JDB – Gotta believe in something

Evelyn Greer Simms har aldrig oplevet at elske og blive elsket, på grund af hendes hårde træning. Siden hun var helt lille, har hun kun elsket en ting, at danse ballet. Balletten er hele hendes liv, den eneste grund til at hun lever og ånder, indtil hun møder Justin. Justin vender hele hendes verden på hovede, og lærer hende ting hun aldrig kunne forestille sig fandtes. Men hvad sker der når to vidt forskellige mennesker mødes? Kan de på nogen måde får deres forhold til at fungere? [Emma B. skriver fra Evelyns synsvinkel og Whispering Obssesion skriver fra Justins]

31Likes
71Kommentarer
4312Visninger
AA

5. Beautiful name... [Justins P.O.V]

Da vi træder ind i den store dansesal, ligger den smukke pige på siden, da hun ser os, rejser hun sig op. ”Scooter og Justin, det her er Evelyn min danser. Evelyn det her er min bror Scooter Braun og hans sanger Justin” sagde Scooters bror Johan, mens hun først gav Scooter hånden, og derefter mig. Jeg kunne mærke, en varme sprede sig i hele min krop, da hendes bløde hånd berøre min. En gnist som starter i mine fingerspidser og breder sig til resten af min krop. Da Scooter og Johan hurtigt falder i snak, står Evelyn og jeg bare og kiggede på hinanden. Mon hun ved hvem jeg er? Hendes ansigtsudtryk, viser en anelse genkendelse, men på hvad? På at jeg er den berømte Justin Bieber, som alle pigerne sværmer efter? Eller noget helt andet? Hun fjerner dog hurtigt sit blik fra mig, og begynder at kigge sig rundt omkring i salen, mens hun undgår mit blik.  

”Evelyn?” bryder Johan tavsheden mellem hende og mig. ”Ja” mumler Evelyn stille, og jeg får bekræftet, at hendes stemme er den blideste, smukkeste englestemme jeg nogensinde har hørt. Jeg kan ikke lade være med at smile, over at jeg havde ret. Da sangen begynder, bevæger hun sig, som en yndefuld engel. Hendes bevægelser, er nok til at tage pusten fra enhver dreng, selv mig. Hendes arme som roligt og behersket bevæger sig i takt med resten af hendes krop, musikken, som går i harmoni, med hele hendes koreografi. ”Flot, men husk at lande på tå i slutningen af pirouetten” sagde Johan, og brød den magiske stemning. Jeg havde været så optaget af hendes dans, at jeg slet ikke havde lagt mærke til at hun var stoppet, at sangen var sluttet og hende dans ligeså.  

Da Scooter siger ” Nå, Justin vi må hellere til at smutte. Vi har en masse vi skal ordne”, kan jeg ikke andet end at kigge trist ned i gulvet, mens jeg nikker en enkelt gang. På trods af at hele min krop, vil have mig til at råbe og skrige, at der ikke er nogen grund til at vi allerede går, kan jeg ikke få mig selv til det. Hvad ville hun ikke tænke om mig, hvis jeg gjorde?  

Evelyn. Sikke et smukt navn. Et smukt navn, til en smuk pige. Hendes gyldne lokker, som naturligt falder ned over hendes skulder, mens hun prøver at imponere Johan, men han virker ikke så nem. Johan virker som en streng perfektionist, som stræber efter det bedste af det bedste.  Evelyn virker som en af de bedste, men det er åbenbart ikke godt nok for ham. ”Justin? Er du der?” spurgte Scooter, da jeg har mistet koncentrationen et øjeblik. ”Ja, selvfølgelig” mumlede jeg, mens jeg prøver at smile. ”Vi har en sang der skal indspilles, så du skal helst være 100 % fokuseret” sagde han, mens han signalere at vi kan tage sangen fra starten igen.  

”Scooter, jeg tager lige 5 minutter” sagde jeg, uden at vente på noget svar. Jeg gik ud af lydstudiet, og begyndte at bevæge mig ud i den kølige sommeraften. Da jeg i nogle sekunder står i stilheden, og jeg betragter stjernerne, bliver den afbrudt af en bekendte stemme som siger ”Hvad sker der Justin? Du plejer altid at være fokuseret”. ”Jeg ved det ikke. Jeg føler mig bare så anderledes” mumler jeg, med et smil på mine læber. Jeg ved udmærket godt hvorfor, men det behøver Scooter ikke at vide. Han er min manager, min ven og det nærmeste jeg komme på en storebror, men jeg vil ikke fortælle ham noget der måske ikke er helt sikkert endnu. Jeg kan godt mærke at jeg forandre mig, når jeg er i nærheden af Evenlyn, men så længe ingen andre kan se det, er det nok bedst det forbliver sådan. ”Hvad laver i, kan i komme herind nu!” udbrød en bekymret stemme fra døren, som vi begge omgående genkendte som Carin, Scooters kæreste.  

Da jeg står i studiet igen, og kan høre musikken, som spiller i høretelefonerne, kan jeg ikke lade være med at kigge over mod uret. Klokken nærmer sig de 23:00, og det eneste jeg kan tænke på er ’Hvad mon Evelyn laver nu?’.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...