Huset

Når døren er låst, kan ingen høre dig.

2Likes
4Kommentarer
863Visninger

1. Nat

Hun kunne ikke lide huset. Hun kunne slet, SLET ikke lide huset. Det var en facade, og ingen andre end hende syntes at se det.  Hun havde boet der i mindre end en måned, og tingene begyndte at blive en smule uhyggelige. Huset var for det første alt for lyst, alt for rent, alt for lydt og så alligevel for lydtæt. Hvis man lukkede en dør, ville alle lyde forstumme, men hvis man lod den stå åben, ville man kunne høre alle husets lyde. Alt fra latter i stueetagen til et tændt fjernsyn inde ved siden af. Hun rystede på hovedet og lukkede sin dør.  Det var en storfuld aften, og hun havde ikke lyst til at skræmme sig selv ihjel.  Alt og alle havde ellers prøvet, men de skulle ikke have lov. Hun havde ignoreret hendes lillebror og hendes far. Hun havde givet klassens bølle en på hatte. Den eneste der var tilbage var hendes stedmor. Hun gjorde altid Emilie utryk. Der var ikke nogen logiks forklaring, men det gjorde hun! Det var kun to måneder siden hendes far giftede sig, og alt syntes lykkeligt udenpå. Emilie var bare ikke lykkelig. Som den eneste var hun bange. Alvorligt bange. Hendes sted mor var uhyggelig. Hun var ligesom huset. Man så hende aldrig på badeværelset, men hun så altid ud som om hun kom lige fra et langt bad. Hendes hår var glat og havde en skrigende rød farve. Hendes øjne var kolde, på trods af deres brune farve. Normalt befandt hun sig altid på hendes værelse eller i køkkenet, så Emilie havde ikke noget stort problem med at undgå hende. Emilie smed sig på sengen, snuppede en bog og begyndte at læse.

Hun ville bare læse et par sider inden hun skulle sove, men hun nåede kun at læse 4 ord, før der lød et højt brag og derefter en klirrende lyd. Emilie satte sig forskræmt op. Hun havde lukket sin dør, så lyden var en forskrækkelse. Hun havde ikke lyst til at undersøge det, men følte det var en slags pligt. Tænk hvis hendes lillebror nu var kommet til skade… Hun ville ikke kunne tilgive sig selv, og desuden var det jo en god ide at fjerne det knuste. En anden uopmærksom nattegænger kunne jo også skære sig. Emilie lagde omhyggeligt bogmærket på plads, og lagde så bogen væk. Hun satte sig op, og rejste sig derefter langsomt. Det ville tage to skridt at nå frem, men pludselig var de to skridt nervepirrende. Hurtigt, det skulle gøres hurtigt. Hun nikkede for sig selv, nu skulle det ske. Hun skulle bare spring ud i det. Hendes ben rystede, da hun to det første skridt. Hvad hvis der var en indbruds tyv? Hendes far var ud og se fodbold, hendes stedmor var sandsynligvis i køkkenet og Thomas sov. Emilie kunne risikere at løbe lige ind i tyven, uden en eneste person kunne høre hende.  Emilie blev panisk. Hun greb det første og bedste, som kunne brugs som våben.  I dette tilfælde var det en lommelygte i overstørrelse, der hidtil havde ligget under Emilie seng. Også var hun klar. Hun tog de 2 skridt, og flåede så døren op. Hun anede ikke hvad hun havde forstillet sig. Måske at noget ville hoppe lige ind i ansigtet på hende, men det eneste hun fandt, var et åbent vindue og en knust vase. Hendes stedmors ynglings vase. Hun lagde lygten fra sig. Derefter skyndte hun sig ned af gangen. Hendes plan var i første omgang at finde hendes stedmor, så hun løb mod trappen, men så hørte hun lyde fra badeværelset. Hun stoppede op.

Hendes stedmor måtte nødvendigvis være derinde, eftersom kun hun burde være vågen. Emilie åbnede døren og gik ind. Bruseren var tændt, men der var for meget damp til at se noget. Emilie gik tættere på, og lagde en hånd på glasset døren, for at tørre duggen af. Desværre kunne hun kun lige tørre et lag af, inden et nyt blev dannet. Hun var nød til at åbne døren.  Hun brød sig ikke om tanken, men gjorde det alligevel. Hurtigt, som med døren til hendes værelse.  Synet slog hende ud! Hun hoppede bag ud, og landende på gulvet.  Det var det klammeste hun nogensinde havde set. Bruseren kørte, og var ligesom i gang med at skylle en stor sort slim klat ud. En slimklat der vred sig for at undgå det. ”Hvad laver du her inde!” Lød en stemme bag hende. Emilie som stadig lå på gulvet, drejede hovedet og så hende stedmor stå i døren. ”Der var… Vindue… Noget i… Brusekabinen!” Rablede Emilie af sig, mens hun hev efter vejret. Hendes stedmor sagde intet, men vendte sig bare om, for at lukke og låse døren. Ingen ville høre noget nu.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...