Dalens dronning

Min nanowrimo 2011, eller dele af den. Selve romanen er ikke færdig, men her kan i få begyndelsen.

6Likes
9Kommentarer
3471Visninger
AA

1. Oprindelsen

Når du skriver en nanowrimo er det tit og ofte at dele af den bliver virkelig dårlige, mens andre bliver gode. Her har jeg sat min start ind og efter følgende vil jeg sætte andre gode one shots ind. Jeg kan ikke love i kan følge med i historien, men jeg skriver sætter den nu alligevel ind. Måske kan I finde en måde for mig at komme videre.

//J.A.C.

 

Engang for længe side, i et lukket samfund, levede et fredeligt folk. De kendte ikke til frygt eller lidelse. De levede i lykkelig uvidenhed om andre dele af verdens grusomhed.

De levede i en dal omgivet med høje bjerge, hvor ingen andre mennesker havde tænkt på at sætte deres fod. Og da folket aldrig selv forlod dalen, forblev de gemte og glemte for omverdenen.

De havde alt hvad de skulle bruge i den store dal. De havde deres egne marker og deres eget kvæg. Der var endda træer med frugt og en kilde med rent vand. De levede ikke tæt, men i flere små byer af primitive huse, spredt ud i hele dalen.

De levede i uvidenhed så længe, at guderne blev rasende. Pludselig en nat dukkede den hvide af dis og den sorte ulv af skygger op. Disse løb gennem dalen og angreb dem som var på deres vej. Ulvene forbandede dalens folk for deres uvindenhed.

Da blev dalens befolkning delt i to.  Det de beskrev som en mystisk sygdom, fra ulvenes bid. Sygdommen angreb mennesker og gjorde nogle dem kolde, mens andre var ved at brænde op med voldsom feber. For første gang oplevede dalens folk frygt og smerte.

De ramte mennesker ændrede sig for altid. Nogle blev til dæmoner med horn og halve, mens andre til smukke pelsklædte ulve. I starten havde der ikke hersket fjendskab. Befolkningen havde ledt efter en kur på de to mystiske sygdomme, men uden held.

Ulvene og dæmonerne endte med at leve sammen, og fandt med tiden ud af at de kunne kontrollere hinandens adfærd. De kunne igen leve i fred, uden fare, selv med dæmonernes uhyggelige næringsform. Begge racer genvandt endda deres egne menneskelige former igen.

Ulve menneskene kunne leve flere hundrede år, mens der ikke lod til at være begrænsninger på dæmonernes levetid. Dæmonerne kunne dog ikke formere sig, som ulvene. De kunne føle lysten, men deres vildskab slog ofte deres partner ihjel, hvis ikke denne var af samme race. Derfor lod det til at racernes befolkning løb op.

Alle dæmoner havde en ulv, som fulgte dem gennem deres liv. Nogle gange opstod der bånd mellem to ulve, og de ville nægte at tjene deres dæmoner. De ville have deres eget uforstyrrede liv.

Sådan startede krigen. Dæmonerne var selviske og nægtede at give slip på deres ulve. De blev misundelige på de små ulve familier, som langsomt trak sig længere og længere væk. De udgør blod i det Fredelige land, deres dal. Siden havde de to racer hadet hinanden.

De ville begge have det Fredelige land. I krigen gik det Fredelige land tabt. Græsset visnede og vandløbene tørrede ud. Det tvang de to racer til at rejse. Op over bjergenes toppe og ud på den anden side. Pludselig stod verden åben for de to nye racer.

Dæmonerne og ulvene indså nu, at de ikke de eneste eksistenser. Omkring Dalen var der nu mange lande. Mange andre racer, som havde boet lige udenfor, ligeså længe som folket i dalen havde været til.

Ulvene gjorde det til deres mål, at skabe deres land på grænsen af dalen, mens dæmonerne trådte frem som guddommelige væsener og smigrede sig ind i alliancer med de andre racer. De to racer byggede nye lande på hver deres side af Dalen, hvorfra de bekriger hinanden  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...