Toys

Well, endnu er fantastisk opfindsom novelle lavet på et minimum af tid.

2Likes
2Kommentarer
1055Visninger

1. Toys

På et pigeværelse i en gammel trækasse, hvis lyserøde maling var ved at skalle af, lå mange forskellige stykker legetøj. Der var bolde, glaskugler, en yoyo og flere bamser, men af alt det legetøj, var dukkerne det flotteste. Der var to fine dukker. Den ene lavet af porcelæn og den anden af træ med kugleled. De havde begge to brunt hår og små kønne pige ansigter. En dag da pigen, der boede på værelset, kom hjem, havde hun en ny dukke med. Den ny og indpakket i farverig æske, som hun lagde ned i kassen til det andet legetøj. De andre dukke ville straks hilse på den nye, men hun ville ikke hilse på dem. Hun mente nemlig, at hun var for god til at tale med dem. Den nye dukke var lavet af plastic og kunne derfor ikke gå i stykker. Hun brugte hele dagen på at stirre ind i et lille plastic spejl, som lå i hendes kasse, mens hun sammenlignede sig selv med de andre. ”Men det kan I!” sagde hun koldt og slog med sit lange lyse hår. ”I kan gå i stykker. Træ kan blive angrebet af termitter og porcelæn kan revne.” De to andre dukker blev meget forargede over at høre det. Første vidste de slet ikke hvad de skulle svare, men så kom porcelæns dukken på noget. ”Jamen, det er kun mine hænder, mine fødder og mit hoved der er lavet af porcelæn. Min krop er lavet som en bamses, bare med tungere fyld. Den vil sikkert tage faldet, også går intet i stykker.” ”JA!” råbte træ dukken. ”Vi er ligeså gode som dig!” Den blonde plastic dukke vrængede ansigt. ”Men dit ansigt. Dit ansigt. En dag vil malingen falme, også vil dine læber blive mindre og mindre røde. Til sidst vil du blive så grim at se på, at pigen smider dig ud! Det gør mit aldrig.” Porcelæns dukken blev ked af det, ved de ord. Hun satte sig langt væk, i et hjørne af kassen. Det gjorde træ dukken ikke. ”Men se på os,” sagde hun. ”vi er smukke og særlige at se på. Der er ikke mange, som stadig har dukker som os.” ”Ha!” udbrød den blonde dukke. ”Men i er alt for særlige. Skrøbelige. Jeg har tusind sæt tøj, til tusind forskellige lejeligheder. I har kun et. I kommer til at rådne op på en hylde, mens jeg bliver leget med. For mig kan man nemlig bruge til noget!” De to andre dukker blev endnu mere rasende, men de nåede ikke at svare igen denne gang. For i der øjeblik, blev trækassen åbnet. Overfor stod den lille pige og smilede. Hun rakte ned og tog kassen med den nye dukke op.  Den blonde plastic dukke smilte hånligt, før hun forsvandt ude af syne. Så lukkedes kassens låg igen. De to andre dukke, satte sig i et hjørne. Her græd porcelæns dukken, så hendes fine rødlige kinder blev endnu mere røde. Træ dukken trøstede hende. ”Det passer ikke. Det passer ikke.” gentog træ dukke igen og igen, selvom hun ikke helt selv troede på det. ”Jo! Jo det gør.” sagde den lille porcelæns dukke, mens hun hulkede hul og rev sig i sit krøllede brune hår. ”Vi går i stykker. Vi bliver efterladt. Vi bliver glemt.” Der gik timer, måske dage, før legetøjskassen igen blev åbnet. De to dukker havde næsten glemt alt om den nye blonde dukke. De sad og havde the selskab, da kassen igen åbnede sig. Ovenfor stod den lille pige. Hun så glad ud, som hun stod og så ned på dem. Så lagde hun pludselig noget ned i kassen. En dukke. De to dukke rettede sig op. Det kunne da ikke være den blonde plastic dukke, vel? Hun havde jo haft sin egen kasse, men ak jo. Det var den blonde dukke. Hun lignede bare ikke sig selv mere. Hendes lange kønne hår, var blevet helt uglet og fedtet. Hendes fine tøj sad underligt på hendes krop, næsten uformeligt og hun manglede sin ene sko. Porcelæns dukke og træ dukke sukkede dybt. ”Sådan går det. Man bliver leget med og pludselig er man ikke perfekt mere.” Plastic dukkede græd, mens hun ledte efter noget som mindede om et spejl.  Hendes udseende var nu så skræmmende, at alle de andre legesager flygtede. Alle undtagen de to dukker. De fandt deres egne børste og spejle frem. ”Kom her,” sagde de og pegede på en gammel nålepude. ”så hjælper vi dig.” Den nu knapt så fine plastic dukke satte sig ned og lod de to andre dukker redde hendes hår. ”Men det betyder intet, at vi ikke er perfekte,” sagde træ dukken. ”for det er barnet kærlighed der betyder noget.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...