JDB – Gotta believe in something

Evelyn Greer Simms har aldrig oplevet at elske og blive elsket, på grund af hendes hårde træning. Siden hun var helt lille, har hun kun elsket en ting, at danse ballet. Balletten er hele hendes liv, den eneste grund til at hun lever og ånder, indtil hun møder Justin. Justin vender hele hendes verden på hovede, og lærer hende ting hun aldrig kunne forestille sig fandtes. Men hvad sker der når to vidt forskellige mennesker mødes? Kan de på nogen måde får deres forhold til at fungere? [Emma B. skriver fra Evelyns synsvinkel og Whispering Obssesion skriver fra Justins]

31Likes
71Kommentarer
4310Visninger
AA

2. Look at me... [Evelyns P.O.V]

Jeg strakte min venstre hånd ud til den ene side, og bøjede to af min fingere så min hånd dannede et fint mønster. Jeg strakte min overkrop, og bøjede min venstre albue ind over mit hoved. Jeg holdt mit fingeres mønster mens, jeg satte det højre ben bag det venstre og lavede en fin pirouette i takt med musikken. Jeg satte begge mine ben ned på jorden igen og strakte min hånd over hovedet. Jeg tog den ned og kørte den foran mit ansigt før den lå langs siden af min krop. Musikken sluttede og jeg bukkede min langsomt ned mod jorden. Jeg strakte min krop op igen. ”EVELYN, HUSKER DU IKKE, HVAD JEG SAGDE TIL DIG?” råbte min træner, Johan.

Johan kunne til tider virke hård. Men jeg havde for længest vendt mig til det. Det vel et eller andet sted okay. Hvis jeg ikke gjorde det godt nok, skulle jeg da havde det af vide ikke? Jeg kan huske første gang mine veninder var med mig til træning. Det var så sidste gang de var med. De blev helt bange for ham. De synes har var sur og råbte alt for meget. Det var nogle piger jeg ikke så noget til mere, da jeg aldrig havde tid. Hverdag efter skole tog jeg hen til Balletskolen. Når jeg så kom hjem var der massere af ting der skulle ordnes. Når det var færdigt og klokken nærmede sig sengetid stod den igen på øvelse. Jeg fik om eftermiddag en masse ting, jeg skulle gøre bedre til den næste dag. Jeg viste på ingen måder, om det var det her jeg ville. Hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg nok droppet det for flere år siden. Smidt det hele langt fra mig og taget at leve et rigtigt liv.

Jeg misundede tit de piger der kunne gøre hvad de ville. De piger hvor deres mor ikke holder øje, med hvad de spiser. De kan gå frit på gaden, grine og have det sjovt. De piger er helt modsat af mig. Min mor ovevåger mig konstant. Jeg kan på ingen måder gå på en gade uden min mor eller træner ringer. Jeg går hellere aldrig på gaden, da jeg på ingen måder har noget tid. De forventet jeg står frisk tideligt om morgen i weekenden og trænere hele natten lang.

Jeg savnede den gang ballet var sjovt. Dengang hvor vi grinte os igennem hele timen. Den gang hvor det var lige meget, hvor god man var. Dengang hvor der hele tiden var folk omkring en. Sådan var det slet ikke nu. Jeg fik privat undervisning, og der var kun min træner omkring mig.  Der var bygget et kunstigt ansigt op på begge vores hoveder. Et ansigt man vanskede væk hver aften og satte på lige så snart man trådte ind i træningssalen. Da jeg var lille havde jeg for travlt med at blive stor. Nu ville jeg tilbage til den gang hvor vi stod femten piger i lyserøde ballet dragter. Den gang jeg elskede ballet.

”EVELYN HØRE DU HVAD JEG SIGER?” råbte Johan. Jeg kiggede forskrækket op og mødte min træners vrede ansigt. Jeg skyndte mig at nikke. ”Godt så gør du bare som jeg fortalte” sagde han. Hvad? Hvad skulle jeg lave? Jeg kiggede forvirret på ham. ”Se du høre jo ikke efter” sagde han. Jeg kiggede lidt ned. ”Ved du hvad, Evelyn? Jeg gider dig ikke mere i dag. Jeg kan ikke holde til, at kigge på dig når du kvajer dig på den måde. Jeg går ud lidt.” sagde han og forlod rummet.

Jeg satte mig ned i midten af lokalet. Jeg havde haft Johan som træner siden jeg var  fem år. Jeg startede til ballet på et begynder hold, da jeg blot var to år. Jeg kom på et hold med en masse små andre piger. Efter blot et år blev jeg rykket op på et hold for begyndere. Forskellen var bare at det her var fra  fire år, på det tidspunkt var jeg lige fyldt tre. Der gik jeg cirka en måned, hvorefter jeg blev rykket op på et øvede hold fra fire år. Et par måneder for min fem års fødselsdag blev jeg rykket op på et meget øvede hold fra seks år. Det var så her jeg fik Johan som træner. Han trænede nemlig det hold. Det var i starten svært at flade til på det nye holdt. Niveauet var en hel del højre, og de forventede en del mere af os. Lige pludselig skulle jeg træne fire timer om ugen. Normalt var jeg kun vand til at træne i 40 minutter. Men jeg faldt ind og et par uger efter min syv års fødselsdag begyndte det hårde liv at melde sig. Johan udtog mig til privat træning. Det var så her jeg sad ni år efter. Stadigvæk den samme træningssal. Den samme træner. Mit liv havde ikke forandret sig, eller jo alligevel de første par år var træning ikke så hård som i dag. Jeg så stadig veninder, men da jeg nærmede mig de ti år var det ved at være slut. Det var først ved 14 års alderen jeg rigtig gav slip fra dem. Vi måtte vel bare respekter at det var sådan mit liv var nu. Men spørgsmålet var kunne jeg respektere det? Jeg havde tit lyst til at råbe ”se på mig! Ser jeg glad ud? Er det her min drøm? Eller er det din?”. Men ting gør man bare aldrig. Nogen ting har godt af at blive inde i kroppen selvom det til tider kan føles godt at komme ud med det. Jeg måtte vel bare bide det i mig og øve så jeg kunne komme langt. Det her var vel mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...