Forelsket I Fjenden

Storbritannien angreb Japan, og dette var starten på den største krig nogen sinde. Japan tabte, og underkastede sig Storbritanniens mægtighed. Dette, derimod, ville den 99. prins ikke finde sig i, og forråder sit eget rige, for at tage til Japan og udtænke sig en hævn på det rige, han hader mest af alt. Denne historie handler dog ikke kun om denne prins, den handler ligeså meget om en almindelig pige, der har et lidt for stort hjerte, og bliver forelsket i sin egen fjende, samtidig med at hun er forelsket i sin egen prins... [Dette er endnu en af mine (MEGET) gamle historier!]

104Likes
136Kommentarer
8480Visninger
AA

1. Mine Minder

Der er ikke så meget at mit liv jeg husker. Blod, død, krigen. De ting har fyldt mest i hele mit liv, jeg har endnu ikke levet i en verden uden krig. England angreb Japan for nogle år siden, år 2010. Japan tabte, fordi præsidenten blev dræbt, man ved ikke af hvem, men jeg kender en som gør.

Jeg kan også huske hende pigen, hende med det lange grønne hår, hun gav mig noget, jeg har ikke fundet ud af hvad, hun hed C.C., hun så ud til at være atten år, men jeg tror hun var meget ældre. Hun sagde, at hun ikke kunne klare sin mission, og gav opgaven til mig. Kan jeg klare det? Den mission jeg ikke kender til? Jeg har længe tænkt på det. Jeg har oplevet nogle få ting i mit liv, men den vigtigste ting var, da jeg så ham for første gang. Han var bange, rasende. En lille dreng, mørkt hår, lilla øjne. En prins af England. Hans mor blev dræbt, han vidste ikke af hvem, jeg så det heller ikke.

”Marianne! Deres højhed!” Jeg råbte hans moders navn, hun lå død på trappen, hun havde beskyttet sin datter, prinsens lillesøster, Nunnally, hun lå chokeret og så op i loftet. Jeg havde en opgave som tjenestepige på slottet, selvom jeg ikke var ret gammel, omkring ti år. Jeg kan ikke huske mere, jeg tror ikke engang at prinsen så mig, han så kun på sin døde mor, hvorefter han skreg og faldt ned på knæ.

Den næste gang jeg så ham, var i hans fars tronsal. Alle hans halvsøskende var der, de så på ham. Han gik vredt op mod sin fars trone, helt hvidt tøj, en prins værdig.

”Fader, min mor er blevet dræbt.” Sagde han med et vredt ansigtsudtryk. Han var ikke særlig skræmmende, kun ti år. Jeg stod og gemte mig blandt mængden af folk, jeg holdt øje med ham.

”Og hvad så?” Sagde hans far til prinsen.

"Hvad mener du med ’og hvad så’?!” Udbrød prinsen rasende. De kom op at skændes, prinsens far var ond, han var helt kold overfor sin egen søn.

”Prins…” Hviskede jeg med tårer i øjnene blandt mængden af folk. Kongen rejste sig da straks.

”Din idiot!” Sagde han til sin søn, prinsen fik et chok og faldt bagover, hans øjne var rædselslagende, skræmte.

”Hvis du ikke er tilfreds med at bo under min beskyttelse, så kan du tage med din søster væk!” Sagde kongen vredt, folkene i salen hviskede.

”Fint!” Råbte prinsen, vendte ryggen til sin far, gik rasende ud af tronsalen uden at se sig tilbage.

”Lelouch…” Hviskede jeg bekymret.

 

Krigen var startet, Lelouch og hans søster tog til Japan, hvor deres fader havde sendt dem hen. Nunnally var blind, så Lelouch skulle bære hende det meste af vejen. Endelig mødte de liv, og ikke bare død. En dreng på prinsens alder var også flygtet, men flygtet fra en del af Japan. Det var Suzaku Kururugi. Brunt hår og grønne øjne, et sødt smil. Søn af Japans afdøde præsident. Han var den eneste som vidste, hvem der havde dræbt hans far.

Suzaku tog med prinsen Lelouch, gennem Japan, som nu var blevet kaldt område 11. England havde taget Japanernes navn, og nu hed de ellevere. Suzaku bar også lidt rundt på Nunnally nogle gange. Endelig så jeg ham igen. Han skulle klatre op ad en skrænt, Nunnally og Suzaku var kommet op, prinsen var ved at glide.

”Suzaku!” Sagde han lige før han gled, hans hånd blev taget. Jeg så ind i hans øjne og han i mine. Første gang jeg havde haft fysisk kontakt med ham. Jeg trak ham op, men da han blinkede var jeg allerede væk. Jeg kunne ikke klare at være så tæt på ham, han så stadig rundt efter mig, men jeg sad og gemte mig bag en stor busk i udkanten af en skov.

”Er du okay, Lelouch?” Spurgte Suzaku og så på prinsen, Lelouch.

”Hvor blev hun af?” Spurgte Lelouch og så rundt.

”Hvem? Nunnally?” Spurgte Suzaku forvirret.

”Nej, hende pigen med lyserødt hår.” Svarede Lelouch og blev ved med at se rundt. Suzaku grinede.

”Du ser vist syner, der er ikke andre i nærheden.” Han smilede og trak Lelouch med videre. Jeg skulle aldrig have vist mig overfor Lelouch, det var alt for tidligt.

”Lelouch…” Hviskede jeg. Jeg kom frem fra busken da de var ude af synsvinkel. Det sidste jeg så, var Nunnallys lange gyldne hår. Jeg sukkede lettet, eller trist?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...