op, som de plejede, men smilet var ikke fuldkomment i øjnene, der manglede lige det sidste for at få smilet helt igennem.

Jeg vidste hvad man skulle se efter, for jeg havde selv ikke smilet rigtigt de sidste to år, heller ikke til Amanda inde på værelset, det hele havde været skuespil. Og det smil han sendte mig gav mig både kuldegysninger, men også en fornemmelse af at han skjulte over noget, noget jeg så absolut ikke måtte vide.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...