Forvandling

En historie om en piges forvandling, om ondskab og kærlighed, had og glæde. Det er en historie om en pige, som får ansvar for en hel by. Med ansvar kommer de magiske kræfter, som kan gøre hende til et meget farligt monster. Men hvordan beskytter man en hel by, og hvordan kender man forskel på ven og fjende?

4Likes
1Kommentarer
1698Visninger
AA

25. Kærlighed i Kaos

Jeg drak. Et lyn skød ned fra himlen og gik gennem min krop, i samme øjeblik den sorte væske flød igennem mig. Hele Espergærde rystede.

Jeg voksede flere meter op i luften, blev større og stærkere. Blev til mit eget væsen, som nu havde klør, halerne havde pigge, vingerne var krogede, og mine tænder var blodrøde. Det var ikke fantastisk, det var gudeskønt!

Ude i horisonten voksede bølgerne til det kolosale. Bølgerne oversvømmede hele byen, men kunne ikke vælte mig. Jeg brølede og vandet trak sig tilbage. Imens revnede hele hovvej. Revnen voksede og voksede, og det sprøtede med lava og flammer. 

Det brændte sig ind i min hud, men gjorde alligevel ingen skade. Imens skød en tornado ned fra himlen, og blæste mig nogle skridt baglæns. Ikke mere end det! Jeg så på mine tre nye fjender.

Tornadoen var enorm, nede i revnen og lavet sås en kæmpe dæmon, og bag de store flodbølger stod en lille mand. Det var peace of cake! Jeg sprang frem, vendte ryggen til, og baskede med vingerne så tornadoen blev skudt væk. Så tog jeg hårdt fat i dæmonen og trak den op. Ild og flammer brændte gjorde hele byen til aske. Jeg hamrede min knyttede næve ind i dæmons ansigtet, indtil den trak sig længere tilbage ind i revnen. Så søgte mit blik ud mod havet og jeg smilede - og min forbrændte hånd healede sig selv imens.

Bølgen kom igen. Dæmonen under mig vred sig, og skreg da vandet lukkede sig om hele byen. Jeg grinede hysterisk, mens jeg trak dæmon op og kastede den ud mod havmanden. Alt gik som smurt. Nu ville hav og ild kæmpe lidt, mens jeg selv kunne tage mig af tornadoen.

Men i det samme hørte jeg en eller anden råbe mit navn: "SONJA?!"

Jeg knælede ned og kiggede på lille Silas. Han var mindre end min tå, så jeg måtte stikke hele mit hoved ned for at kunne se ham. Hans hår var svitset af og han var helt våd og forblæst. Et skævt smil opstod i hans mundvige, indtil han hostede. hostede, men smilede alligevel.

 ”Hvad laver du her?”

Jeg talte ikke særlig højt, alligevel måtte han holde sig for ørene.

”JEG KUNNE IKKE FORLADE DIG!” skreg han så jeg kunne høre ham. ”SELV OM DU ER STÆRK, SÅ TROR JEG IKKE DU KAN KLARE DET HER!”

”Idiot,” mumlede jeg, alligevel væltede han. "Undskyld."

Jorden rystede igen. Havmanden og dæmonen kæmpede stadig, men der ville ikke gå lang tid før dæmonen forsvandt. Jeg sukkede, tog Silas i min hånd og knyttede den. Det var lige i rettet tid, for i det samme braste tornadoen ind i mig. Jeg væltede og smadrede de sølle bygninger der var tilbage. Imens kunne jeg lige høre Silas skrig, og mærke ham rulle rundt i min knyttede hånd. Så brækkede han sig. Jeg rynkede irriteret på næsen.

”Klamt.”

Jeg så tilbage, hvor Liona fløj som en lille guldsmed - sådan så det ud for mig. Hun lyste ind i tornadoens øjne, og trak vind fra tornadoen. Hun beroligede vinden og sendte den væk, hvorefter hun tog en ny bid af den.

”Skynd dig væk med ham, Sonja," sagde hun lavt, alligeve hørte jeg hende med lethed.

Hurtig som lynet fløj til København, hvor jeg blidt åbnede hånden ovenpå Rundetårn. Han rullede ned fra min hånd og brækkede sig igen. Ikke charmerende, men alligevel smilede jeg til ham. Min kærlighed voksede kun til ham, den ville aldrig blive mindre. 

Så sendte jeg ham et kærligt men trist blik, for de ord jeg skulle til at sige, var alt for sande: ”Farvel Silas.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...