Lost Angel

Samantha finder sin store kærlighed, i den unge dreng Andreas. Men Andreas har ikke de samme følelser for Samantha. Hvad gør man når ens forelskelse afslår?
~I'm a lost angel~

4Likes
7Kommentarer
1100Visninger
AA

2. I regnen

Jeg så ham dybt i øjnene. Hans øjne var blågrønne, og hans hår var gyldenbrunt. Han gav mig et ondt blik. Han var sur på mig. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at trække på smilebåndene. Selv når han var sur, var han smuk. Mit smil gjorde ham bare endnu mere rasende, men jeg havde ikke noget i mod hans raseri. Jeg kæmpede for ikke at kaste mig over ham, og kysse ham.

"Samantha." Sagde han med en hård bestemt tone. Jeg opdagede at jeg var gået en smule tættere på ham. Hans øjne viste stadig hans dybe raseri, mens mine øjne var fulde af forelskelse. Han kunne bare ikke se det. Han forstod ikke hvad han betød for mig. Han kunne ikke få mig til at gå fra ham. Lige meget hvad han gjorde, så ville jeg være hos ham. Jeg ville være der for ham og hjælpe ham, om han ville det eller ej.

"Samantha!" Råbte han rasende, da jeg var gået så tæt på ham, at jeg næsten rørte ham. Han tog nogle skridt væk fra mig, men uden at tage blikket fra mine øjne. Det var lige som om han prøvede at få mig til at gå, ved at stirre ondt på mig.

Han skulle lige til at sige noget, men jeg afbrød ham, ved at lægge armene rundt om ham, og kysse ham. Min kærlighed og forelskelse til ham, havde overtaget min krop. Jeg havde ikke længere kontrol over mig selv. Jeg forsøgte at nyde det øjeblik jeg kunne kysse ham. Jeg tvang hans læber mod mine, mens jeg mærkede hans varme mod min hud. Jeg vidste jeg ikke ville få sådan en chance igen, og det gjorde jeg ret i. Han lagde hænderne på mine skuldre, og brugte alle sine kræfter til at skubbe mig væk fra ham. Jeg faldt bagover, og landte på den hårde asfalt. Først der opdagede jeg at det regnede. Mit smil var forsvundet, og blevet erstattet med et fortvivlsomt blik. "Andreas!" Peb jeg, men det så ikke ud til at røre ham.

Han var kold som is, og det ødelagde mit skrøbelige hjerte. Jeg blev irriteret over smerten i min hånd, som var landet i et glasskår, og nu blødte, men jeg vidste, at den sande smerte, kom fra mit hjerte.

"Samantha, du er en klam idiot, og jeg vil ikke have dig, forstår du det ikke?!" Ordene skar igennem mig, som havde nogen skåret mig midt over med en kniv. Jeg følte mig pludselig svimmel. Forstod han det slet ikke? Nok var han 4 år yngre end mig, og nok var jeg ikke andet end en fattig beskidt pige, men min kærlighed til ham betød meget mere end dét!

"Jeg elsker dig!" Skreg jeg længsteligt efter ham, da han havde vendt ryggen til mig, for at gå. Han vendte sig om, stadig med et ondt blik i øjnene, og talte så til mig, som havde jeg intet hjerte. "Samantha for helvede, du er jo sindssyg! Det er sgu da ikke normalt at man ikke kan forstå et nej!  Det ville ikke engang være lovligt hvis vi var sammen, og Samantha? Jeg hader dig." Smerten i mit hjerte blev endnu større. Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom intet ud af min mund.

Dér sad jeg. Jeg var for længst blevet gennemblødt af regnen. Det passede perfekt, da mit hjerte også var blevet gennemblødt. Gennemblødt af blod. Smertefuld blod. Han var væk. Han ville ikke have mig. Han hadede mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste kun at livet ikke var noget værd, når jeg kun ville bruge mit liv på at tænke på den dreng jeg elskede. Den dreng som hadede mig. Den dreng jeg ikke kunne leve uden.

I et øjeblik blev jeg i tvivl om, om jeg overhovedet levede, eller om jeg var død. Jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke var død endnu. Døden skulle være så nem. Uden smerter. En pludselig træng til at dø, skyllede igennem mig. Hvis jeg kunne dø, ville jeg ikke kunne føle den store smerte, som jeg følte lige nu.

Jeg havde været så sikker. Jeg havde virkelig troet på at det skulle blive Andreas og jeg. Jeg havde virkelig troet på at jeg ville blive lykkelig. Jeg havde troet på at jeg ville være sammen med Andreas for altid. Jeg havde troet på at han ville komme til at elske mig, hvis bare jeg ikke gav op med at overbevise ham. Nu havde han sagt det klart og tydeligt. Andreas hadede mig. Hvordan kunne jeg nogensinde få ham til at elske mig, når han hadede mig?

Jeg var nødt til at give op. Jeg havde ikke lyst til at leve uden Andreas. Jeg var sikker på jeg om lidt langsomt ville synke ned i helvede, eller flyve op i himlen, og vide at jeg ville være død. Hvis det skulle ske, at det ikke var muligt at jeg ville dø af ulykkelig kærlighed, så måtte jeg jo bare selv få mit hjerte til at stoppe... Fysisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...