Ude

Oneshort

3Likes
0Kommentarer
714Visninger
AA

1. Der er kun kapitel 1

Jeg så ud af vinduet. Udenfor var himlen hvid og vejene overstrøget med brune blade. Der gik en gruppe unge med tasker over skuldrene, sikkert på vej hjem fra skole. Gid det var mig. Døren til det trange kontor gik op. En kvinde kom ind. I hænderne holdt hun en bakke med to termokander og en skål med kiks. Hun stillede den på bordet, før hun tog plads overfor mig. Hun smilte venligt til mig, mens hun skændede op. ”Bare tag for dig, Laura. Jeg tog kakao med til dig. Jeg gik ikke ud fra du drak kaffe.” Jeg tog imod koppen og en kiks. ”Det er helt fint.” sagde jeg. Faktisk var det bedre end noget af det jeg havde spist længe. Damen åbnede en mappe og bladrede i papirerne. ”Ja, men først vil jeg lige præsentere mig selv. Jeg hedder Eva og jeg er psykolog.” Hun så på mig, som om hun forventede noget af mig. ”Jamen så. Laura, du skal vide, at jeg fulgte dine forældres arbejde nøje.  De var fantastiske mennesker. Jeg nåede desværre aldrig at møde dem i egen person, men jeg beundrede deres arbejde. I sær den seneste udgravning i Kairo. Jeg syntes det frygteligt, at de er væk. Det var en tragisk ulykke. Vi har kontaktet din fars bror, som du ved. Han vil være her om 20 minutter og imens kan vi tale om hvordan du har det.” Det var ikke hvad jeg ønskede. Jeg ville ikke tale om dem. Jeg drejede en mariekiks imellem mine fingre, mens jeg stirrede fraværende ud af vinduet. Mine forældre var arkæologer, hvilket betød at de rejste hele tiden og tog mig med. Jeg havde boet i 16 forskellige lande på 16 år, men sammenlagt kun 3 år i Danmark. For det mest sad jeg alene i en lille lejelighed, med en privat lærer og en rengøringshjælp. Jeg burde føle mig trist, men det gjorde jeg ikke. ”Vi har netop fået rapporten fra ulykken. Dine forældre døde som følge af en ulykke og …” Jeg holdt en hånd foran hende. ”Jeg gider ikke tale om dem.” Eva så alvorligt ud og tog sine briller af. ”Det er dine forældre vi taler om. Det er vigtigt at vi taler om dem og dig, hvis du vil videre.” Hendes rolige og venlige stemme rystede. Jeg rettede mig op i stolen. ”Jeg tilbragte mere tid, med fremmede som jeg ikke kunne forstå hvad sagde, end med dem. De rejste hele tiden og havde aldrig tid til mig.” Eva noterede hvad jeg sagde ned, mens jeg vendte tilbage til at stirre ud af vinduet. ”Så det du siger, er, at du føler dig svigtet?” Jeg sukkede. ”Nej. Jeg siger jeg er lettet. Jeg er glad for, at være tilbage i Danmark og ikke skulle nogen stedet. Jeg er glad for jeg er fri.” Og lige der, bankede det på døren. Min onkel trådte ind og jeg rejste mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...